01 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Behov for »flerstrenget« kunststøtte

Behov for »flerstrenget« kunststøtte

Onsdag, 20. april, 2011, 10:16:20

»Flerstrengs-princip« kunne for eksempel være sådan, at hvert støtteområde under Kunstfonden ikke har ét, men tre udvalg, der hver kun råder over en tredjedel af støttekronerne.

af Niels la Cour, Birkerød

Ved den igangværende undersøgelse af pengestrømme inden for kunstens verden har man blandt andet opdaget, at de tre-årige kunstfond-legater til billedkunstnere næsten kun går til københavnere.

Det har vel i øvrigt efterhånden også i mange år stået klart, at det i Julius Bomholts ånd hævdede smukke armslængde-princip for kunststøtten ikke kan stå alene. For kunstnermiljøerne er meget bedre til at formere kliker, der sætter sig tungt på pengestrømmen, end Julius Bomholt (Danmarks første kulturminister) tilsyneladende havde forestillet sig.

SF’s Pernille Frahm er citeret for at tænke sig muligheden af, at der også indgår geografiske kriterier i kunststøtte-ordningerne. Men spørgsmålet er, om ikke man skal gå en anden vej og længere?

Armslængde-princippet burde suppleres af et »flerstrengs-princip«, for eksempel sådan at hvert støtteområde under Kunstfonden ikke har ét, men tre udvalg, der hver kun råder over en tredjedel af støttekronerne, og som  arbejder helt uafhængig af hinanden. Ikke geografi, men stadig kvalitet skulle være kriteriet, men med betydelig større mulighed for en spredning i opfattelsen af, hvad man forstår ved kvalitet.

Et sådant flerstrenget forvaltningsprincip kunne antagelig også tilpasses andre skatteyder-finansierede og meget centralt styrede områder, som for eksempel Danmarks Radios musikalske programlægning. Sådan at man for eksempel for hver genre kunne have tre udvalg, der hver i sær kun kunne bestemme over en tredjedel af den til pågældende genres afsatte programflade.

Det vil nok blive et overordnet koordinerende arbejde at gøre, for eksempel for at forhindre overlapninger i beslutningerne og gengangeri i udvalgene, men det enkelte udvalgs arbejde og ansvarsområde ville jo kunne gøres betydeligt mindre end under den nuværende ordning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. apr. 2011 - 10:16   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev