Selv efter 30 år forårsager giften kræft, hudsygdomme, leverbetændelse, hormonforstyrrelser, skader på luftveje, nyrer, skjoldbruskkirtel og forstyrrelser på centralnervesystemet.
af Per Busk, maskiningeniør, Nyborg
Regeringspartierne med miljøminister Karen Ellemann i spidsen og støttet af Dansk Folkeparti har definitivt givet tilladelse til, at Kommunekemi i Nyborg må modtage 6000 ton og mod forventet efterbevilling op til 10.000 ton hexachlorbenzen (HCB).
Det er et stof, der er medlem af de 12 kemikalier, som er de sværeste nedbrydelige – »det beskidte dusin«. HCB er også et pesticid, der bevæger sig op gennem fødekæderne og kan transporteres langt væk fra det sted, hvor en forurening er foregået.
Siden offentliggørelsen af dette vanvittige scenarium, er der skrevet rigtig mange seriøse artikler, som beskriver, hvor farligt HCB er for naturen og os mennesker.
Ekstremt giftigt
Hvis HCB kommer i nærheden af vores fødekæde, giver det kraftige bivirkninger for levende organismer, da giften ophober sig i alger, planter, dyr og mennesker. HCB kan indåndes, synkes og optages gennem huden.
HCB har allerede slået hundredvis af mennesker ihjel, og selv efter 30 år, hvor en forurening med HCB har fundet sted, er der stadig rapporter om, at giften sidder i kroppen på de overlevende og forårsager kræft, hudsygdomme, leverbetændelse, hormonforstyrrelser, skader på luftveje, nyrer og skjoldbruskkirtel og forstyrrelser på centralnervesystemet.
Giften overføres desuden til disse menneskers børn via blandt andet modermælken.
En så gigantisk miljøbombe må da være et oplagt terrormål. Hvert skib er fyldt med 3000 ton giftigt HCB, og ét milligram af stoffet kan forurene 100 kubikmeter drikkevand. Altså vil én liter HCB forurene 100.000.000 kubikmeter drikkevand eller 100.000.000.000 liter drikkevand.
Der er da perspektiver i et sådan terrormål, lige meget om terroren foretages på skibets rejse eller først, når det ankommer til Danmark.
Kommunekemi er ejet af den nordiske kapitalfond EQT Infrastucture, der rådgives af EQT Partners, grundlagt i Stockholm.
Gad vide, hvad svenskerne vil sige, hvis vi foreslår dem at flytte denne opgave op til Sverige, så aben pludselig sad på deres skuldre.
I Sverige findes et destruktionsanlæg, SAKAB, som er både nyere og teknologisk bedre egnet til løsning af opgaven end Kommunekemi. Desuden ligger SAKAB ikke i en tætbefolket by, som tilfældet er med Kommunekemi.
Arrogant afvisning
Foruden regeringspartierne og Dansk Folkeparti er alle øvrige partier modstandere af, at tusindvis af ton HCB-forurenet kemiaffald skal havne her i Danmark.
Jeg forstår ikke, at Dansk Folkeparti støtter regeringen i denne sag og dermed sikrer et flertal, så vores arrogante miljøminister kan afvise enhver form for saglige dialog i denne sag.
Vort eget Nyborg byråd påtager sig tilsyneladende med sindsro den risiko, byens borgere og hele Danmark udsættes for. Det ville give respekt, hvis byrådet viste mod og handlekraft til – sammen med byens borgere – at afværge denne vanvittige situation, Kommunekemi har sat os alle sammen i.
Hvorfor giver Miljøministeren egentlig svenskerne lov til at tage det skidt ind i Danmark? Hvorfor tillader de svenske myndigheder ikke, at giften behandles på det nyere og bedre destruktionsanlæg SAKAB i Sverige?
Overser eller negligerer myndigheder i København, som bor i sikker afstand fra skibsruten, det scenarium, hvor en forvirret person skyder en granat ind i siden på bare et af de mange giftskibe, der snart er på vej op langs den danske vestkyst?
Hvorfor er de, der bor nær kysten ikke blevet varskoet om den potente risiko de alle udsættes for?
Det er stof til eftertanke.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278