I betragtning af, at det er den værste »økonomi¬aftale« for kommunerne i mands minde, har der været forbløffende stille fra KL under den nye formand, højresocialdemokraten Jan Trøjborg.
af Henrik Herløv Lund, økonom
Med den indgåede »aftale« mellem regeringen og KL om »Kommunernes økonomi i 2011« har regeringen fået effektueret sin politiske aftale med Dansk Folkeparti om nulvækst i kommunerne.
Der er derfor ret beset ikke tale om nogen aftale, men et diktat, som tilmed garneres med yderligere stramninger af det straffesystem, som VKO allerede i finanslovsaftalen for 2008 indførte, hvis kommunerne overskred regeringens udgifts- eller skatterammer.
Alt i alt indebærer denne »aftale« en yderligere indskrænkning af kommunernes økonomiske råderum og dermed af det kommunale selvstyre.
Først og fremmest betyder den indgåede »aftale« en voldsom udhuling af kommunernes økonomi. Der må i 2011 ikke være nogen realvækst. Men nettotilgangen af flere brugere, navnlig ældre, samt stigende behov på de sociale områder kræver en realvækst på 1,5 til 1,7 procent årligt, hvis blot nuværende standard i de kommunale serviceydelser skal opretholdes.
Det vil sige, at kommunerne skal tilføres øgede midler i størrelsesordenen tre til fem milliarder kroner årligt, hvis ikke serviceniveauet skal forringes.
Når kommunerne nu ikke tilføres disse midler, tvinges de til at frigøre ressourcer til flere ældre og stigende behov gennem besparelser – enten på ældre og socialområderne selv eller på andre velfærdsområder, navnlig daginstitutioner og folkeskoler. Det vil sige, at velfærden vil blive krast nedskåret, navnlig hvis det pågår gennem tre år.
Så store besparelser gennem flere år kan umuligt gennemføres uden om personalekontoen. Forudsættes det, at en forholdsmæssig del af besparelsen i kommunerne fordeles på løn, svarer det til en samlet årlig lønbesparelse i 2011-13 på to til tre milliarder kroner om året, hvilket igen svarer til omkring 4-6000 stillinger.
ISÆR DE SVAGESTE RAMMES
I stedet for at tildele de nødvendige midler fokuseres der fra regerings side selvklart i aftalen på begrænsning af udgiftsstigninger og budgetoverskridelser, navnlig på nogle af de områder, hvor der også har været de største udgiftsstigninger og budgetoverskridelser i de senere år: Det specialiserede socialområde og specialundervisning.
Det må anerkendes, at opgavedelingen på og styringen af områderne har et medansvar for stigningerne og overskridelserne. For eksempel synes der på begge områder i et vist omfang at være tale om, at kommunerne har »klippet hinanden« i forbindelse med salg og køb af pladserne kommunerne imellem, efter at kommunerne overtog disse områder i forbindelse med strukturreformen.
En forstærket statslig regulering her vil således kunne hjælpe. MEN: Der er på begge områder også tale om, at udgiftsstigningerne skyldes stigende antal brugere og/eller stigende behov – altså gode, solide, objektive årsager. Når aftalen på det specialiserede socialområde for udsatte børn, unge og voksne alligevel ikke indeholder flere midler hertil, kan konsekvensen blive krasse besparelser fra kommunernes side og nedskæring af servicen overfor nogle af samfundets svageste.
Det samme gælder specialundervisningsområdet. Med en mere fornuftig opgavedeling og styringsmodel på området, hvor folkeskolen tilføres yderligere midler til at løfte opgaven, kunne brugen af specialskoler givet reduceres uden serviceforringelse.
Men med det økonomiske pres på kommunerne på grund af nulvæksten er der i stedet udsigt til, at tilbageflytning af specialundervisningselever til folkeskolerne bliver en ren spare- og nedskæringsøvelse om at indføre en »specialundervisning« i discountudgave.
Elever, som tidligere selvfølgeligt blev sendt på specialskole, vil nu blive sendt til specialundervisning i folkeskolerne. Og elever, der tidligere modtog specialundervisning på folkeskolerne, sendes nu ned i normalklasserne, hvilket forringer undervisningen både for dem selv og for »normaleleverne«.
Hvilket ganske givet vil få afvandringen af velfungerende og bogligt stærke elever fra folkeskolen til privatskoler til at stige.
HVOR ER KL?
I betragtning af, at det er den værste »økonomiaftale« for kommunerne i mands minde, har der været forbløffende stille fra KL under den nye formand, højresocialdemokraten Jan Trøjborg.
KL har givet ikke haft noget alternativ til at tiltræde regeringens »aftale«, men burde stadig have en opgave med at åbne befolkningens øjne for både den voldsomme nedskæring af velfærden og den voldsomme indskrænkning af det kommunale selvstyre, som regeringens nulvækstplan medfører.
Den opgave har KL ikke løftet.
Kommuneaftalen blev indgået den 12. juni, red.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
