2010 bød på i hvert fald tre lyspunkter: 3F bekendte ubetvivleligt kulør, Malernes Fagforening meldte ud, at de aktivt ville kæmpe for en regering ledet af socialdemokratiet, mens FOA meddelte, at de ønskede en mere aktivistisk faglig kamp. I hvert fald som udgangspunkt er FOA’s udtalelse formentlig den, der mest præcist opsummerer de to andre fagforeningers udmeldinger.
af forfatter Christian Stokbro Karlsen, Munkebo
Aktivisme og politik
Aktivisme kan på den ene side forstås som et andet ord for direkte aktion, hvoraf der er flere muligheder. Strejken er selvfølgelig den mest lammende, på den anden side kan ordet aktivisme forstås som selve meningen med et andet ord: nemlig politik.
Det skal selvfølgelig uddybes.
I den franske filosof og venstreintellektuelle Alain Badious værk er politik altid aktivistisk og modsætter sig en endelig definition.
Når man nemlig begynder at definere politik eller gøre det til begreb, betyder det egentlig, at man siger, det og det er politik i modsætning til noget andet.
Man har opnået et bestemmende, adskillende og i mange henseender konservativt ord, der skal sikre en tolkning af politik mod andre tolkninger.
Det er det, der sker, når DJØF’erne tager patent på politikken og begynder at tale om politisk filosofi; en sådan begrænser næsten altid politikken til Christiansborg og partiernes deltagelse i kapital-parlamentarismen.
Politik er med andre noget man taler om og har ikke snerten af aktivisme i sig.
COP15
Politiets administrative anholdelser med hjemmel i lømmelpakken den 12. december 2009 under COP15 var en hidtil uset voldsom reaktion på en folkelig protest.
Udover at handlingerne senere er blevet dømt i strid med en række retslige principper, så viste masseanholdelserne sig også at være særdeles betydende i forholdet mellem kapital-parlamentarismen og politikken.
Politiet er den konservative institution, der skal sikre, at en politisk magt (statsmagten) kun bliver antastet i de rum, den i forvejen har fastsat som legitime. Med andre ord peger politiets hysteriske indsats på statens skræk, når det kommer til massebevægelser; hvilket også den brede opbakning fra politikerne til politiet viste med al ønskelig tydelighed. Tingenes tilstand skal for alt i verden bevares.
Hvorfor?
Formentlig fordi den folkelige protest mod magthaverne i Bella Center lige præcis pegede på massernes egen evne til »politisk tænkning«; for det var det massebevægelserne i de dage var: en accept af politikken som aktivisme.
Kapital-parlamentarismen ser dog hellere, at i forbindelse med politik, tænker folk ikke, men nøjes med en uforpligtende diskussion over fyraftensøllen.
Men den tanke er på mange måder et anslag mod selve den forskrift, Vesten er opbygget på: Folk tænker.
En aktivistisk fagforening?
En aktivistisk fagforening er en fagforening, der går ind i politik. Spørgsmålet er, om der eksisterer en sådan fagforening i Danmark; altså ikke bare en fagforening, der kæmper sine medlemmers ofte økonomiske og egoistiske kamp (jeg er blevet snydt), men en samfundsskabende fagforening.
Et spørgsmål presser sig på i den forbindelse: Bag al snakken om støtte til rød blok og aktivisme, er der så en beslutning for politik? Eller er der snarere en konservativ opbakning til kampen om kommaerne i kapital-parlamentarisk regi?
Med andre ord: Er der en reel vilje til at kæmpe for et samfund, der er retfærdigt, og det vil sige, som er opbygget på lighed, eller er det snarere en kamp inden for det bestående system af udbytning og ulighed?
Det er vel nok det sidste.
I hvert fald gjorde Søvndal det klart allerede i 2008, at SF støtter op om det fantom, der kalder sig kapitalisme med et menneskeligt ansigt, mens Socialdemokraterne allerede tilbage i 60’erne og siden gentagne gange har opgivet og understreget opgivelsen af klassekampen – altså forestillingen om, at der findes en arbejderfigur, der udbyttes af kapitalkræfterne, og at den uretfærdighed har betydning for samfundets såkaldte sammenhængskraft.
Og det er de partier, der traditionelt har været fremtrædende i arbejderbevægelsen.
Tingenes tilstand
Fagforeningerne ønsker formentlig ikke at være en samfundsskabende institution. I hvert fald synes deres opbakning til rød blok, at være udtryk for en tilfredshed med tingenes tilstand.
Hvordan nu det?
Ved at de i hvert fald primært har tilkendegivet støtte til partier, der har isoleret politikken som en politisk tænkning udført af professionelle politikere i partier, der alle som en (når undtages Enhedslisten) støtter op omkring kapital-parlamentarismen, og det vil sige det system, der i bund og grund er årsag til ulighederne.
Men også til det system, der er sikkert, og som bygger på den almindelige og brede enighed; langt de fleste mennesker er jo faktisk tilfredse med denne tingenes tilstand – fordi den er sikker og ikke afkræver dem og altså heller ikke fagforeningerne nogen beslutning.
Hvis det ikke forholdte sig som ovenfor, hvorfor har fagforeningerne så ikke meldt sig ind i kampen før i 2010, når den siddende regering med dens støtteparti allerede kort efter 2001 viste hvilket land, det er, de arbejder hen imod?
Hvorfor optrappede fagforeningerne ikke deres kamp for et retfærdigt samfund baseret på lighed før, der var under et år til valget?
Men vigtigere: Hvorfor bestod den faglige kamp mod blå bloks udbytning i relativt sikre og uproblematiske tiltag som til eksempel annoncekampagner i stedet for en beslutning om aktivisme som metode til mobilisering af de folkelige kræfter?
Man kan altså spørge om den type aktivisme (eller den aktive indsats) som indledningsvist blev beskrevet som et lyspunkt overhovedet fortjener ordet aktivisme (i egentlig forstand) brugt om sig?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
