Det er usikkert om en ny regering kan vikle sig ud af de forpligtelser, som den nuværende regering påtager sig til topmøderne i europagten.

John Monsk, formand for ETUC, det europæiske LO, taler ved en protest imod EU-topmødet sidste år. Organisationen tager afstand fra udviklingen i EU og europagten, mens S og SF har sagt ja.

ETUC

af Per Clausen, EU ordfører for Enhedslisten

Selvom Pia Olsen fra SF forsøger at sælge et andet budskab, er kendsgerningen, at Socialdemokraterne og SF ikke fik flyttet et komma i europagten.

Denne indskrænker ikke bare Danmarks politisk råderum til at føre en selvstændig økonomisk politik, men referer ensidigt til en borgerlig kriseløsningspolitik, hvor VKOI flertallets politik med nedskæringer på den offentlige velfærd, forringede dagpenge, reallønsnedgang samt fornyede angreb på efterlønnen bliver italesat som den eneste relevante økonomiske politik.

Dette fremgår tydeligt af beskrivelserne af, hvilke politiske tiltag, der skal »rettes særlig opmærksomhed på« eller »meget stor opmærksomhed på«.

Når dette kobles sammen med kravet om, at de økonomiske forudsætninger og hovedtal for vores finanslov skal sendes til kommentering hos EU, før arbejdet med at udarbejde en konkret finanslov går i gang, og at vi fremover vil kunne blive ramt med automatiske modregninger i vores indtægter fra EU, som svarer til de bøder, som eurolandene vil få, så tegner der sig et tydeligt billede af de vanskeligheder enhver regering, der ønsker at bryde med den kriseløsningsstrategi, som EU har lagt sig fast på, vil blive udsat for.

Tilhængerne af tilslutning til europagten har lagt meget vægt på, at kravet om, at der skal indføres en klar budgetlovgivning, der begrænser den offentlige sektors omkostninger flere år ud i fremtiden, ikke er en juridisk forpligtelse. Dette ændrer dog ikke ved, at Danmark, når vi tilslutter os europagten, forpligter sig til at indføre en sådan mekanisme, og at dette også forpligter kommende  regeringer.

I det hele taget er det usikkert om en ny regering kan vikle sig ud af de forpligtelser, som den nuværende regering påtager sig til topmøderne i europagten – uden i det mindste at gennemføre tilsvarende forslag.

Det er derfor ikke overraskende, at det europæiske LO klart har taget afstand fra denne politiske udvikling i EU, og at Socialdemokraterne i Sverige har spillet en ledende rolle i at afvise svensk tilslutning til europagten. Derimod er Socialdemokraternes og SF’s hjælp til regeringen i denne sag helt ubegribelig.