»Rød blok« forsøger desværre at overgå den borgerlige regering, når det gælder om at starte endnu en krig mod et arabisk, muslimsk og olierigt land.

af Carsten Kofoed, København

I takt med at Mohammar Gadaffis patriotiske regeringshær trænger de vestligt støttede oprørere tilbage, buldrer de olietørstige imperialisters krigstrommer højere og højere. Herhjemme forsøger »rød blok« desværre at overgå den borgerlige regering, når det gælder om at starte endnu en krig mod et arabisk, muslimsk og olierigt land.

Socialdemokraterne kræver højlydt, at den multinationale terrororganisation NATO – uden FN-mandat – slippes løs her og nu og ved hjælp af bombardementer indfører en flyveforbudszone for »at redde menneskeliv« (sic!).

SF afviser heller ikke en aggression mod Libyen uden om FN og har desuden brugt en del krudt på at få Libyen med Afrikas bedste sociale system smidt ud af FN’s Menneskerettighedsråd, fordi den libyske regering forsvarer dette imod landsforrædere, der har allieret sig med de selvsamme vestlige olierøvere, der mæsker sig i irakisk olie og har sendt libyernes arabiske brødre og søstre i Irak ned i dyb fattigdom.

international lov

Og Enhedslisten har jagtet Gadaffis værdier i Danmark og krævet hans afgang og ham retsforfulgt for intet mindre end folkemord, selvom der ikke finder nogen etnisk eller anden sekterisk udrensning sted i Libyen.

Bare Frank Aaen dog var lige så nidkær med hensyn til de virkelige krigsforbrydere og folkemordere – som Anders Fogh Rasmussen, der har en FN-stridig angrebskrig med over en million dræbte irakere på samvittigheden.

Oppositionen med Helle Thorning-Schmidt i spidsen fabler konstant om, at der findes to forskellige veje for Danmarks umiddelbare fremtid. Det gælder i hvert fald ikke udenrigspolitikken. Danmark skal under »rød blok« stadig være en af USA’s mest underdanige lakajer og fortsætte en militaristisk udenrigspolitik baseret på imperialisme og chauvinisme og total foragt for international lov, især andre landes suverænitet.

Det har Afghanistan og Irak vist, og det har Libyen understreget. De »røde« såkaldte demokrater vil med djævelens vold og magt diktere andre landes samfundssystemer. Det er demokratisk i deres øjne, men imperialistisk i mine.

Havde jeg i et af de mange mareridt, som jeg har haft i det sidste årti under VKO’s sorte tyranni, overvejet igen at stemme, så er den sag nu klar. Krigsmagere, hvad enten de er blå eller røde, hører hjemme i mørke fængselsceller – ikke i lyse regeringskontorer.

libyens suverænitet

Det er jo ikke revolutionen og socialismen, jeg kræver for min støtte, men på det udenrigspolitiske område blot at mit land optræder på samme måde over for andre lande, som vi ønsker, at de skal behandle os. Og oppositionen ønsker vel ikke bomber over Danmark?

Det, som det må handle om nu med hensyn til Libyen, er at undgå endnu en imperialistisk oliekrig, som netop vil ende i en langvarig, humanitær katastrofe, som Afghanistan og Irak i dag er, og som både sanktioner, flyveforbud osv. er optakten til.

Respekten for Libyens suverænitet, altså ingen fremmed indblanding, er betingelsen for, at libyerne får det styre, de selv ønsker og fortjener. Derfor: Nej til flyveforbud! Nej til endnu en oliekrig!