Kun ved at fordele de offentlige udgifter på en sådan måde, at de rigeste betaler mest, og de fattigste betaler mindst, vil de sociale udgifter i samfundet tilligemed falde.
fra Lars Kristensen, Vester Skerninge
Til borgmesteren og byrådsmedlemmerne i Svendborg kommune og landets øvrige kommuner.
Kære Borgmester Curt Sørensen, Svendborg kommunes byrådsmedlemmer, samt resten af landets kommuner.
Da regeringen tilsyneladende ikke er særlig villig til at få gjort noget konstruktivt ved det økonomiske morads i kommunerne, regionerne og statsadministrationen, så må kommunerne selv gøre det.
Regeringen anser det ikke for at være formålstjenligt at forhøje skatten for de rigeste, samtidig med at kommunerne i de sidste mange år er blevet pålagt sociale udgifter, kommunernes økonomi slet ikke er gearet til.
Derfor vil det være på sin plads, at kommunerne nu begynder at føre deres egen kommunale skattepolitik, hvor de sætter skatten op for de rige og sætter den ned for de fattige.
På den måde vil det være muligt for kommunerne at sænke de sociale udgifter og derved lave besparelser i de kommunale budgetter og endog muligvis få tilført yderligere pengebeløb til de i forvejen betrængte områder i kommunerne.
Ændringen af den kommunale beskatning, således at de rige betaler mere i skat, vil på ingen måde berøre de rige, da de i forvejen allerede har ramt skatteloftet.
Derimod vil en nedsættelse af skatten for de fattigste vitterlig kunne mærkes hos den enkelte borger, også selv om der bliver gjort besparelser på sociale ydelser hos kommunerne, da de selvfølgelig skal beregnes således, at det rammer så lidt som muligt.
Forkert og forfejlet
Når kommunerne i dag forhøjer skatten i kommunen, vil det udelukkende ramme de økonomisk svageste i kommunen, som kommunen så skal bruge ekstra økonomi til at hjælpe yderligere.
Med andre ord kan det siges, at der bliver taget penge fra de fattige og givet lidt færre af pengene tilbage til de fattige eller lidt mere slående: Hundeejeren fodrer den logrende hund med dens egen hale.
Den form for kommunal økonomi hjælper som en skrædder i helvede og vil kun blive en økonomisk ond skrue uden ende. Derfor skal kommunerne gøre det, som regeringen ikke vil:
Forhøje skatterne for de rige og nedsætte skatten for de fattige. Det vil være en langt mere fornuftig kommunal skattepolitik, og det vil endvidere gøre kommunernes økonomi bedre.
Den eneste, der kommer til at betale denne omlægning af den kommunale skattepolitik, er regeringens finansminister, fordi han ikke vil gøre det, der er behov for i Danmark – at forhøje skatten for de høje indkomster og sænke den for de lave indkomster.
Kun ved at fordele de offentlige udgifter på en sådan måde, at de rigeste betaler mest, og de fattigste betaler mindst, vil de sociale udgifter i samfundet tilligemed falde. Og når de gør det, vil skatten for selv de rige kunne sættes ned, men først skal skatten ned for de fattigste og skatten op for de rigeste.
Kom i gang med omlægningen nu og ikke om ti år, for det er nu, vi har brug for at ændre de økonomiske midlers fordeling i vort samfund, således at den fremtidige beskatning kan blive mere fornuftig.
Det er den langt fra i dag – hvad alle ved, dog med undtagelse af regeringen og dens støtteparti og Liberal Alliance.
Brede skuldre skal bære mere
De skattenedsættelser, der er sket siden 2001, har i den grad ødelagt det offentliges økonomi og i allerhøjeste grad økonomien for de sociale udgifter, som i dag i store træk er læsset over på de kommunale skuldre; i visse kommuner er der kun de svageste skuldre at lægge den ekstra byrde over på.
Det danske samfund kan ikke have noget sådant siddende på sig. Et samfund, der i sin grundvold, siden vi fik indført folkestyre, har bevæget sig højere og højere op på en menneskeværdig plads, hvor vi har gjort den sociale del af vort samfund til et område, der tager hånd om selv den svageste.
Lad os ikke gøre det danske samfund til et samfund, der kun tænker på de velbjergede og lader de svageste forblive i rendestenen.
Det kan den danske befolkning ikke være tjent med, efter at den i årtier har gjort vort land til et af de mest socialt retfærdige samfund i verden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278