Det påstås, at de handicappede kræver mere og mere, så man får det indtryk, at det er, som når naboerne overgår hinanden med hensyn til nye biler.
af Torben A. Hansen, Nørre Snede
Lige siden den borgerlige regering kom til i 2001, har vi gradvist erfaret, at minoriteterne bliver mere og mere bestemt som værende en betydende årsag til velfærdsstatens voksende økonomiske og ideologiske problemer.
Vi kan iagttage, hvorledes grupperne på skift bliver hængt ud, således at den »normale« del af befolkningen, det vil sige de produktive – uanset, hvad de så end beskæftiger sig med, kan forholde sig til deres position i relation til disse grupper.
Hermed er der åbnet op for at fokusere på andre grupper, der belaster den offentlige økonomi (ja, ja, bare ikke kapitalen), syge og handicappede – behandlingssystemets problemer, det vil sige forholdet mellem nedskæringer og så videre – er en lidt anden diskussion og alligevel ikke!
Gennem mange år er der gradsvis henvist til, hvor meget de enkelte behandlingsformer koster – de »populære« sygdomme undtaget, det vil sige dem, en stor gruppe mennesker kan blive ramt af, hvor der er stemmer at hente, og som har en vis prestige hos lægerne at forske i, fordi de økonomiske ressourcer er til stede i større grad.
Denne gruppe hører ikke direkte til »afvigergrupperne«. Det er først, når de får funktionsnedsættelser og er færdigbehandlede. De »rigtige« handicappede, der altid har været regnet for afvigere i alle kulturer, bliver betragtet som et »restprodukt«, samfundet har brugt til at disciplinere arbejdskraften til at indordne sig.
Det var først under industrialiseringens opståen, at afvigerbegrebet blev samfundsmæssigt, før havde der været tale om, at personen var anderledes, men bare fik lov til at være i lokalsamfundet. Måske ingen festlig tilværelse, men alligevel med en vis accept.
»Pressionsgruppe«
Dette fik en brat ende, da man skulle have arbejdere til mastodontfabrikkerne, som ganske givet ikke har været en dans på roser, så måtte man jo finde på, hvordan de nu kunne »overtales«, og fandt således, at mennesker, der ikke kunne klare sig selv, blev skrabet sammen i fattighuse.
Og vupti, havde man en gruppe, hvis livsforhold var mildest talt forfærdelige, der kunne bruges som afskrækkelse. Det var/er noget i retning af, at enhver er sin egen lykkes smed og fanden tager resten.
Den holdning til »afvigerne« bruges og endda uddybes i dag af de styrende »væsener« for at skjule den rigiditet, der er resultatet af den borgerlige regerings ideologiske afskaffelse af det sociale system.
De har ikke opgivet tanken om minimalstaten, der jo kun er til gavn for de rige og ikke bare ulempe, men direkte skade for de svage grupper og det sociale samfundssystem, som er blevet opbygget i flere årtier, med de rettigheder, som social hjælp, behandling og fri/gratis uddannelse med mere.
Så kan vi diskutere, om systemet var tilstrækkeligt. Her er svaret nej, fordi det er et kapitalistisk samfund, hvor selv de mindste goder er resultatet af en social kamp.
Ved at rette fokus mod de omkostninger, som det solidariske, offentlige system gerne skulle være, har man på baggrund af ovenstående skabt den opfattelse, at dette er roden til »vort lands så svære tider«.
Og udgifterne hertil skal begrænses, så vi kan sikre vores konkurrenceevne overfor udlandet og frigøre arbejdskraft til det private, som det overordnede styre i EU og de ultra-liberalistiske internationale institutioner kræver af DK. Og som flertallet af vores politikere gladelig følger.
I mange år har der været grupper, der er blevet hængt ud, både for at illustrere, hvor godt velfærdssystemet er, men samtidigt at stille spørgsmål ved, om det var gået for vidt. På de tidspunkter er det ikke rigtig slået igennem, da store dele af befolkningen ikke har været parate.
Det har den borgerlige regering fået ændret, som beskrevet ovenfor. I dette årti er det imidlertid lykkedes at få diskussionen i gang om, hvorvidt de enkelte ydelser er berettigede og er i overensstemmelse med de økonomiske ressourcer, som de betinger.
Her er der tale om skole, dagpleje og så alle de sociale områder, hvor man i en del tilfælde kan få skatteyderne med sig. Eksempelvis dagpenge, kontanthjælp og førtidspensionister, hvor det handler om berettigelse og »pligt til at yde noget for støtten«, uanset om der er noget at yde til og af.
Egenbetaling
På handicap- og ældreområdet har man fået øje på de støtte- og hjælpeforanstaltninger, hvor udgifterne efter sigende er steget enormt. For at få nedskæringer igennem fokuseres på eksempelvis de »rige« ældre, som selv kan betale for deres hjemme- og rengøringshjælp – de skal ifølge en del politikere gøre det!
Det lyder, som om man automatisk får hjælp, når man bliver ældre, men tro mig, det gør man bestemt ikke! Der er så stramme regler herfor, at kan man nusse lidt i altankassen, skal man være heldig for at få bevilliget 45 minutter hver fjortende dag.
Så jeg tror ikke, mange »rige« ældre vil spise deres bolig af for det. De samme forhold gælder selvfølgelig også handicappede, hvor der endda er tanker om, at de selv skal betale en del af deres hjælpemidler, fordi der hele tiden sker en udviklingen på området.
Det påstås, at de handicappede kræver mere og mere, så man får det indtryk, at det er samme tendens, som når naboerne overgår hinanden med hensyn til nye biler.
Jeg gad godt se den kommune, der var så gavmild – når man så ved, at de forskellige nedskæringer har foregået i mange år, og det er en kamp at få dem bevilget, og ikke – som politikerne postulerer – er helt nye, og at der er intet sket før.
Hvordan har politikerne tænkt sig, at en førtidspensionist har råd til en egenbetaling? Her er det desværre ikke kun regeringen, men Socialdemokraterne og til dels SF er også hoppet på vognen!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
