Man kan vanskeligt forstille sig en mere usympatisk og asocial vej ud af krisen end den, som Lars Løkke og Lene Espersen fremlagde onsdag.

af Ejvind Clemmensen, formand, LO Randers
Den borgerlige regering fortsætter sin sikre kurs mod at øge uligheden i Danmark.
Første pøser man milliarder og atter milliarder af kroner ud i skattelettelser, der først og fremmest kommer de velstillede til gode. Derefter vil man betale regningen ved at skære i blandt andet dagpenge, pensioner uddannelsesstøtte og kontanthjælp.
Man kan vanskeligt forstille sig en mere usympatisk og asocial vej ud af krisen end den, som Lars Løkke og Lene Espersen fremlagde onsdag. Beregninger har allerede vist, at planen vil give en lønmodtager 1.000 kroner mindre årligt, mens tallet er hele 4.600 kroner for en dagpengemodtager.
I forvejen er dagpengesatsen udhulet gennem de senere år, og mange lønmodtagere oplever en halveret indkomst, når de bliver arbejdsløse. At de igen skal holde for, viser tydeligt, at regeringen kun har foragt til overs for folk, som ikke har et arbejde og dermed kan bidrage aktivt til samfundet.
Pisk, mere pisk og mindre i dagpenge er regeringens svar på befolkningens problemer.
Man må heller ikke glemme, at den asociale kriseplan kommer oven i de store problemer, kommunerne har med at få økonomien til at hænge sammen. Det hele tegner et klart billede af en borgerlig regering, som sammen med vennerne i Dansk Folkeparti har brugt næsten et årti på at køre velfærden i sænk og nu er kørt uhjælpeligt fast.
Heldigvis har oppositionen vist en anden vej, som giver den almindelige lønmodtager håb om, at der kan skabes vækst og nye arbejdspladser. Jo før oppositionen får chancen for at rette Danmark op, jo bedre vil det være for den almindelige dansker.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278