09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sælger de fleksjob til stanglakrids?

Sælger de fleksjob til stanglakrids?

Torsdag, 13. januar, 2011, 10:21:25

Hvad angår fleksjob er det en overordentlig stor svaghed, at der i S, SF og RV’s fælles udspil nærmest er larmende tavshed vedrørende VK’s udspil.

S, SF og RV har fremlagt et fælles udspil til forhandlingerne om reform af førtidspension og fleksjob: »Færre skal udstødes af arbejdsmarkedet«. Det må anerkendes, at der er gode og rigtige elementer i udspillet, skriver Henrik Herløv Lund, og tilføjer et stort MEN...
Jette Jacobsen

af Henrik Herløv Lund, København

S, SF og RV har fremlagt et fælles udspil til forhandlingerne om reform af førtidspension og fleksjob: »Færre skal udstødes af arbejdsmarkedet«.

Det må anerkendes, at der er gode og rigtige elementer i udspillet fra S, SF og RV. De tre partier fastslår således, at reform af førtidspension og fleksjob ikke bør handle om besparelser, men om gennem forebyggelse og behandling at reducere tilgangen til førtidspension og fleksjob.

Og det markeres, at borgere med nedsat arbejdsevne fortsat skal have ordentlige levevilkår.

Stærkest er udspillet omkring førtidspension, hvor det kræves, at reformen ikke må resultere i, at flere ender på kontanthjælp, samt at udviklingsforløb ikke må indebære tidsubestemt parkering.

Der er også i oplægget et rigtigt blik fra de tre oppositionspartier for, at personer på ledighedsydelse, som ikke har kunnet finde fleksjob, skal hjælpes hermed.

Men generelt set er udspillet meget svagt – også langt svagere, end det havde behøvet at være – da de tre partier som forligspartier har vetoret overfor ændringer på denne side af et valg.

Dermed burde et stærkere og mere helhjertet forsvar for det rummelige arbejdsmarked og for ordningerne for mennesker med reduceret arbejdsevne absolut have været muligt og på sin plads.

Selvom det rigtige synspunkt markeres, nemlig at der skal satses på forebyggelse og behandling, er det en væsentlig svaghed i papiret fra de tre oppositionspartier, at der ikke kræves de fornødne yderligere midler til at opruste regionernes psykiatriske og øvrige behandlingssystem og kommunernes sociale ditto, samt kommunernes forebyggelsesindsats.

Og det må også karakteriseres som ikke godt, at der ikke tages afstand fra den del af VK’s spareøvelse, som handler om gennem reducerede refusionssatser at lægge økonomisk gift for, at kommunerne tilkender førtidspension og fleksjob.

Udspillet fra S, SF og RV er som anført stærkest omkring førtidspension. Men det er alligevel i den forbindelse også en svaghed, at der ikke stilles et klart krav om, at ydelsen for personer i udviklingsforløb skal svare til ydelsen i førtidspension og om, at udviklingsforløb skal klart afgrænses til max fem år.

Og hvad angår fleksjob er det endeligt en overordentlig stor svaghed, at der fra S, SF og RV nærmest er larmende tavshed vedrørende VK’s udspil.

Der mangler først og fremmest en klar afvisning af VK’s forslag om midlertidige fleksjob, om forringet ydelse i fleksjob og om nedsættelse af refusionssatsen også her.

Har S, SF og RV simpelthen på forhånd solgt fleksjob til stanglakrids?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. jan. 2011 - 10:21   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev