"Spionerede Outze for nazisterne?" spørger JSK, og svarer selv klart "nej". Det korrekte og korte svar er, at det gjorde han. Og interessant nok benægtede han ikke kontrakten med Gestapo

af Bjarne Nielsen, anmelder for Arbejderen

Først tak for dit læserbrev og kritik.

Først lidt om første del af kritikken af min anmeldelse eller karaktermord, som Chr. Stokbro Karlsen (CSK) kalder den. Vedrørende spørgsmålet om at lade modstanderen, her Børge Outze, komme til orde, syntes jeg han er kommet mere end rimeligt til orde.

I 1968 udgav han fire tykke bind om besættelsen. 1980 udkom tre, for tykke, bind med hans journalistik og i 2008 udkom Outze i Krig. Med skrivemaskinen som våben og nu 850 sider forherligelse af manden, der for at redde sit skind, rendte tyskernes ærinde. Jeg nævnte også, hvorledes denne ytringsfrihedens mand censurerede Rifbjerg, da denne kritiserede imperialisten og koldkrigeren Churchill.

Når jeg ikke har gjort mere ud af at præsentere Outze, skyldtes det, at det meste er kendt og uinteressant og i øvrigt skamrost af samtlige borgerlige medier. Derimod gør vor avis, og jeg, mere ud af en bog som Anton Nielsens Som bølger af hav, som ingen, heller ikke for at lade modstanderne komme til orde, borgerlige medier har omtalt.

Jeg syntes, det var fint at Outze og andre var kritiske over for Sovjet. Havde denne skarpe kritik også gjaldt USA og NATO og deres forbrydelser rundt omkring, ville jeg have syntes det var endnu bedre. Personligt har jeg brugt en del af min ungdom på at fordømme såvel Sovjet som USA imperialismen. Jeg var mindre kritisk over for Kina!

 Outze største fejl var ikke, at han ikke var kommunist, det er en menneskeret. Det var at han svigtede modstandskampens idealer og blev spion.

Det skal også nævnes, da det ikke fremgik i min tydeligvis for korte anmeldelse, at Outze først trådte ind i modstandskampen i slutningen af 1943, da den var blevet en folkebevægelse og i stand til at tvinge samlings – og samarbejdsregeringen til afgang.

Var Outze spion?
For at JSK ikke skal være i tvivl, så mener jeg ikke, at Outze skulle afvente at blive sendt i arbejdslejr eller blive nakkeskudt. Jeg hæftede mig alene ved, at nogle, blandt andre Mogens Fog, valgte ikke at spionere for nazisterne, men at Outze fik tilbuddet og sagde ja.

»Gjorde han så det – spionerede for nazisterne?« spørger JSK, og svarer selv klart »nej«.

Det korrekte og korte svar er, at det gjorde han. Interessant nok benægtede han ikke kontrakten med Gestapo. Det mere uddybende er følgende:

Ifølge tidsskriftet Håndslag, (1/2010), der udgives af Aktive Modstandsfolk, fremgår det, at Outze på ’rundvisning’ med Gestapo opgav navne, der førte til en lang række modstandsfolk og et kommunistisk kontaktsted.

I samme blad kan man læse, at Outze nærmest blev SS-politioberst Otto Bovensiepens »næsten fortrolige samtalepartner«. En ifølge Outze selv »privat samtale«, hvor obersten bød på cigarer. Hvad der blev samtalet om, har hverken Outze eller obersten nogen sinde fortalt, hvilket kan virke underligt alle bøger af og om Outze taget i betragtning. Måske havde Outze ikke altid brug for at ytre sig?

Outze ville for sin frihed afsløre en »Admiralitetsplan« om, hvorledes ’russerne’ og De Allierede ville dele Europa efter krigen. Outze tegnede og fortalte, medens obersten noterede og, formodes det, godtede sig.

Efter sin fingerede flugt kom Outze til Sverige. Hans gravide hustru og syv andre Outze blev i Danmark som pant, hvis han ikke som aftalt spionerede imod svenskerne, hvis disse gav de sovjetiske styrker lov til at passere svensk område.

Gestapochefen Hoffmann havde forlangt en skriftlig kontrakt til offentliggørelse i tilfælde af at Outze svigtede. Det gjorde han ikke. Kontrakten forpligtigede Outze til tysk tjeneste »imod russisk indflydelse i Skandinavien«, og til at »opsøge russiske kredse og svenske kommunister, samt om muligt komme til Rusland for at opnå viden om russiske planer«.

Da Outze i juli 1944 illegalt kom retur til Danmark, var det i selskab med blandt andre grosserer Mogensen (tysk spion), ØK-direktør prins Axel, Gestapochefen Hoffmann og andre tyskere, for at forhandle om at få stillet de tyske våben til rådighed til afsværgelsen af et »kommunistisk kup« samt hindre kommunisterne i at få allierede våben.

Efter krigen kom det frem, at Outze havde fulgt de finske tropper, som deltog i Den Røde Hærs forfølgelse af de tyske tropper fra Finland. Outze sendte Hoffmann oplysninger om de sovjetiske troppers sammensætning, marchrute, bevæbning med mere.

Hans handlemåde kan naturligvis diskuteres, som CSK ønsker, men jeg hælder mest til de modstandsfolk, som titulerede ham Det Lille Nul, afledt af hans signatur – et lille o – under hans ledere.

Outze som husbesætter
En anden interessant kendsgerning om pressefrihedens vogter er, hvorledes han ’stjal’ nazisternes bladhus i Store Kongensgade, på trods af, at modstandsbevægelsen havde andre planer.

Planen, som Informations folk havde tiltrådt, gik på at modstandsbevægelsen skulle overtage nazisternes trykkeri med henblik på at udgive et dagblad i dens navn. Frihedsrådet, Dansk Samling og DKP satsede på denne plan, idet de intet trykkeri havde.

I stedet blev trykkeriet besat af en yderst velbevæbnet officersgruppe, der gik under navnet Korps Aagesen, da lederen var grev Valdemar af Rosenborg, der var søn af prins Aage.

I håb om at have kastet mere lys over ytringsfrihedens vogter, end min ’anmeldelse’ gjorde, de bedste hilsner.