05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Menneskerettighederne skal sikres

Menneskerettighederne skal sikres

Onsdag, 10. november, 2010, 10:46:45

af Frank Aaen MF, Enhedslisten 

Det er de seneste dage blevet afsløret af Wikileaks, at fanger, der er taget til fange i militære aktioner under dansk ledelse i Irak, er blevet tortureret og dræbt.

Det er også blevet afsløret, at den danske regering hele tiden har vidst dette. Dermed har den danske regering et direkte medansvar for disse fangers skæbne.

Alt dette har vi i Enhedslisten arbejdet i adskillige år på at afsløre, men den danske regering har konsekvent nægtet at svare fyldestgørende på vores spørgsmål og med vilje tilbageholdt information for Folketinget.

Nu har det desværre vist sig, at vores mistanke var berettiget.

Allerede i 2006 og 2007 fremsatte vi forslag om, at når danske soldater medvirkede til at pågribe fanger, skulle fangerne behandles i overensstemmelse med Genève-konventionerne og menneskerettighederne.

Forslaget burde ikke være kontroversielt, da det blot ville sikre, at Danmark overholder vores internationale forpligtelser om at behandle fanger ordentligt.

Alligevel blev det mødt med hån fra de borgerlige, der nægtede, at der overhovedet var noget at komme efter. Sågar Socialdemokraterne og de Radikale stemte imod vores forslag.

Nu er situationen imidlertid en anden, da det har vist sig, at vi desværre havde ret. I lyset af de nye beviser genfremsætter vi derfor forslaget.

Og til forskel fra sidst er det heldigvis denne gang en samlet opposition, der bakker os op.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. nov. 2010 - 10:46   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev