07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vores drikkevand er truet

Vores drikkevand er truet

Tirsdag, 10. august, 2010, 10:30:55

Der er en uhellig alliance mellem Axelborg, Fødevareministeren og miljøminister Karen Elleman

Vores drikkevand er truet
Det anslåes, at cirka 400 vandboringer landet over står foran lukning grundet for højt indhold af pesticider. Her er det Odder Vandværk ved Boulstrup.

af Holger Ø. Mortensen,  Odder

I pressen forsøger miljøminister Karen Elleman at retfærdiggøre den indsats, regeringen gør for at sikre vorres grundvand. Aldrig før har vores drikkevand været så truet, som netop nu.

Ministeren udtaler, at »der er en række meget skrappe grænseværdier, som vandværkerne skal overholde«. Men hun glemmer at nævne, at der ikke foretages søgning på alle giftige stoffer. Og at udvide beskyttelseszonen omkring vigtige boringer fra 10 til 25 meter forslår som en skrædder et vist sted.

I Landbrugsavisen kunne man for nylig læse en artikel om landbrugets ønsker om kompensation, hvis enkelte landmænd pålægges at friholde zoner omkring drikkevandsboringer. Det anslåes, at cirka 400 vandboringer landet over står foran lukning grundet for højt indhold af pesticider.

I forvejen er flere hundrede større og mindre vandboringer lukket gennem de sidste ti år. (I alt mere end 1200) Landbruget er den helt store synder i denne forbindelse. Derfor virker det ganske urimeligt, at skadevolderen – altså den enkelte landmand – friholdes for erstatningskrav, men tværtimod kræver betaling for IKKE at forurene. Ren afpresning.

Også Miljøchef Anette Christiansen, Landbrug & Fødevarer blander sig nu i koret og udtaler, at dansk landbrug er på rette vej og gør alt for at forhindre forurening af grundvandet. Men hun siger intet om, at sprøjtefrekvensen er steget fra de lovede 1,7 til 2,4 per år. Der lukkes stadig boringer.

Regeringen ønsker nu endda at rense drikkevandet fra giftige vandboringer. Dermed er et nærmest helligt løfte om rent og urenset vand i hanerne brudt.

Adskillige steder i landet har stat, kommuner og vandværker opkøbt arealer med vigtige drikkevandsreservoirer og plantet skov. Andre steder er der overhovedet ikke  nogle dyrkningsmæssige restriktioner på de sårbare arealer. I det mindste burde man forhindre brug af pesticider og store mængder gødning på disse dyrkede arealer over vores grundvandsmagasiner.

Denne sidste løsning ville kun koste den enkelte forbruger af vand et ganske lille beløb i forbindelse med en eventuel kompensation til de respektive landmænd.

Der er en uhellig alliance mellem Axelborg, Fødevareministeren og Miljøministeren.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. aug. 2010 - 10:30   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev