Der var tale om et fredeligt, folkeligt oprør imod en diktator – fuldstændig på linje med det, vi har set i en række andre lande i Mellemøsten og Nordafrika. Forskellen var, at oprøret i Libyen stod over for en despot.

af Finn Sørensen, medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse

Det er ikke Enhedslisten, der har flyttet sig. Mogens Lykketoft – og andre – som påstår, at der fra start af var borgerkrig i Libyen, er forkert på den.

Der var tale om et fredeligt, folkeligt oprør imod en diktator – fuldstændig på linje med det, vi har set i en række andre lande i Mellemøsten og Nordafrika. Forskellen var, at oprøret i Libyen stod over for en despot, der klart gav udtryk for, at han ville bruge sin knusende militære overmagt til at »fjerne oprørerne fra jordens overflade«.

Derfor var der selvfølgelig kun en ting at gøre, da Gadaffis styrker stod uden for Benghazi, og det var at støtte en militær aktion på grundlag af FN’s resolution. Hvis Gadaffi havde fået sin vilje, så havde det være slut med oprør i Libyen – ikke bare nu og her, men i meget, meget lang tid.

Og dét ville have haft en negativ indflydelse på det »arabiske forår«. FN-resolutionen er ikke uklar: Formålet er at beskytte civilbefolkningen, at tvinge parterne til en våbenhvile, og samtidig udelukker den en besættelse af Libyen.

Men det er klart, at når ledelsen af aktionen, regeringen og flertallet i Folketinget ikke længere respekterer FN-mandatet, men direkte hjælper oprørerne med at rykke frem, og dermed fremmer udviklingen af en borgerkrig, så må Enhedslisten sige fra.

Det er fuldstændig i overensstemmelse med de betingelser vi har stillet fra start. At det skulle være »pres fra baglandet«, der har fået Enhedslisten til at sige fra, er nonsens.

Der er selvfølgelig uenigheder, men det er meget få afdelinger, der har protesteret mod linjen, især når man tænker på, hvor svært emnet er, og nogen effekt på medlemstallet har vi heller ikke set.