07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringens genopretningsplan

Regeringens genopretningsplan

Fredag, 13. august, 2010, 10:31:53

Regeringens genopretningspakke koster i gennemsnit en 3F’er 2100 kroner i øget skat og færre børnepenge. I forhold til indkomsten er det dobbelt så meget som det koster de ti procent rigeste danskere.

Regeringens genopretningsplan
Martin Mounzer
3F har protesteret imod regeringens forringelser på den store demonstration foran Christiansborg den 8. juni. Her mødes 3F’ere i Fælledparken til fordemonstration.

af Mogens Justesen, A-kasseleder 3F Slagelse

Den borgerlige regering, godt hjulpet af Dansk (U)Folkeparti har opdaget, at det ikke mere går helt så godt, som de troede i Danmark. Ovenpå at have uddelt ufinansierede skattelettelser i stor stil, lukket øjnene for den krise, som vi stadigvæk er en del af, så skal regningen nu betales.

Er det de velbjærgede og virksomhederne, der skal bidrage til løsningen! Nej det er som altid de lavestlønnede, de syge, førtidspensionisterne og de ledige.

Reglerne på dagpengeområdet:
Fra 1. juli 2010 kan ledige kun modtage dagpenge i to år indenfor en periode af tre år. Det er en stor forringelse, da den tidligere periode var fire år indenfor seks år. Det er særligt problematisk, at ændringer kommer i en tid, hvor der er meget lidt arbejde at søge og få for især vores medlemmer. De bliver dobbelt hårdt ramt af krisen, først fyret og så måske ende op med en mistet dagpengeret.

Det er også lovændring med tilbagevirkende kraft, idet rigtig mange af vores medlemmer har modtaget et brev med tilsagn om ret til dagpenge i fire år.

Et andet forslag, som også vil bidrage til de lediges problemer med at generhverve deres ret til dagpenge, er, at beskæftigelseskravet bliver fordoblet fra 26 uger til 52 uger. Det vil især være hårdt for vores medlemmer, som arbejder på områder med hjemsendelser, idet de også er ramt af stramninger på reglerne om supplerende dagpenge, som nu er på 30 uger mod før 52 uger. Dette gælder dog først fra 2. juli 2012.

En anden ændring som gælder fra 1. juli 2010 er at perioden med mulighed for SVU (Statens voksenuddannelsesstøtte) til almen voksen- og efteruddannelse bliver reduceret fra 80 uger til 40 uger.

Ferieloven er også ændret således, at efterlønsmodtagere, som måtte have nogle feriepenge fra et arbejdsforhold, og som går på pension uden at holde ferie. De vil efter 1. juli 2010 ikke kunne hæve disse feriepenge som pensionister uden, at der vil ske modregning i de tidligere ydelser. Jeg spørger bare, hvor små sko kan regeringen gå i, ja de kan åbenbart gå i meget små.

Der er i genopretningspakken andre forslag, men de er for nuværende ikke fremsat i Folketinget, så vi kender ikke den fulde konsekvens af dem. Men der er ikke noget i de påtænkte forslag, som peger i retning af forbedringer for de ledige og de syge samt andre på overførelsesindkomst.

Reglerne på sygedagpenge­området:
Beskæftigelseskravet og beregningsperioden hæves fra de nuværende 13 uger til 26 uger. Det betyder i praksis at mange bliver udelukket fra retten til sygedagpenge og også fra anden ydelse.

Hvis du er ny på arbejdsmarkedet og ikke har ret til arbejdsløshedsdagpenge, skal du arbejde i 26 uger (et  halvt år) før du har ret til sygedagpenge. Du vil i mange tilfældet nok heller ikke kunne få kontanthjælp. Det vil være tilfældet, hvis du har lidt penge eller en ægtefælle, som tjener penge.

Sygedagpenge for SH- dage (søn- og helligdage)  bliver også afskaffet.

Hvis et medlem, som har været sygemeldt efter en arbejdsulykke i lang tid og genoptager sit arbejde, men må opgive det efter for eksempel fire måneder og bliver sygemeldt med samme lidelse, han kan ikke få sygedagpenge. Han bliver ramt af det nye beskæftigelseskrav.

Reglerne på andre områder:
Også på det sociale område er der kraftige forringelse omkring tabt arbejdsfortjeneste til pasning af handicappede børn samt revalidering for unge under 30 år.

På arbejdsmiljøområdet er indlagt en besparelse på 50 millioner, det er svært at se, at det skulle gavne arbejdsmiljøet.

På uddannelsesområdet bliver satserne for befordring, kost og logi harmoniseret, altså sat ned.

Det samme gælder satserne for deltagelse i skolepraktik og på produktionsskoler. Her er ydelsen højere end for unge på SU, så igen en harmonisering, som rammer de svageste i uddannelsessystemet, dog først efter det fyldte 18 år. Der er tale om en halvering af ydelserne.

Helt overordnet er regeringens genopretningspakke et alvorligt slag mod 3F’s medlemmer. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at den gennemsnitligt koster en 3F’er 2100 kroner i øget skat og færre børnepenge. I forhold til indkomsten er det dobbelt så meget som det koster de ti procent rigeste danskere. Dertil skal lægges effekterne af besparelserne på de ovennævnte områder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. aug. 2010 - 10:31   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev