Hvor bliver det en stor befrielse for mange børn og deres familier, hvis der kommer en børneombudsmand.

Det kan ikke være barnets tarv, at anbragte børn ofte forgæves trygler i årevis om at se mere til deres nære familie. Og at søskende, der er anbragt hver sit sted, ikke engang får lov at kende hinanden.

Mette Kramer Kristensen

af Kirsten Skovbo, Højbjerg

Hos Poul Friis, P1 den 15. februar hører vi, at børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersen kæmper bravt for at få indført en børneombudsmand, som flere europæiske lande har. 

FN’s Børnekonvention har også kritiseret Danmark desangående. Vi kan ikke være bekendt, som det længe er gået nedad bakke for udsatte børn og unge. Flere i udsendelsen udtrykte enighed om, at der i høj grad mangler en sådan person til at tage barnet ved hånden for at guide det gennem junglen af klagesystemer.

Det er åbenbart ikke nemt at håndtere ordene i klagegangene, hvis anbragte børn og unge udsættes for mangler og svigt. Der er kun sluppet to børn igennem i 2010.

Børnerådsformanden efterlyser også at få lov til at opnå beføjelser af vore politikere til at kigge kommunerne over skulderen, fordi sagerne i 80 procent af tilfældene er behæftede med fejl.

Det er alvorligt, når sagsbehandlere ved fjernelse af børn ikke gennemfører den obligatoriske paragraf 50-undersøgelse. Og nogle gange heller ikke tager på hjemmebesøg for ved selvsyn at forvisse sig, om for eksempel en anonym henvendelse har noget på sig, eller det eventuelt blot er en gemen nabohævn. 

Kommuner svigter

Derved fjernes et alt for stort antal børn uden reelle begrundelser. Det koster dyre skattekroner, men er især tragisk  i menneskelige omkostninger.

Samtidig svigter nogle kommuner beviseligt børn, der udsættes for incest, vold og manglende omsorg, som der har været skrevet meget om i de senere år. Børnerådsformanden, der selv blev fjernet som 12-årig, udtalte, at hun nødigt ville være et anbragt barn i dag, sådan som det hele ser ud.

Mange forældre og nære familiemedlemmer rager ofte uklar med sagsbehandlere, fordi disse bærer to kasketter: en hjælper- og en anmelderkasket – hvilket eksempelvis i nogle tilfælde kan udmønte sig i, at der skrives usaglige og endog usande påstande om børn og deres familier.

Det kan ende i katastrofale, vilkårlige tvangsfjernelser. Det er så godt som umuligt at få rettet disse fejl nogensinde.

Børn, der pludseligt fjernes fra forældre, bedsteforældre, søskende, børnehave- eller skolekammerater, kæledyr og dagligt netværk, går grædende og spørger på den  døgninstitution, det pædagogiske opholdssted eller den plejefamilie, de er kommet til, hvorfor og hvad de har gjort forkert. 

Når børn således ikke forstår begrundelsen for, at de blev fjernet, når det ikke er fra misbrug og/eller af andre alvorlige grunde, vender de det indad. Enhver ved, hvor skadeligt det er.

Barnets tarv

Det kan heller ikke være barnets tarv, at anbragte børn ofte forgæves trygler i årevis om at måtte se mere til deres nære familie. Og at søskende, der er anbragt hver sit sted, ikke engang får lov at kende hinanden.

Det ses også, at anbragte børns familier kan blive lagt så meget for had af de sociale myndigheder, at disse »straffer« barnet og familien med enten intet eller minimalt samvær. Igen bliver barnet gidslet.

Det er også blevet påpeget, at anbragte børns skolegang og øvrige basale udvikling er uhyre mangelfuld under en anbringelse.

Hvor bliver det en stor befrielse for mange børn og deres familier, hvis der kommer en børneombudsmand.