Vi har set mennesker med handicap portrætteret som forkælede og evigt krævende – insisterende på et liv i luksus.

Modbilleder til velfærdsdebatten

Miklos Szabo

31-årige Jacob Kjær er hjerneskadet. Han blev ramt af kommunale nedskæringer, da Kalundborg Kommune uden varsel droppede døgnbemandingen i hans støttecenter. Han er et af de fire modbilleder i Danske Handicaporganisationers pjece.

af Stig Langvad, formand - Danske Handicaporganisationer

Vi er i handicaporganisationerne forundrede og frustrerede. Debatten om udgifterne på handicapområdet har siden påske været præget af en utrolig hetzagtig tone. 

Aldrig før har vi hørt borgmestre og ledende kommunale embedsmænd kalde en hel befolkningsgruppe for »gøgeunger«.

Skal man tro det billede, som Kommunernes Landsforening med flid har tegnet i medierne, så er det krævementalitet hos mennesker med handicap, der er skyld i kommunernes økonomiske problemer.

Vi har set mennesker med handicap portrætteret som forkælede og evigt krævende – insisterende på et liv i luksus.

Er mennesker med handicap urimelige i deres krav til samfundet? Mange har forsøgt at give danskerne det indtryk, at mennesker med handicap frit kan vælge hjælpemidler, pension og assistance, som det passer dem. Men sådan spiller klaveret jo ikke.

Virkeligheden, som den opleves af handicaporganisationerne, er en anden. For nu at sige det stærkt diplomatisk.

Danske Handicaporganisationer finder, at der behov for et modbillede. Der er behov for, at velfærden får et ansigt. Derfor har vi udgivet pjecen »Fire modbilleder« – for at tilbyde et realitetstjek.

Med pjecen tilbyder vi en lille tur ind i vores virkelighed: Fire portrætter af danskere, der forsøger at leve et ligeværdigt liv trods handicap. Fire eksempler på hvordan besparelser påvirker dette liv.

Vi håber, at vi hermed kan skabe et modbillede til de urimelige karikaturer, som ellers florerer i debatten om det kommunale Danmark i 2010.  

Pjecen er sendt til alle landets kommunalbestyrelsesmedlemmer. Vi tror, at mange af dem vil kunne genkende de besparelsesteknikker, som indgår i de fire historier. De sidder med dem i deres eget budget lige nu. Vi tilbyder, at de får lejlighed til at reflektere over de menneskelige konsekvenser.

Er det naivt? Måske. Men når nu debatten er ført på det personlige plan – så må politikerne anstændigvis også forholde sig til personerne.