Det virker ikke betryggende at overlade fremtidens energiforsyning til nogle få tusinde bønder. Der er ingen beviser for, at disse vidtløftige planer er bæredygtige.
af Holger Øster Mortensen, Odder
De fleste er enige om, at også Danmark bliver nødt til at omlægge det hidtidige forbrug af fossile brændsler til noget andet – herunder biomasse.
På dette punkt øjner bønderne nye indtjeningsmuligheder i form af dyrkning af denne biomasse. Og der gøres da også allerede mange forsøg med dyrkning af blandt andet kløvergræs, majs, elefantgræs, energipil med mere til dette formål.
Danmark er i forvejen det mest intensivt dyrkede land i verden. Næsten 60 procent af landet er opdyrket. Og hele 80 procent af dette dyrkede areal bruges til husdyrfoder.
Derfor kan der ikke dyrkes biomasse på dansk landbrugsjord uden at fratage husdyrbrugene noget af det nødvendige foder. Man kan altså ikke dække begge behov.
Flere store markarealer kan betegnes som marginaljorder, herunder sandede, bakkede og våde marker. Disse kunne med fordel udtages til brug for dyrkning af biomasse. For at tilgodese vandmiljøet kunne man også sløjfe dræningen af store arealer og så dyrke velegnede bioafgrøder på disse arealer, for eksempel energipil.
biogas
Fodermajs er blevet fremhævet som en velegnet afgrøde til biobrændsel. I hvert fald har tilhængere af biogas store forventninger til majs som en fremtidig vigtig energikilde. Men som afregningsprisen for biogas ser ud i øjeblikket, ser denne løsning ud til at være en ualmindelig dårlig forretning.
Ingen biogasværker i landet giver overskud. Og når man indregner husdyrgødning (gylle), ser regnestykket endnu værre ud. Om så alt husdyrgødning blev brugt til gasfremstilling, ville det højst kunne dække to-tre procent af vores energibehov.
Brug af gylle som »biobrændsel« tjener kun ét formål: Svinebønderne kan få tilladelse til at producere flere slagtesvin. Og at yde tilskud til denne underskudsgivende gasproduktion af gylle er bare endnu en mere eller mindre slet skjult landbrugsstøtte.
I Tyskland stiller sagen sig noget anderledes. Her gives der klækkelige tilskud til biogasanlæg. Det er endda så givtig en forretning, at danske bønder leverer majsensilage (biomasse) til tyske biogasværker. Med de udløste tilskud er det en ganske god forretning.
Men det er en meget, meget dårlig ide at benytte majsensilage til dette formål, og ikke mindst at transportere dette over lange afstande. Desuden er majs en meget »hård« afgrøde at dyrke på markerne år efter år. Der skal tilføres store mængder gødning, og der skal bruges store mængder pesticider.
vidtløftige planer
Det kan ikke afvises, at landbruget kan yde en vis del af vores biobrændsel – halm bruges allerede som brændsel i lavteknologiske varmeværker – men det skal gøres med omtanke.
For eksempel skal vi undgå store monokulturer af for eksempel energipil, elefantgræs og majs. Det kan gå voldsomt ud over vores i forvejen sårbare plante- og dyrediversitet. Og man kan ikke betegne biobrændsler som rigtige, vedvarende energikilder.
Det virker ikke betryggende at overlade fremtidens energiforsyning til nogle få tusinde bønder. Der er ingen beviser for, at disse vidtløftige planer er bæredygtige. I stedet bør der i stedet satses meget mere på sol og vind, thermisk varme, bølgeenergi og så videre.
Ægte vedvarende energi.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
