Jeg ved ikke, om jeg er en gammel, garvet kommunist, men jeg er enig i, at der er en kæmpeforskel på kooperativisme og korporativisme.
Først tak for din interesse i avisens kulturstof. Jeg ved ikke rigtigt, hvor vi er uenige, men jeg vil for afklaringens skyld uddybe mine »gammelkommunistiske« synspunkter.
Vedrørende min anmeldelse af Häggs bog Mussolini kritiserer du min brug af begreberne kooperativisme og korporativisme og skriver, at »det er ikke første gang, jeg oplever gamle, garvede kommunister, der åbenbart ikke kender forskel på kooperativisme og korporativisme«.
Senere skriver du: »Der er en fanden til forskel på kooperativisme og korporativisme.«
Jeg ved ikke, om jeg er en gammel, garvet kommunist, men jeg er enig i, at der er en kæmpeforskel. For mig er kooperativisme et fællesskab mellem arbejdere/forbrugere á la brugsforeningerne og andelsbevægelsen, medens korporativisme er en sammensmeltning af kapitalen, arbejderbevægelsen og statsmagten.
Det maoistiske KAP lavede engang en fortræffelig analyse af det kongelige danske Socialdemokratis sammensmeltning med kapitalen og statsmagten, ligesom der i 2007 kørte en debat på www.modkraft.dk om disse forskelle.
Stalin og Komintern brugte grundet sammensmeltningen mellem Socialdemokratiet, fagbevægelsen og staten begrebet socialfascister om Socialdemokratiet, hvilket jo betød en katastrofe, der først blev rettet i 1935 med Dimitrovs beretning om enhedsarbejde.
Det jeg skriver i min anmeldelse er, at general Annunzio, il Commandante, »i omkring halvandet års tid stod i spidsen for den syndikalistisk og kooperativistisk inspirerede fristad Fiume«. Hverken mere eller mindre. I Gyldendals åbne encyklopædi står følgende:
»Fiume var i tiden efter Første Verdenskrig en italiensk fristat, idet tidligere nationalister og krigsveteraner under ledelse af digteren Gabriele D'Annunzio besatte byen fra 12. september 1919 og 16 måneder frem i protest mod, at området ikke tilfaldt Italien ved forhandlingerne om Versailletraktaten. D'Annunzio erklærede byen for en syndikalistisk republik.«
Så mit svar er, at Fiume var kooperativistisk og syndikalistisk. En form som Andersen Nexø smukt gør op med som vejen til socialismen i Morten hin Røde.
Det progressive ved fristaten Fiume var, at kvinderne fik stemmeret, noget de først fik et kvart århundrede senere i Italien. Skilsmisser blev tilladt, og der blev afholdt demokratiske kommunevalg, og Fiume var den første af alle stater til at anerkende Sovjetunionen.
Håber, det er forklaring nok.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278