Socialdemokraterne og SF sidder med et flertal i Kommunernes Landsforening og kunne have sat en stopklods i hjulet på kommuneaftalen.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/05A_debat_arhus.jpg)
af Paul Jentzsch, formand, Kommunistisk Parti Århus
Fingrene fra vores lokale velfærd. Stop nedskæringerne. Sådan løb budskabet fra fagbevægelsen i Århus den 2. juni, hvor op mod 5.000 deltog i en demonstration på Rådhuspladsen.
Budskabet til Kommunernes Landsforening er klart formuleret fra mange sider: Lad være med at godkende regeringens og Dansk Folkepartis plan for kommunerne.
Lyttede flertallet i Kommunernes Landsforening så til dette budskab? Desværre nej.
Med den indgåede kommuneaftale er kommunerne forpligtet til at gennemføre regeringens og Dansk Folkepartis såkaldte genopretningspakke. Det vil betyde nedskæringer over en bred kam, blandt andet markante forringelser af folkeskolen, daginstitutionerne og ældreplejen. Disse forringelser kommer oven i en halvering af dagpengene, beskæringen af børnepengene og forringelser af efteruddannelserne.
Socialdemokraterne og SF sidder med et flertal i Kommunernes Landsforening (KL) og kunne have sat en stopklods i hjulet.
Formanden for KL, socialdemokraten Jan Trøjborg, begrunder sit ja med, at aftalen afspejler den alvorlige økonomiske situation, som Danmark befinder sig i. Derfor er det nødvendigt at danskerne ikke forventer sig højere kommunal service i 2011.
Ifølge SF's repræsentant i KL´s bestyrelse, Jane Findahl, stemmer SF nødtvunget ja. Hun siger, at borgerne nu bare må bide tænderne sammen og vente på en ny regering.
Fra vores lokale borgmester, Nicolai Wammen, som sidder i KL´s bestyrelse og også har sagt ja til kommuneaftalen, lyder det, at det er en historisk stram aftale, der vil ramme børn og ældre.
SF´s lokale ordfører, Thomas Medom, siger, at regningen for ufinansierede og underfinansierede skattelettelser gennem ni år nu lander tungt på kommunens bord. Det bliver ikke en sjov oplevelse, siger han, men støtter alligevel op om, at regningen skal betales af de arbejdsløse, børnene, de ældre og syge.
Ifølge Thomas Medom stemmer SF ja af solidariske grunde! Solidaritet med hvem? Da ikke med den bevægelse, der lige nu er ved at rejse sig mod regeringens massakre på velfærdssamfundet.
Der er stor folkelig harme mod, at vi skal betale til skattestop og skattelettelser og for bankpakker til finanskapitalen, der høster megaprofitter selv midt i krisen.
Derfor må fagbevægelsen, børnefamilierne, de ældre og unge, os der har harmen, nu gå sammen og kæmpe for en anden politik, der bakker op om et solidarisk velfærdssamfund, hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278