03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FTF og Bettina Post sælger ud af efterlønnen

FTF og Bettina Post sælger ud af efterlønnen

Tirsdag, 25. januar, 2011, 10:38:31

Det er forstemmende at se Bettina Post på reaktionens side, da hun ellers hidtil har været kendt som en engageret og behjertet forsvarer for samfundets svageste socialt set.

af Henrik Herløv Lund, økonom, cand.scient.adm., København

Midt i fagbevægelsens og oppositionens skæbnekamp for at bevare efterlønnen åbner FTF tilsyneladende nu op for at sælge ordningen. Udsalget garneres med taktiske forbehold og krav, hvis essens imidlertid er: Vi vil sælge efterlønnen – til den rette pris.

FTF falder hermed LO og navnlig de korttidsuddannede i fagbevægelsen i ryggen, som er de, som især har brug for efterlønnen.

Ved at åbne op for udsalg styrker FTF regeringens udsigter til at vinde kampen om efterlønnen og dermed at vinde valget, hvilket imidlertid med stor sikkerhed vil medføre et massivt angreb på hele velfærden i næste regeringsperiode.

Det vil med stor sikkerhed ramme også velfærdens kerneydelser, som FTF’erne jo ellers varetager. Så vi vil opleve flere fyringer af lærere, sygeplejersker og så videre.

Med udsalget af efterlønnen er FTF dermed godt på vej til at save den gren over, som man selv sidder på.

Tilmed er der tale om et udsalg, som rammer FTF’s egne medlemmer hårdt. 37,9 procent af medlemmerne af FTF’s a–kasse under 45 år og 70,9 procent over 45 år er tilmeldt efterlønsordningen, og op mod 60.000 FTF’ere vurderes at ville miste muligheden for at gå efterløn, hvis FTF–ledelsens udsalg af efterlønnen nyder fremme.

På reaktionens side

Samtidig har man den triste oplevelse, at se formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, også argumentere imod bevarelse af efterlønnen, for eksempel forleden i dagbladet Information.

Det er forstemmende at se Bettina Post på reaktionens side, da hun ellers hidtil har været kendt som en engageret og behjertet forsvarer for samfundets svageste socialt set.

Bettina Post, som sidder i FTF’s forretningsudvalg, har også i dagbladet Politiken sendt en torpedo mod en af de centrale begrundelser for ordningen, ved at hævde at efterlønnen slet ikke er for nedslidte – det er førtidspensionen. Men det er formalistisk regelrytteri, når Bettina Post henviser til, at man formelt skal være til rådighed for arbejdsmarkedet for at modtage efterløn.

Realiteten er, at efterlønnerne er mere syge, har større dødelighed og kortere levetid. Det vil sige, at de er nedslidte og søger efterlønnen på grund heraf. Begrundelsen for at søge ordningen er således reelt i høj grad nedslidning.

Uanset at det er forkert, vil Bettina Posts udtalelser imidlertid blive grebet med kyshånd af tilhængerne af efterlønnen og taget til indtægt for deres forsøg på at borttale efterlønnernes dokumenterede nedslidning og kortere liv.

Bettina Post kommer således på reaktionens side mod nogle af arbejdsmarkedets svageste.

Demografisk problem

Bettina Post hævder endvidere fejlagtigt forleden i Information, at det er nødvendigt at afskaffe ordningen for at løse det demografiske problem med flere ældre og færre unge i arbejdsstyrken.

 Men der er ingen udsigt indenfor en overskuelig årrække til, at 140.000 efterlønnere vil komme i arbejde, blandt andet på grund af VK’s nulvækstpolitik, der i det offentlige koster 5-10000 jobs årligt.

Bettina Post er tydeligvis ude i et politisk spil og en manøvre om at få tilslutning til at opretholde og forbedre førtidspensionen ved til gengæld at ofre efterlønnen. Men det er en helt fejlagtig taktik. Regeringens forslag til reform af førtidspension og fleksjob vil tværtimod indebære massiv forringelse af disse ordninger.

Og udsagnene mod efterlønnen fra Bettina Post som formand for Socialrådgiverforeningen vil givet blive modtaget med kyshånd og brugt af VK–regeringen i dens forsøg på at afskaffe efterlønnen.

Det er nok ikke hensigten, men virkningen vil blive en styrkelse af VK’s muligheder for at genvinde valget. Og sker det, er der åbnet op for en massiv tilbagerulning af velfærden i næste valgperiode.

At hun som socialrådgiverformand vil blive brugt og taget til indtægt af højrefløjen, må Bettina Post have vidst. Der er derfor ingen undskyld for hendes stærkt problematiske og fejlagtige udsagn.

Rammer egne medlemmer

Tilmed vil udsalget af efterlønnen slå hårdt tilbage på også Dansk Socialrådgiverforenings egne medlemmer.

I Socialrådgiverforeningen er det blandt medlemmerne 40 procent under 45 år og 63 procent over 45 år, som betaler til efterlønnen. Gennemføres regeringens forslag til hurtig aftrapning af efterlønnen med Bettina Posts accept, vil således også mange af medlemmerne af Dansk Socialrådgiverforening få frataget den ellers forventede mulighed for at gå på efterløn.

På Socialrådgiverforeningen hjemmeside udtrykker Bettina Post sin »bekymring over denne udsigt«. Hvorfor går hun så ud og åbner op for afvikling af efterlønnen tilmed på et stærkt fejlagtigt grundlag?

Alt i alt er der tale om intet mindre end et katastrofalt og fejlbaseret udsalg af efterlønnen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jan. 2011 - 10:38   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev