Det er en kæmpe udfordring at overbevise danskerne om, at det er imperialismen og deres partnere i Mellemøsten, der er det grundlæggende problem.
af Jørgen Petersen, Kommunistisk Parti
Tak for dit svar på min klumme om Libyen.
Du skriver, at du ikke er tilhænger af et militært angreb på Libyen. Det glæder mig. Men det har jeg nu heller ikke påstået. Jeg mener faktisk, at jeg meget loyalt gengiver din holdning.
Som du selv skriver »Jørgen Petersen har ret i, at jeg mener, at en militær intervention kan komme på tale. Men kun i en ekstrem situation, som en allersidste udvej overfor et egentligt folkemord. (..) Så kan det godt være at vi bliver nødt til at acceptere, at det bliver de imperialistiske magter, der griber ind, men alternativet er langt værre«.
Vi skal skabe forståelsen for nødvendigheden af at styrke kampen mod imperialismen på både kort og lang sigt. Det kan man ikke, hvis man åbner for, at imperialismens indblanding kan være den bedst mulige løsning.
Det er her vi er uenige. Jeg kan ikke komme på et eneste eksempel siden Anden Verdenskrig, hvor jeg mener, man har kunnet støtte en militær aktion, som har været ledet af USA eller NATO. Tværtimod har imperialismen kæmpet på mindst den ene af siderne i alle de væbnede konflikter, der har været i denne periode.
Min pointe er, at USA, EU og NATO på tusind og en måde forsøger at legitimere deres fortsatte tilstedeværelse og dominans i Mellemøsten og Nordafrika. Det er imperialisterne, der har samarbejdet med alle de tyranner og despoter, der har siddet og sidder på magten. Lige siden opstanden startede i regionen har magthaverne i Washington, Paris, Rom, London og Bruxelles forsøgt at undgå, at tyrannernes fald førte til, at de selv blev smidt på porten.
Efter min mening er det en kæmpe udfordring at overbevise danskerne om, at det er imperialismen og deres partnere i Mellemøsten, der er det grundlæggende problem. Vi skal skabe forståelsen for nødvendigheden af at styrke kampen mod imperialismen på både kort og lang sigt. Det kan man ikke, hvis man åbner for, at imperialismens indblanding kan være den bedst mulige løsning.
Skrækscenarie
Du tegner et skrækscenarie og peger på faren for, at der i Libyen vil ske en gentagelse af folkemordet i Rwanda. Men hvad er grundlaget for at åbne en diskussion om Gadaffi vil bruge giftgas mod Benghazi? Med mit kendskab til, hvad der er sket i Libyen hidtil, mener jeg ikke, der er noget grundlag for en sådan sammenligning.
På den ene side er vi enige i, at Gadaffis styrker har anvendt en overdreven brug af magt og også har uskyldige civile på samvittigheden. Men folkemord! Jeg har hørt megen snak i de borgerlige medier. Men jeg har ikke set nogen form for dokumentation for folkemord – heller ikke i den række af byer – som den libyske hær har tilbageerobret i den sidste uge.
Mægling
Der har været to forsøg på mægling. Dels et hurtigt udspil fra ALBA-landene og senest fra Den Afrikanske Union. Jeg har læst på Modkraft, at du hånligt har afvist udspillet fra ALBA-landene, men slet ikke hørt hverken dig eller Enhedslisten forholde sig til udspillet fra Den Afrikanske Union.
Efter min mening, har netop de to udspil været den eneste reelle mulighed for at undgå en eskalering af en borgerkrig. Hvorfor afvise muligheden for at presse på for en våbenhvile og en forhandlingsløsning? To afrikanske præsidenter og Lula fra Brasilien var villige til at forsøge.
Udspillet fra Den Afrikanske Union var en reel mulighed for at stoppe borgerkrigen. De kunne have skabt mulighed for at hindre det angreb på Libyen, som nu kommer.
Der har fra stormagternes side været en køreplan frem mod resolution 1973, som blev vedtaget i Sikkerhedsrådet torsdag aften. Processen minder mig om, det vi så op til krigen mod Irak, hvor medierne 24 timer i døgnet flød over med propaganda om Saddam Husseins påståede masseødelæggelsesvåben.
Saddam Hussein var en brutal diktator, men masseudryddelsen af irakere stod USA, EU og NATO for – både op til, under og efter krigene. Hvorfor skulle det dog gå anderledes i Libyen?
Irak fik en no-fly-zone og økonomiske sanktioner, der kostede langt over en million irakere livet. Saddam Hussein var en brutal diktator. Men masseudryddelsen af irakere stod USA, EU og NATO for – både op til, under og efter krigene. Hvorfor skulle det dog gå anderledes i Libyen?
Det er i dette principielle afsæt, jeg mener at du tager fejl.
Stingermissiler
Med Enhedslistens forslag om at sende Stingermissiler til Benghazi kammer det helt over. Det var grænseoverskridende at se Frank Aaen foreslå, at Danmark skulle bryde folkeretten.
Det var grænseoverskridende at Enhedslisten spurgte ministeren, hvor længe NATO ville være om at lære oprørene at benytte danske Stingermissiler. Det er da klart, at de konservative greb forslaget med kyshånd.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
