Hvornår tager højrefløjen et opgør med fortiden? Hvor var højrefløjen henne, da Augusto Pinochet med meget markant støtte fra USA styrtede den demokratisk valgte Allende i Chile?
af Klavs Balling, Formand SFs Faglige Gruppe Storkøbenhavn
Danmark har en trængt regering. Højrefløjens meningsmålinger er mildt sagt elendige, Venstre, Konservative og støttepartiet Dansk Folkeparti skændes for åben skærm og i landsdækkende medier dagligt. Samtidig forvalter regeringen folkestyret og forvaltningsloven på en yderst besynderlig måde. Tænk bare på overbetalingssagen med privathospitalerne.
Eller hele den overordnede mening med velfærdssamfundet: At behandle de svageste samfundsgrupper på en anstændig måde!
Hvordan skal man så rette op på en defensiv politisk status? Jo, man graver lidt i fortiden og forsøger at sværte politiske modstandere til. Først stod Helle Thorning for skud; nu er turen så kommet til SF’s toneangivende gruppeformand Ole Sohn, som for over 20 år siden!!! var formand for Danmarks Kommunistisk Parti (DKP).
Sagen er, at Ole Sohn tilsyneladende har sendt et brev til DDR’s daværende statschef Erich Honecker, hvor Ole Sohn på en række områder roser det daværende DDR-regime for at have vist vejen i forhold til en række politiske »landvindinger« som for eksempel basale menneskerettigheder, uddannelsesmuligheder for den østtyske ungdom samt en aktiv indsats overfor arbejdsløsheden i den daværende »Arbejder & Bondestat«.
En række mere eller mindre fremtrædende politikere eller samfundsdebattører fra den politiske højrefløj i Danmark har meget forudsigeligt grebet chancen for endnu en gang at kræve, at Ole Sohn »tager det endelige opgør med kommunismen og den doktrinære lære«, som det udtrykkes så smukt.
Søren Espersen fremturer
DF’s udenrigspolitiske ordfører Søren Espersen, som man bestemt ikke skal undervurdere, udtaler således til TV2-nyhederne: »Ole Sohn giver fra tid til anden offentligheden det indtryk, at han næsten alene væltede Berlinmuren, og vi må derfor opfordre Ole Sohn til at give en undskyldning til den danske befolkning.«
En anden borgerlig samfundsdebattør, som er forsker på Syddansk Universitet – siger ligeud, da han bliver spurgt om man kan stole på Ole Sohn efter »hans blakkede fortid« og med en realistisk mulighed for en ministerpost i en kommende S-SF-regering: »Venstrefløjens troværdighed bliver i hvert fald ikke større.« .
Derudover fremturer den meget talende Søren Espersen også med, at »det vil være meget betænkeligt, hvis Ole Sohn i en kommende rød regering bliver udenrigsminister eller lignende.«.
Rasmus Jarlov fatter intet
Efterfølgende har Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti givet udtryk for, at »Ole Sohn via sit engagement i DKP og det manglende selvopgør viser, at han ikke er i besiddelse af den fornødne dømmekraft til at bære en eventuel ministerpost i en potentiel S-SF-regering…«
Samtidig viser Rasmus Jarlovs bemærkninger om, at Socialistisk Folkeparti udsprang direkte af DKP, at han ikke har fattet ret meget af historien. Tværtimod var SF et produkt af, at man på den daværende venstrefløj tog et opgør med DKP’s lukkethed og demokratiske centralisme.
Samtidig var SF også forskellig fra DKP på den måde, at man havde et mere nuanceret forhold til sikkerhedspolitikken, hvor DKP stadig kritiserede NATO naturligvis, men samtidig bakkede blindt op omkring Warszawa-pagten. SF kritiserede som bekendt både NATO og modstykket i øst. Det forhindrede selvfølgelig ikke venstrefløjspartier som SF, DKP og VS at arbejde sammen på lokalt plan i fredsarbejdet.
Som aktiv på venstrefløjen siden slutningen af 70’erne og nuværende medlem af SF slår det mig endnu engang: Hvorfor fanden skal venstrefløjen altid undskylde for noget, som har haft med den kolde krig at gøre – eller endnu værre bare undskylde at vi er der som nødvendige, demokratiske vogtere overfor markedskræfterne, militære fanatikere, klassekampen og så videre?
Det virker ærlig talt som om Søren Espersen, der i øvrigt i sin spæde politiske barndom var medlem af VS, enten ikke vil acceptere Ole Sohns hidtidige opgør med DKP eller meget værre bevidst, som den trænede politiker han er, har lukket ørene for Ole Sohns bearbejdning af fortiden både med DDR, Sovjetunionen og DKP.
Hvis der er venstrefløjspolitikere i Danmark, der i den grad har taget »et opgør«, er det Ole Sohn. Han har været meget aktiv i forhold til at få lukket både Stasi-arkiverne og mange andre arkiver op for at vise, at den kommunistiske bevægelse indeholdt mange usympatiske træk.
Lad os bare i flæng nævne misligholdelsen af menneskerettighederne, etpartimonopolet og den systematiske forfølgelse af systemkritikere. Dertil kommer, at Ole Sohn har begået flere vedkommende bøger om tiden i den kommunistiske bevægelse. Endelig er det vigtig lærdom, at han i sin tid var i mindretal i DKP, da opgøret med stalinismen skulle tages.
Som de fleste på venstrefløjen sikkert husker var det centrale i diskussionen, hvilken vej DKP skulle vælge. Skulle man vælge den doktrinære stalinistiske vej, eller skulle man prøve at forny bevægelsen ved at bakke Gorbatjovs mere reformistiske eller fornyende kurs op. Ole Sohn valgte som bekendt det sidste og trådte forholdsvis hurtigt ud af DKP og meldte sig under fanerne i SF.
Gør højrefløjen op med sin fortid?
Tilbage står så: Hvornår tager højrefløjen et opgør med fortiden? Hvor var højrefløjen henne, da Augusto Pinochet med meget markant støtte fra USA styrtede den demokratisk valgte Allende i Chile? Hvor var de borgerlige henne i hele apartheiddiskussionen om Sydafrika?
Det er ganske klart, at formålet med denne aktion fra Søren Espersen og andre er at svine Ole Sohn og dermed oppositionen til i en tid, hvor det kniber ganske alvorligt for det borgerlige Danmark med at skabe folkelig opbakning til deres usympatiske nedskæringspolitik, den krigeriske udenrigspolitik osv.
Så snart de saglige argumenter slipper op, må man hellere ramme enkeltpersoner, synes at være filosofien! Som alle politiske aktive ved er dette det mest ældgamle politiske kneb, hvilket ikke gør det mere sympatisk, men den danske politiske venstrefløj overgiver sig aldrig. Vi er nok Europas stærkeste venstrefløj, og det kan hverken Søren Espersen eller andre borgerlige lave om på.
Sidste del af analysen går på følgende: Har de borgerlige helt glemt, hvad et retssamfund er kendetegnet ved? Som venstreorienteret faglig og politisk aktivist mener jeg, at alle er uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Sådan er det. Undertegnede kender Ole Sohn som en ihærdig, solid, veltalende og meget indsigtsfuld politiker, som med sin fortid også i den danske fagbevægelse har vist stor politisk tæft.
Afslutningsvis må vi også kvittere overfor DKPs indsats under Anden Verdenskrig, hvor partiet som den eneste politiske kraft trådte op mod den tyske besættelsesmagt. Også i fagbevægelsen har jeg relativt gode erfaringer med DKP, selvom det var tydeligt, at beslutningsprocessen langt fra var demokratisk funderet.
De borgerlige er som sagt i defensiven rent politisk, hvorfor man på deres vegne nok kan få en stærk mistanke om, at hele dette tilbagevendende komplot mod Ole Sohn, vil ramme dem som en boomerang.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
