16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmarks socialpolitiske deroute

Danmarks socialpolitiske deroute

Onsdag, 25. april, 2012, 12:44:02

Det er ren politisk afmagt, når både rød og blå blok fortsætter med at slå hårdt ned på de arbejdsløse.

Jeg brugte min sidste weekend på at vise en udenlandsk bekendt rundt i vores smukke hovedstad. Turen endte på en af Københavns mange fremragende restauranter. Fint skal det jo være med besøg.

Vi blev placeret ved siden af et tydeligt beruset og højstemt selskab, som allerede tidligt var i gang med livets store spørsmål. Derfor endte diskussionen også i følelsernes land. En kvinde på omkring de 45 år brød grædende sammen med ordene: »Den er helt gal i vores samfund – jeg forstår bare ikke danskerne«.

En meget harmløs og lidet overraskende udmelding fra fuldskabens land, men alligevel er hendes ord dukket op igen og igen i min hukommelse: »Den er helt gal i vores samfund«.

Uden nogensinde at finde præcis ud af, hvad kvinden egentligt mente, så synes, den aktuelle danske diskussion om kontanthjælp at give en netop følelsen af, at den er helt gal.

Dæmonisering

De mange gentagne angreb på og stigmatiseringer af netop de arbejdsløse synes efterhånden nærmest pervers.

Vi lever ganske enkelt i en tid, hvor der er gået inflation i at råbe ting efter arbejdsløse medborgere. Særligt liberalisten Joachim B. Olsen (MF) har valgt dette som sin nye hofdisciplin med voldsomme udfald overfor ledige: »Jeg brækker mig.« »Hvis der er mennesker i Danmark, der ikke har råd til at holde jul, så er det selvforskyldt.« »Du er for slap.« Alt sammen med henvisning til kontanthjælpsmodtagere. 

Det er her, der virkelig er noget galt i Danmark. Hvad er det denne totale dæmonisering af bestemte befolkningsgrupper, skal gøre godt for?

De hovedløse og harmfulde budskaber gavner sandsynligvis ikke andre end afsendernes egne egoer. Og så ligger de endda milevidt fra virkelighedens verden. Der er ikke de store sandheder at hente i postulaterne om danskerne dovenskab.

Vil gerne arbejde

Sandheden viser tværtimod, at danskerne tilhører verdenseliten, når det handler om arbejdsetik. Det ved vi fraThe International Social Survey Programme, der ved seneste opgørelse fra 2005 understregede, at danskerne ligger forrest i feltet på 40 lande, når det handler om arbejdsetik.

Hele 75 procent af danskerne svarer således, at de »ville foretrække at arbejde uanset deres behov for pengene«. Det overgås kun af Norge (76 procent) og Taiwan (80 procent), men er pænt meget højere end befolkninger, mange ofte opfatter som »arbejdsomme«; for eksempel tyskerne (69 procent), briterne (56 procent) og amerikanerne (64 procent).

Antallet af kontanthjælpsmodtagere har været stødt stigende under krisen. I 2007 var der 97.123 kontanthjælpsmodtagere, mens samme tal i 2011 var steget til 127.379 kontanthjælpsmodtagere.

Det svarer til en stigning på 23,8 procent. Hvilket viser, at det er den finansielle krise fra 2007 – og ikke danskerne dovenskab, der har sendt flere tusinder på kontanthjælp. 

Det er altså ikke flere udbrud om at tvinge folk i arbejde i Netto og tvinge folk til at rejse på tværs af landet efter arbejde, der er behov for.

Der er til gengæld behov for konkrete initiativer og fremrykning af de investeringer, der skabe nye job. Det er ren politisk afmagt, når både rød og blå blok fortsætter med at slå hårdt ned på de arbejdsløse. 

Den nuværende debat er ene og alene vejen mod en langvarig socialpolitisk deroute. 

Jens Jonatan Steen er analysechef i tænketanken Cevea.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. apr. 2012 - 12:44   30. aug. 2012 - 20:46

Kommentar