De, der er allersvagest og som kan have mere end svært ved at komme i arbejde, bliver ikke alene ramt i forhold til indtægt, men også i forhold til bolig, støtte og behandling.

Martin Mounzer

Jeg har en storebror, der ihærdigt påstår, at det er penge, der driver verden og styrer os mennesker i et og alt. Og at penge er den eneste kilde og drivkraft til fremgang og bedre liv.

Vi er ikke enige han og jeg, men nogle gange er jeg alligevel ved at komme til at give ham ret. Spørgsmålet om penge og økonomi er kommet til at betyde meget i samfundsdebatten og for den enkelte, alt for meget efter min mening. Den økonomiske debat dominerer over alt.

Det kom jeg til at tænke på, efter at der for få dage siden blev indgået forlig om en skattereform. Et af de første spørgsmål, der dukkede op i medierne, var, »gevinst i kroner og øre: Hvad får du ud af skatteaftalen?«.

Man kan ikke andet end tænke, at det er de eventuelle skattelettelser, som er det vigtige for den enkelte. Også denne regering synes at mene, sammen med det store flertal, at pengene ligger bedst i borgernes egne lommer, selvom det ikke lige er det, de siger.

Vi skal arbejde mere, det er det det handler om, må vi forstå. Flere skal i arbejde, for at vi kan komme ud af krisen og blive endnu rigere – altså de af os som i forvejen har nok.

Derfor er det også dem, der er i arbejde, der får flere penge at bruge til sig selv. Altså under forudsætning af at hele spillet om lavere skatter ikke blot er indledningen til, at det skal blive muligt at få folk til at acceptere en fremtidig lønnedgang. Men lad nu den slags tankespind ligge.

Øget ulighed

For lige her og nu sker der noget, som må overraske, når man betænker regeringens farve. Skattereformen kommer til at betyde, at den økonomiske ulighed øges, siger flere økonomer. De, der er rige, får meget mere til sig selv, de med almindelige indtægter får noget mere til sig selv, og de på overførselsindkomst får det samme eller mindre.

Uligheden er vokset lige så stille og roligt gennem de sidste år med en liberal regering ledet af Venstre, og nu får uligheden sig så et ekstra nøk i den forkerte retning ifølge eksperterne af en socialistisk regering ledet af Socialdemokraterne.

Skulle det virkelig være den eneste vej ud af krisen at være kynisk og lade de, der har mindst og er uden for arbejdsmarkedet, få endnu mindre og dermed også sætte yderligere skub i alle ulighedens følgevirkninger, først og fremmest ulighed i uddannelse og i sundhed. Det kan jeg ikke tro.

Så selvom det vil være naivt at forestille sig, at det skulle få nogen konsekvens, er det alligevel godt at vide, at der er nogle, også inden for regeringspartiet SF som er utilfredse, og som Özlem Cekic klart har sagt, ikke vil stemme for regeringens blå skattereform. 

Men skattereformen har ikke eneret på at være socialt skæv. Også på andre områder er pengene på spil. Der skal jo spares lyder det, og hvem er lettere at ramme med besparelser end de, der er langt væk fra det hellige og rigtige arbejdsmarked?

Der spares mest på udsatte

På Rådet for Socialt Udsattes hjemmeside kan man læse, at fra 2010 til 2011 har kommunerne skåret i udgifterne til de serviceydelser, som er rettet mod de socialt udsatte med knap ni milliarder kroner. Det er procentvis dobbelt så meget, som der spares på de øvrige serviceydelser, der retter sig mod mennesker, der nok har brug for hjælp fra det offentlige, men som ikke er socialt udsatte.

De, der er allersvagest og som kan have mere end svært ved at komme i arbejde, bliver altså ikke alene ramt i forhold til indtægt, men også i forhold til bolig, støtte og behandling.

Den politiske og folkelige opbakning til at forbedre forholdene for socialt udsatte er ved at skrumpe. Retorikken gennem de sidste måneder har været præget af madpakker og de hårdt arbejdende, at det er enorme summer, der går til passiv forsørgelse, og at man ikke bør parkere nogle på pension.

Det er ikke nødvendigt at være professor i retorik for at høre det komme. Der lægges op til nye boller på suppen langt ind i de politiske partier, der ellers opfattes som værn mod en udskillelse fra fællesskabet af de borgere, som af den ene eller den anden grund har svært ved at klare sig på det almindelige samfunds betingelser herunder arbejdsmarkedet.

Min storebror har nok fanget tidsånden, bedre end jeg har.