Uden en offentlig sektor, der garanterer uddannelse og sundhed, også for de fattige, får disse lande ikke den arbejdskraft, der kan skabe den nødvendige vækst.
af Bo Vesterlund, medlem af SF’s internationale udvalg, Kolding
I udviklingsminister Søren Pinds udkast til strategi for dansk udviklingspolitik betones det meget fornuftigt, at verdens fattige skal bruge deres egne resurser, hvis de skal kunne komme ud af fattigdommen.
Men i udspillet nedprioriteres uddannelsesindsatsen i u-landene, skønt Danmark har meget at bidrage med i denne sammenhæng og erfaring med uddannelsesprojekter.
Den bilaterale indsats inden for uddannelse skal erstattes af et Verdensbank-initiativ, hvor kun cirka en fjerdedel af det lovede beløb faktisk er kommet til udbetaling. Selvom regeringens egen Afrika Kommission anbefaler at støtte håndværksmæssig uddannelse, overses dette fuldstændig i udkastet.
Vækst/udvikling i u-landenes private sektor – som udkastet prioriterer højt – er nødvendig, hvis fattigdommen skal bekæmpes.
Men hvordan skabes en bæredygtig udvikling i denne private sektor uden en veluddannet og rask befolkning? Aids og andre sygdomme kan kun bekæmpes gennem en forbedring i sundheds- og uddannelsessektoren.
Økonomisk vækst er en forudsætning for en positiv udvikling i u-landene; men uden en offentlig sektor, der garanterer uddannelse og sundhed – også for de fattige, får disse lande ikke den arbejdskraft, der kan skabe den nødvendige vækst.
Danmarks indsats i Latinamerika skal afvikles i de kommende år i følge udkastet. Men der er stadig fattigdom i denne verdensdel, hvor Guatemala sidste sommer oplevede hungersnød som følge af klimabestemt tørke, og hvor nogle af de fattige kun går få år i skole.
En nedprioritering af en uddannelsesindsats her vil forstærke problemerne i de skrøbelige demokratier, nogle latinamerikanske lande har, som for eksempel Honduras, hvor demokratiet har været under voldsomt pres siden militærkuppet sidste sommer.
I udkastet afsættes ikke ekstra midler til en klimaindsats – selvom Danmark afgav løfter om dette på COP 15 i København.
Den danske indsats på COP 15 er blevet kritiseret. Skal vores positive løfter så formindskes på trods af, at Danmark sammen med de andre i-lande har hovedansvaret for klimakrisen?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278