03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nytårstale 2011 til de etniske borgere i Danmark

Nytårstale 2011 til de etniske borgere i Danmark

Fredag, 21. januar, 2011, 10:42:22

Angsten for tabet af frihedens værdier er afløst af angsten for tab af friværdi. Middelmådigheden og ligegyldigheden er blevet en politiker- og folkesygdom.

af Torben Gregersen og Leif Randeris, Indvandrerrådgivningen, Århus

Hvordan er Danmark blevet så grå?

Ved vintersolhvervet vender lyset tilbage, og det bliver lysere dag for dag i Danmark, men for alle dem, der kommer til Danmark, er der ikke meget lys at ane forude.

Vi har stadig en borgerlig regering, som administrerer den skræmmende middelmådighed, der efterhånden er blevet et varemærke for mange europæiske demokratier.

En virus, der breder sig ud i alle lag af samfundet, lige fra aviser, tv, radio, internet – og helt ud i den offentlige administration.

En i begyndelsen af årtiet banal glæde ved middelmådighed har efterhånden bredt sig til en skræmmende og glubsk middelmådighed, en tilfreds ligegyldighed i forholdet til alle anderledes borgere i landet.

Flertallet af Danmarks politikere har gjort dansk sprog banalt og middelmådigt. Eksempelvis »anden etnisk oprindelse« har i det siddende regimes sprogbrug samme ubestemte betydning som begrebet »jødisk oprindelse« i tredivernes Tyskland.

Men her i Danmark, hvor flertallet lider af tegneseriementalitet og fremmedfobi, her har angsten for alt fremmed en god salgsværdi, her hvor regimet i Danmark ingen synlige fjender har, har regimet opfundet nogen selv.

grotesk

Det nyligt opfundne begreb »pointsystem til kvalificering af udenlandske tilrejsende og kvaliteten af vedkommendes kærligheds værdi for samfundet« er bare endnu en grotesk opfindelse i middelmådighedens og ligegyldighedens bananrepublik Danmark.

Det borgerlige præsteskab er samtidig blevet ramt af senildemens, en efterhånden udbredt sygdom i forbrugersamfundet og i det system af politikere og taleskrivere, der styrer Danmark og danskeres forståelse af sig selv.

Sætninger som »der er ikke noget at komme efter«, »regeringen ser med dybeste alvor på problemet« og »vi vil hurtigst muligt nedsætte en kommission til belysning af problemets betydning« er blevet hverdagens programerklæringer i middelmådighedens samfund.

Ord og sætninger gentages i det uendelige af alvorsfulde mænd og kvinder (politikere og såkaldte eksperter) i alle samfundets massemedier.

Ingen diskuterer den etniske borgers retssikkerhed, alle udslynger uden viden, at for mange er til byrde for samfundet. Uha uha.

I gamle dage brændte man hekse, også i Danmark, hvorfor? Fordi der var udbredt usikkerhed med tilstandene i samfundet, heksene blev brugt som syndebukke af magthaverne, præster, godsejere og statsmagten.

Som regel var det gamle forsvarsløse kvinder, som man betragtede som unyttige. Utilfredsheden og misfornøjetheden fandt her nogle personer i samfundet, som usikkerheden kunne vende sig imod.

Jødeforfølgelserne har i tiden under Anden Verdenskrig haft en lignende mission. Hvem blev de næste, jo det blev i mange lande »de fremmede af anden etnisk oprindelse«, burkaklædte muslimske kvinder, østeuropæere, romaer, »ulovlige indvandrere«, »dårligt integrerede, kriminelle unge«.

Vore naturlige frihedsrettigheder bliver gerne trådt under fode i en angst for alt, som kunne tænkes at true den såkaldte velfærdsstat.

Hvem skal vi så se kæmpe imod flertallets middelmådighed og ligegyldighed overfor de andres manglende frihedsrettigheder?

Selvfølgelig er der i ethvert demokrati en såkaldt opposition, men som ikke for alvor tør rokke ved løgnene om, at det er »kriminelle indvandrerelementer«, som så entydigt udgør problemet i såkaldte udsatte, ghettoiserede boligområder.

I stedet har vi en opposition, som med krav om massivt politiopbud og begreber som ghetto og udgangsforbud for alvor er trukket i støvlerne og gentager de siddende magthaveres senile middelmådighed.

middelmådighedens virus

Angsten for tabet af frihedens værdier er afløst af angsten for tab af friværdi. Middelmådigheden og ligegyldigheden er blevet en politiker- og folkesygdom i 2010.

Der er en særlig virus, en blanding af middelmådighed og ligegyldighed, som breder sig ud til alle, immigranter og flygtninge, ud til alle som har boet her altid, de rigtige danskere, en virus som gør nærvær, sammenhængskraft og sand menneskelighed til en i sandhed mistænkelig adfærd.

Gode gamle danske værdier som solidaritet, respekt og ligeværdighed er ikke gode ord her i Danmark mere, så glem alt om dem, når du træder over grænsen.

Eventyrlandet og kongeriget har for længst mistet sin uskyld. Vor berømte forfatter H.C. Andersens eventyr om Den lille pige med svovlstikkerne kan ikke i al sin grumhed hamle op det nuværende regimes hensynsløshed, racisme og etnisk udrensning.

På trods af disse for etniske folk i Danmark så mørke tider vil Indvandrerrådgivningen ønske jer alle et: Godt Nytår!

Men pas på derude i samfundet!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jan. 2011 - 10:42   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev