Det er, ifølge Finn Sørensen, ikke Enhedslisten, der har flyttet sig, men krigen, der har ændret karakter, fordi bombardementerne nu »hjælper oprørerne med at rykke frem«.
af Jørgen Petersen, Kommunistisk Parti
Svar til Finn Sørensen, medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse
»Derfor var der selvfølgeligt kun en ting at gøre, da Gadaffis styrker stod udenfor Benghazi, og det var at støtte en militær aktion på grundlag af FN's resolution«, skriver Finn Sørensen i et debatindlæg i Arbejderen tirsdag den 5. april. Han sammenfatter i denne ene sætning hele kernen i Enhedslistens begrundelse for krigsstøtten.
Finn Sørens forsvarer både Enhedslistens beslutning om at støtte krigen mod Libyen og grundlaget for partiets beslutningen om at trække støtten efter få dages bombardement.
Hænger ikke sammen
Der er mange ting i Enhedslistens argumentation for krigsstøtten, der ikke hænger sammen. Finn Sørensen forholder sig ikke til
– at Enhedslisten ikke på et eneste tidspunkt inden afstemningen i Folketinget støtter eller anbefaler forhandlingsløsninger – sådan som også FN-pagten foreskriver. Virkeligheden er, at krigen og de militære løsninger er den eneste mulighed, der er blevet prøvet – også af Enhedslisten.
– at Enhedslisten undlader at forholde sig til den markante kendsgerning, at netop vedtagelsen af flyveforbuddet i FN’s sikkerhedsråd forhindrede afholdelsen af et planlagt mæglingsmøde i Libyen. Mæglingsmødet var aftalt med krigens parter i regi af den Afrikanske Union. Det skulle starte dagen efter flyforbuddet blev vedtaget. De afrikanske præsidenter, der skulle lede mæglingen, kunne ikke komme ind i Libyen.
– sammenhængen mellem USA's krige i Irak og Afghanistan, og det der sker i Libyen. Lad os få en begrundelse for at Enhedslisten ikke advarer mod, at det er USA og de gamle europæiske kolonimagter, der fra første færd bombede Libyen.
- at Enhedslisten erklærer sin støtte til et folkeligt oprør, som man herefter beder USA og NATO og EU om at forsvarer med militær magt. Det er absurd. Enhedslisten støttede og forsvarer åbenbart stadigt, at en koalition af lande, der uden undtagelse har store økonomiske interesser i Libyen, starter krigen mod Libyen. Det er at smide al erfaring med imperialismen ud ad vinduet.
Har krigen ændret karakter?
Nu har Enhedslisten så besluttet at trække sin støtte til den danske krigsdeltagelse. Det glæder mig naturligvis. Men det er en mærkværdig begrundelse, Finn Sørensen giver.
Det er, ifølge Finn Sørensen, ikke Enhedslisten, der har flyttet sig, men krigen, der har ændret karakter, fordi bombardementerne nu »hjælper oprørerne med at rykke frem«, som Finn Sørensen skriver i sit indlæg. Han mener åbenbart, at krigen har skiftet karakter, fordi NATO-bombningerne af landet åbenlyst støtter borgerkrigens ene part.
Det er en tynd kop te. Propagandaen om den humanitære aktion er et figenblad. USA og EU har hele vejen igennem støttet det Nationale Overgangsråd i Benghazi. Det har Enhedslisten i øvrigt også. Min påstand er, at USA og EU ikke vil støtte en folkelig opstand, men kontrollere, inddæmme og om nødvendigt kvæle oprøret i Libyen og resten af regionen i blod, som de altid har gjort det.
Det er tilsyneladende kommet som en overraskelse for Enhedslisten og Finn Sørensen, at vestmagterne deltager i krigen for at vælte Gadaffi?
Røverkrig fra starten
Da Enhedslisten stemte for krigen, var det såkaldte Nationale Overgangsråd i Benghazi blevet båret frem af USA og EU.
Det var anerkendt af den gamle kolonimagt Frankrig, som den eneste legitime repræsentanter for det libyske folk. Dets repræsentanter var modtaget i Paris, London og Washington. De havde talt i EU-parlamentet og blev i de borgerlige medier beskrevet som lederne af en revolution i Libyen.
Hvornår har imperialismen nogensinde hjulpet revolutioner? Vækker det slet ingen bekymring i Enhedslisten, at de kendte personer fra det Nationale Overgangsråd har været nøglepersoner i Gadaffis regering eller i CIA’s sold i årtier?
Det vil ikke være kræfter, jeg ville fæste mange illusioner til. Derfor undrede det mig allerede da Enhedslisten – i modstrid med international ret – foreslog at bevæbne lederne i Benghazi med danske stingermissiler og Frank Aaen spurgte forsvarsministeren, hvor længe NATO ville være om at uddanne oprørerne i at bruge dem.
I går var der møde blandt partierne bag krigen i det danske Folketing. Hvis det virkeligt var de ædle humanitære formål, der lå bag den danske krigsdeltagelse, undrer det mig, at baggrundspapiret så detaljeret omtaler Libyens olieforekomster og ønsker om øget dansk samhandel med Libyen.
Når man tænker på de løgne, der blev serveret for at legitimere krigene mod Vietnam, Irak og Afghanistan undrer det mig, at Enhedslisten og Finn Sørensen stadig insisterer på, at denne krig startede som en humanitær mission. Det har været en røverkrig på linie med alle imperialismens andre krige.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
