Da bogen, »Kaptajn Corellis mandolin«, kom ud på græsk, vakte den voldsomme protester, blandt andet fra overlevende fra den græske modstandskamp og fra græske kommunister.
af Eva Hansen
På forsiden af fredagens Radio/TV-sektion havde Arbejderen en stort opsat omtale af filmen Kaptajn Corellis mandolin.
Jeg synes, I skal vide, at da bogen bag filmen kom ud på græsk, vakte den voldsomme protester, blandt andet fra overlevende fra den græske modstandskamp og fra græske kommunister. (Jeg hørte om protesterne fra græske kammerater for cirka ti år siden.)
Bogen foregiver at skildre historiske facts med en kærlighedshistorie som påskud. Men den er efter min mening renlivet psykologisk krigsførelse i »lægeroman«-lignende indpakning.
Tilmed er der tale om middelmådigt litterært håndværk: Bogens personskildringer er stereotype og utroværdige - for eksempel skildres Pelagia's græske kæreste (modstandsmand) som et autoritetstro pjok, der villigt lader sig underlægge de totalitære kommunister. Og da kæresten vender tilbage fra modstandskampen i bjergene, beskrives han som psykisk krigsskadet og særdeles modbydelig - men de symptomer, bogen tillægger ham, modsvarer overhovedet ikke, hvad man ser ved posttraumatisk stress-syndrom (PTSD), også kaldet »granatchok«.
Til sammenligning, er PTSD-tilstanden fremragende og troværdigt beskrevet i bogen En mand af Oriana Fallaci – også denne omhandlende nyere græsk historie, nemlig junta-tiden.
Jeg har uden held forsøgt at finde links til den græske kritik af bogen, men den findes nok kun på græsk. Det nærmeste, jeg kommer, er nedenstående link, der først og fremmest beskæftiger sig med bogens (manglende) litterære kvalitet, men som også kort omtaler de græske protester.
Så meget om det. Men filmen skulle indeholde mange smukke optagelser fra den blomstrende ø i det azurblå hav.
Læs anmeldelsen her (Engelsk)
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
