Pernille Rosenkrantz-Theil blottede regeringens akilleshæl. Hvorfor skal de handicappede omfordele, når de rige og raske ikke skal?

Jeg synes sådan set, der er meget fornuft i at sige, at unge raske enlige uden særlige problemer eller forpligtelser enten skal have arbejde til normal løn eller uddannelse på SU.

Det var den holdning, der gav socialrådgivernes Bettina Post tærsk, men naturligvis skal unge raske unge ikke bare fortsætte på kontanthjælp. På et tidspunkt, hvor de ufaglærte job forsvinder som sne om foråret, skal de støttes til at få kvalifikationer.

Vi skal passe på ikke at falde ned i socialpolitiske holdninger, der i værste fald bremser nødvendige omstillinger og som i værste fald fører til, at unge ikke tvinges, presses og skubbes i gang.

Jeg skriver det, fordi jeg synes, det er nødvendigt at kvittere for regeringens overordnede forsøg på at få gang i en stor og vanskelig men også nødvendig reformproces. Vi står i et vadested, hvor der både er brug for store langsigtede reformer og for kortsigtede utraditionelle initiativer i forhold til krisen.

Jeg synes således også, det er ret modigt og i virkeligheden progressivt, når lærernes formand siger, at arbejdsløse lærere skal kunne deltidsarbejde på dagpenge – når blot vilkårene er i orden, så man sikrer, at det ikke bliver misbrugt til flere nedskæringer.

Problemet i alt det, der sker og vil ske på det socialpolitiske og arbejdsmarkedsmæssige område, er ikke, at man bliver nødt til at gøre op med nogle af de eksisterende regler, eller at man i visse tilfælde kommer i konflikt med velerhvervede og tilkæmpede rettigheder. Hovedproblemet er stadig, at det indtil videre ikke holder, når statsministeren og med hende regeringen siger, at alle skal være med til at betale for krisen.

Omfordeling

Det er sjældent udstillet så klart som med det selvmål, Pernille Rosenkrantz-Theil skød, da hun søgte at genere Enhedslisten op til partiets landsmøde. Det var her, hun skrev på Facebook, at »der er altså ikke rige nok i Danmark til, at de kan dække hele regningen for krisen alene. Der skal simpelthen flere penge til, end hvad vi kan skrabe ind blandt de rige«.

Pernille prøver at overgå ældgamle socialdemokrater i pragmatisme og økonomisk realitetssans, men når hun kritiserer Enhedslistens fokus på de rige og den forsvundne millionærskat, udstiller hun netop regeringens akilleshæl i al dens sårbarhed.

For sagen er jo, at mens regeringen afviser økonomisk omfordeling og højere beskatning af de rige og raske, så er den i opgøret med gamle regler og rettigheder mere end parat til at lave omfordeling blandt de langt mindre velhavende syge og handicappede.

Oplægget til fleksjobreform er blandt andet et oplæg til en barsk omfordeling af indkomst fra syge og handicappede fleksjobbere med mellemindkomst til syge og handicappede blandt de allerlavestlønnede.

Med Pernille Rosenkrantz-Theils ord kan man sige, at der ikke er rige handicappede nok til, at de kan dække hele regningen for Danmarks krise. Det vil Mette Frederiksen formentlig være enig i, men hun går alligevel ind for omfordelingen for at skaffe nogle milliarder kroner. Selv om det vil stavnsbinde mange fleksjobbere, og selv om det stadig er mere end usikkert, hvor mange nye fleksjob regeringen evner at skabe.

Men hvorfor skal man lave omfordeling blandt handicappede med mellemindkomster, når de raske rige får lov til at gå fri? Hvorfor er det, at de allerrigeste ikke må være med til at lukke nogle af de økonomiske huller i socialpolitikken.

Ulighed og perspektiv

Jeg var til et politisk møde, hvor en ung lærer med sclerose beskrev sin situation på arbejdsmarkedet. Der er ingen anstændige forklaringer på, at hun skal betale dyrt og livsvarigt for reformerne, mens de rige raske ikke skal.

Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det igen. Hvis der er et positivt langtidsperspektiv om et bedre og meningsfuldt liv, bør man se fordomsfrit på masser af reformforslag, selv om de økonomisk kan gøre ondt i en periode.

Men der er to forudsætninger. Den ene er, at alle på en eller anden rimelig måde er med til at betale, så reformer ikke øger men mindsker uligheden. Den anden at reformerne har et perspektiv, så de ikke bliver rene spareøvelser overfor mennesker, der har den ringeste økonomi og de vanskeligste vilkår.

Regeringen får ikke altid en fair behandling, og der er kommet meget fornuftig lovgivning siden regeringsskiftet. Det er til at øjne et langsigtet perspektiv, der er så positivt, at det vil være en tragedie, hvis regeringen bringer sig selv i mindretal. Men de to forudsætninger må respekteres.

Knud Vilby er tidligere formand for Socialpolitisk Forening.