Vi håber, du vil indgå i en positiv dialog om at lade os administrere området, til du kan dokumentere, du skal bruge den til noget fornuftigt.
Åbent brev - fra BZSøminen
Åbent brev til den åbenbart »retmæssige« ejer af dette åbne og åbenlyst forladte sted.
Vi er mange morgenløbere, hundeluftere, graffitimalere, fuglekiggere, skatere, festoriginaler, stavgængere, naturnydere, kunstnere og Refshalevej lowlifes der har brugt din grund i løbet af de sidste par år. Og det håber vi på og regner med vi kan blive ved med.
Da grunden har været tom og offentlig tilgængelig gennem en årrække har vi blandt andet plantet alle mulige slags blomster, ryddet op, malet, fjernet ulovlig nato-pigtråd, holdt fest, bygget, kysset, filmet noget, spillet musik, røget smøger, nydt naturen og opbygget et stærkt forhold til den ubenyttede grund.
Trods kritik fra blandt andet Christianshavns lokaludvalg og uden de nødvendige tilladelser er bevoksningen blevet fældet og dermed er levegrundlaget fjernet for en lang række ynglende arter.
Ud over det har den asbestramte bygning (som vi slet ikke vil bruge) stået åben gennem flere år, og der er absolut intet, vi kan ødelægge. Tværtimod kan vi kun tilføre området energi og værdi og påbegynde den nødvendige genplantning og naturgenopretning for alles bedste.
Vi håber, du kan forholde dig til vores frustration over at se et så dejligt sted blive misligholdt og vanrøgtet og forventer, du vil indgå i en positiv dialog om at lade os administrere området, til du kan dokumentere, du skal bruge den til noget fornuftigt.
Altså foreslår vi, at du lader os vise, hvad vi kan gøre med arealet og håber, du vil se det som en inspirationskilde til områdets potentialer..
Vi kan eventuelt passe godt på det, til du får det solgt til Christiania eller nogen andre med gode hensigter.
Venlig hilsen alle os aktive københavnere, rødder fra Refshalevej, øvrige brugere af området og de såkaldte »autonome«, hvis det er det, man kalder fornuftige, kreative og kritiske unge mennesker nu til dags.
I dag vil et indvielsesoptog med over 1000 unge mennesker besætte det forladte søminedepot på Refshalevej.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278