Det er forvrøvlet at forklare nye nedskæringsforslag med, at de økonomiske muligheder er dårligere, end S og SF troede før valget. Mulighederne er snarere lidt større.

Det har ikke givet meget debat, at Danmarks Statistik i slutningen af marts offentliggjorde tal, der viser, at Danmarks offentlige underskud i 2011 var omkring 35 milliarder kroner mindre end forudset.

Sagt så det måske er mere forståeligt, så var underskuddet hver eneste hverdag og helligdag året igennem 100 millioner kroner mindre, end regeringen havde forudset. Underskuddet var i øvrigt også mindre end forudset i 2010. Man malede en noget større Fanden på væggen, end der var grund til.

Truslerne om de gigantiske underskud er kommet både fra denne og den tidligere regering, dels fordi det er svært at spå præcist, men også for at understrege behovet for besparelser og budgetdisciplin.

Kommunerne har det som bekendt svært, men kravet om budgetdisciplin virker. I 2011 brugte kommunerne fem milliarder kroner mindre, end de havde fået lov til.

Der er penge

Der er fortsat krise, og jeg har ikke hørt nogen anbefale, at regeringen dropper al form for offentlig sparsommelighed, men de her tal giver anledning til at få sagt, at regeringsmedlemmers antydning af, at S og SF og RV overtog et fallitbo fra den gamle regering, er noget vrøvl.

Det er derfor også forvrøvlet at forklare løftebrud og nye nedskæringsforslag med, at de økonomiske muligheder er dårligere, end specielt S og SF troede, da de kom med alle de glade løfter før valget. Mulighederne er snarere lidt større.

SF’s formand bruger nu den økonomiske krise til at understrege, at den offentlige sektor ikke må vokse i de næste mange år. Det skal signalere ansvarlighed.

Men lige så rigtigt det er, at der er brug for vækst i den private beskæftigelse, lige så dumt er det at låse den offentlige sektor. Der er både luft og råderum i økonomien, og den bedste måde at skabe ny beskæftigelse på er lade den offentlige sektor stimulerer en udvikling med sociale og miljømæssigt bæredygtige investeringer og beskæftigelse.

Det er ikke ligegyldigt, hvilken vækst og beskæftigelse vi får. Vi har ikke brug for overforbrugsvækst, men for en vækst, der tager de hensyn til fremtiden, som virkeligheden kræver. Det virker, som om nogle af ministrene har glemt det.

Vi har heller ikke brug for, at uligheden vokser endnu mere. Nu indgås der overenskomster, der giver lønreguleringer, der er lavere end inflationen, men direktørlønningerne galopperer stadig.

Jeg har lige set, at lønnen til Tivolis direktør, Lars Liebst, på et år er vokset fra 3,8 til 6,3 millioner kroner, mens der til gengæld skæres i Tivolis musikensembler. Det er mindre musik til folket, men flere penge oppe på toppen, hvor der jo kan være både koldt og væmmeligt. 

Regeringen er foreløbig garant for, at de hastigt voksende direktørindtægter ikke beskattes ekstra.

Spareøvelser

Jeg aflagde i slutningen af marts min sidste formandsberetning i Socialpolitisk Forening (hvor jeg som formand er afløst af Robert Olsen). I den sagde jeg, at der faktisk er perspektiv i nogle af regeringens reformudspil. Man prøver at gøre op med silotænkningen i den sociale sektor og beskæftigelsessektoren og man søger at hindre, at flere unge kommer på varig forsørgelse. Jeg sagde endda også, at man godt kan leve med, at nogle unge i en periode får en lavere ydelse, hvis der til gengæld bliver et bedre livsperspektiv.

Men jeg kritiserede, så stærkt som det var mig muligt, at man laver spareøvelser i den sociale sektor og overfor handicappede og socialt udsatte, mens andre sektorer tilsyneladende går fri.

Og jeg spurgte – ligesom alle andre gør det – hvor de titusinder af nye job skal komme fra, som blandt andet de nye fleksjobbere skal have efter endte ressourceforløb. Det fremgår klart af Mette Frederiksens seneste artikler, at regeringen ikke vil droppe kravet om, at de sociale reformer skal føre til milliardbesparelser. Det er også årsagen til, at Enhedslisten er holdt ude af forhandlingerne.    

Og det betyder, at det samlede perspektiv, også på det sociale område, alligevel er temmelig deprimerende.

Pludselig fik Danmark 35 milliarder kroner mere i kassen end forventet. Men det har intet ændret, hverken i retorik eller politik.

Knud Vilby er tidligere formand for Socialpolitisk Forening.