af Bent Jørgensen, Møn
Når nu »meth« i sin leder i Information den 8. maj under overskriften 24/7 udtrykker sin tilfredshed med, at den borgerlige blok på det nærmeste har afskaffet lukkeloven – med dertil hørende klicheer om udkantsdanmark og små butikker (en tilfredshed der blandt andet går på, at man ikke længere skal »nå alt lørdag formiddag inden klokken 16,00«) – så har journalisters formiddag en længde, som selvfølgelig gør en lukkelov ubærlig.
Men kunne »meth« så ikke samtidig appellere til sine kollegaer på DR om at følge denne trend med fuldt blus i butikken hele weekenden?
For som det ser ud nu, sker der et bemærkelsesværdigt fald i nyhederne hver weekend, som åbenbart – i hvertfald i radio og tv – svinder ind til et minimum, her hvor man ellers skulle tro, at befolkningen havde den nødvendige tid til at absorbere dem.
På den anden side må man da indrømme – selv om det ville koste nogle stillinger – at det samme, minimale nyhedskoncept hele ugen ville give os en mere fredfyldt og afstresset tilværelse.
Så det burde da overvejes, og de således frigjorte journalister ville der være god brug for i butikkerne med de nye, lange åbningstider.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278