Jeg under mig også over, at jeg før maj 1945 aldrig har set et armbind eller nogen gå med stålhjelm og stritte med maskinpistol.

Her er det billede fra anmeldelsen, som Tage Voss henviser til. Det er en modstandsgruppe fra Esbjerg, der er stillet op til fotografering.

Frihedsmuseet 1945

af Tage Voss, Sønder Kirkeby

Nationalmuseet bruger internettet til at formidle kulturhistorie.

Man forundres dog over hvordan? – Ved den urealistisk romantiseren af modstandsbevægelsen, som aldrig var en bevægelse, men spredte grupper med forskellig, ofte modsat, målsætning:

Nationalister, macho’er, kommunister, hattedamer, eventyrere – men ingen bevægelse.

I en boganmeldelse (Arbejderen den 7. januar) nævnes »mandskabslister«. Jeg gad vide, hvad det er. Det var uhørt – og havde været en dødssynd – at have navne på medarbejdere liggende på lister, eller overhovedet.

Sådant eksisterede aldrig. Overlevelsen beroede på, at man var »på dæknavn«, og kun få kendte adressen, som forøvrigt i perioder skiftede ustandseligt.

Jeg kender således ingen navne, kun ansigter – som dog efterhånden bliver ukendelige.

Det nærmeste, jeg er kommet navne, var den stemme, der i telefonen på min onkels spiralfjederfabrik i Sydhavnen venligt sagde:

»Go’da’ – det’ sabbetør Jensen. Bomben går om 20 minutter…«, og så en påmindelse om at få folkene ud, så ingen kom til skade.

Senere har jeg forstået, at jeg har arbejdet med folk fra Ringen, fra Holger Danske, fra Frit Danmark, fra Ampa, og at de gamle spanienskæmpere på B&W hørte til i Bopa – navne, som først efter befrielsen blev kendte.

Jeg under mig også over, at jeg før maj 1945 aldrig har set et armbind eller nogen gå med stålhjelm og stritte med maskinpistol.

Noget siger mig, at disse heroiske modstandsgruppebilleder forestiller sent vakte romantikere, som behøvede bevis for deres patriotisme – til kulturhistorien. Før den tid var det et overlevelseskriterium aldrig at efterlade bevis for noget som helst.

Modstandsfolk? Hvis jeg husker ret, kapitulerede den nazistiske besættelsesmagt den 4. maj 1945, så man kan spørge, hvem man efter den dato gjorde modstand imod – med skarpe skud i bøssen, armbind og stålhjelm på sned?

Men billedet indgår i kulturhistorien.

PS: Alle, som indbragtes med skudsår til Rigshospitalets skadestue efter aftenen den 4. maj 1945, kunne takke fumlede kolleger for et vådeskud. Kulturhistorikere kan finde dokumentationen i Rigshospitalets journaler.