Uanset hvilken opfattelse af begrebet demokrati, der er tale om, så har Vesten aldrig rigtig haft i sinde at støtte mellemøstlige lande i at bevæge sig mod demokratiske samfund.

af Shokrollah Kamari-Majin, Vallensbæk Strand

De seneste uroligheder i flere mellemøstlige lande er en naturlig konsekvens af årtiers vestlig politik – med USA i spidsen – i det politisk mest følsomme og strategiske område i verden.

Den vestlige kapitalisme har aldrig været interesseret i et reelt demokrati – ikke kun i Mellemøsten, men i ingen af de lande, hvor den har økonomisk og dermed politisk indflydelse.   

Derfor er det nødvendigt, at arabiske intellektuelle ikke får urealistiske håb baseret på indsendte løsningspakker fra Vesten, men at de sætter deres indsatskriterier på baggrund af deres folks reelle behov og krav.

Middle East Online skriver den 3. februar, at »Arab reform poses big risks for Washington«. Avisen skriver, at urolighederne i Tunesien og Ægypten kan udvikle sig til endnu flere brede opstande i flere lande i Mellemøsten, hvilket ikke er noget, USA kan være tilfreds med.

USA kan selvfølgelig ikke være glad for endnu flere uroligheder i et stort område, som også har stor politisk betydning. I den lange periode, som folk i disse lande har lidt under undertrykkelse, har USA støttet regimerne uden rigtig at tage stilling til demokratiet, menneskerettighederne eller grundlæggende frihed.

»stabilitet«

Et af de afgørende mål for den amerikanske politik i alle årene har været en stabilitet i mellemøstlige lande – til fordel for vestlig økonomisk og politisk indflydelse og realisering af planer herom, ligegyldigt hvordan denne stabilitet skulle skaffes.

Amerikanske politikere har siden Anden Verdenskrig talt om »sikkerhedsbælte«, »globalisering«, »den nye verdensorden« og så videre.

I Mellemøsten har en af USA's vigtigste strategier baseret sig på et forsøg på at oprette politiske forhold mellem arabiske lande og Israel.

Det er i sig selv ikke nogen forkert politik, men den er udført uden hensyn til de interne forhold i de arabiske lande. Man er i dag vidne til konsekvenserne.

En afsløring af virkeligheden bag anvendelsen af »demokratisering som en ring i en kæde af forskellige importerede begreber« kan fortælle en hel masse om USA’s politiske dagsordener og sikkerhedsmæssige løsningsmodeller.

Begrebet har i de seneste årtier optrådt på den verdenspolitiske scene meget synligt, stærkt overdrevent og som et helligt ord.

»Demokratisering«, som siden Golfkrigen og Iraks invasion i Kuwait fuldt ud kom på banen, blev anvendt som et af USA’s mest effektive ideologiske og legitime redskaber i forlængelse af dets forsøg på at bevare sin politiske indflydelse og sikkerhedsmæssige stabilitet mange steder i verden.

»Demokratisering« dækker selvfølgelig mange forskellige opfattelser, afhængigt af hvem definerer begrebet. Det er ikke meningen, at et indlæg som dette skal beskæftige sig med redegørelse for forskellige opfattelser af demokratiet.

Men uanset hvad og uanset hvilken opfattelse af begrebet, der er tale om, har Vesten aldrig rigtig haft i sinde at støtte mellemøstlige lande i at bevæge sig mod demokratiske samfund. Det er – uden tvivl – ikke noget, Vesten prioriteter, men prioriteringerne har altid været dikteret af andre hensyn, som ikke er til at uddybe her.

Det eneste kriterium for at støtte mellemøstlige regimer fra USA’s side har især siden Anden Verdenskrig været baseret på graden af deres afhængighed af USA, men ikke på regimernes forpligtelse til og engagement i principperne om demokrati.

Folkets behov

Det, man kan lære – eller med andre ord det, intellektuelle i de arabiske lande kan lære, er at overtage initiativet fra USA og at ændre deres tankegang og deres politiske fremtidsmål.

Det bør være fjernelse af de barrierer, der står i vejen for opfyldelse af de store massers basale behov, såsom økonomiske reformer, mere rodfæstet frihed, ændringer i den politiske struktur og sociale forbedringer.

Det bør de gøre frem for at sidde og vente på færdigpakkede løsninger fra Vesten – i håb om, at der vil ske nogle forbedringer.

Den umiddelbare reaktion på uduelig, intern politisk tænkning og politisk struktur kan anses som et barometer for, i hvor høj grad den ældgamle tænkning har været i funktion – og måske som en læk, der kan vise, hvor svigtet sidder.