Jeg synes, det er på tide at se på, hvordan man opnår våbenhvile og fred – også for civilbefolkningen.

af Per Hørning, København NV

Det forekommer mig, at Eigil Nielsen har malet sig selv op i et hjørne i sit syn på situationen i Libyen.

Udgangspunktet for Eigil har været, at det var rigtigt, at FN’s Sikkerhedsråd vedtog resolutioner til sikring af civilbefolkningen mod overgreb fra Gadaffi.

Dernæst syntes Eigil, at det var rigtigt, at Danmark og Enhedslisten gav tilsagn om, at »Folketinget meddeler sit samtykke til, at et dansk militært bidrag stilles til rådighed for en international militær indsats i Libyen med henblik på at beskytte civilbefolkningen i landet«.

Med udgangspunkt i Brest-Litausk-freden (3.3.1918) argumenterede Eigil for, at Enhedslisten tilsluttede sig aftalen med regeringen – en tilslutning som også i dag må siges at være det modsatte af en fredsaftale. Lenin sagde i 1918, at han var villig til at indgå aftale med fanden selv, hvis der blot blev fred.

I dag (26.05.11) retter du så skytset mod Enhedslistens beslutning om at springe fra aftalen med regeringen. Baggrunden for denne beslutning var jo, at den internationale militære indsats var blevet til en NATO-aktion med politisk opbakning til målsætningen om at fjerne Gadaffi – i modsætning til FN-resolution 1973 (2011) og resolution 1970 (2011).

Din seneste beskrivelse af situationen i Libyen, svarer meget godt med min opfattelse, men det er som om, du ikke vil forstå, at fra start til slut har oprøret haft to parter. Og du vælger, at den ene part – i ly af civilbefolkningen – skal have din, Enhedslistens og NATO’s støtte.

Jeg synes, det er på tide at se på, hvordan man opnår våbenhvile og fred – også for civilbefolkningen.

Hvor en den stat eller statsmand, der vil optage kontakt til parterne? Hvornår kommer FN’s generalsekretær på banen og siger, nok er nok?

Jeg deler ikke – på civilbefolkningen vegne – din glæde over at oprørerne har fået bedre våben, men håber på, at der kan findes kræfter på det afrikanske kontinent, der vil gøre deres indflydelse gældende over for begge parter.

Disse kræfter findes åbenbart ikke i Europa og USA. Findes de i Enhedslisten, er det på tide, vi får nogle forslag på bordet.