16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bag de hårde ord og knyttede næver

Bag de hårde ord og knyttede næver

Onsdag, 04. april, 2012, 11:35:27

En sund og positiv værdidebat, hvor solidaritet, samarbejde og sammenhæng er i fokus, er så sandelig nødvendig.

Mads Samsing er næstformand i HK/Kommunal.
Aage Christensen

»Fuck Odense Kommune« skrev en læser i en kommentar til en artikel på Fyens Stiftstidendes hjemmeside den 15. marts.

Artiklen omhandlede den voldsomme episode på kommunens jobcenter tidligere på dagen, hvor en mand forsøgte at brænde jobcenteret ned. Få timer før det havde en mand overfaldet to sagsbehandlere med en økse på jobcenteret i Helsingør.

Episoderne er blot to af en række rystende eksempler på en skræmmende udvikling, som sagsbehandlere i landets jobcentre oplever – at borgerne er blevet mere aggressive.

De dygtige og professionelle medarbejdere i landets jobcentre, borgerservicecentre og så videre skal kunne være helt trygge ved at gå på arbejde. Det er derfor afgørende, at arbejdspladserne er indrettet forsvarligt, og at arbejdet er tilrettelagt forsvarligt. Der kan være behov for vagter, i særlige tilfælde at henlægge samtaler til politistationen og så videre.

Men hvis jobcentre og borgerservicecentre omdannes til lukkede fæstninger, kan det være medvirkende til på den ene side at optrappe konflikter og på den anden give medarbejderne en falsk tryghed.

Volden kan lige så vel ske uden for bygningerne, som det var tilfældet i Holstebro i 2010, og der er sågar et eksempel på, at det er sket i sagsbehandlerens private hjem i Svendborg.

Et udtryk for afmagt

På den blodige torsdag i marts var Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti hurtigt ude med en melding om, at der må ansættes flere vagter. Det kan være en del af løsningen – men løsningen skal ikke findes på Christiansborg. Den skal findes lokalt i et samarbejde mellem ledelse og ansatte.

Politikerne på Christiansborg og vi andre skylder derimod hinanden og ikke mindst de ansatte i landets jobcentre og borgerservicecentre at reflektere over, hvad der har ført til de mange flere hårde ord og knyttede nævner, de dygtige medarbejdere mødes med.

Den truende adfærd og vold er en helt igennem uacceptabel – men er udtryk for afmagt og mangel på kontrol over egen situation og tilværelse.

Den afmagt bliver ikke mindre af en værdidebat om ret og pligt (mest pligt) i en tid, hvor der er mangel på arbejdspladser. Vi er i en lavkonjunktur med mangel på arbejdspladser, men beskæftigelsespolitikken bygger på instrumenter, der er udviklet til en højkonjunktur, hvor der var mangel på arbejdskraft. Politikken fejlede den gang – og den gør det i dag.

Den store udfordring er at bistå den enkelte i at få magten over eget liv tilbage. Det knokler medarbejderne i jobcentrene for hver dag. Det lykkes ofte på trods af de rammer, der er for arbejdet og ikke på grund af dem.

Forråelse

Det er mit indtryk, at der sker en forråelse i det danske samfund. Det er ikke kun nogle få udsatte og meget pressede borgere, der opfører sig uacceptabelt. Det er en mere generel tendens.

Og det kommer ikke kun til udtryk i jobcentre og borgerservicecentre. Parkeringsvagter bliver overfuset, kundeservicemedarbejdere i DONG bliver ringet op og skældt hæder og ære fra, og der kan findes talrige andre eksempler.

Jeg vil ikke påstå, at det er resultatet af 10 års borgerlig værdikamp. Men jeg vil påstå, at værdikampen kunne være brugt til noget andet og mere positivt taget i betragtning af det værdiskred, der øjensynligt er sket. Det store spørgsmål er så nu, om den nye regering vil tage tyren ved hornene? For ret og pligt er ikke dækkende her.

Nye rammer for jobcentermedarbejdere og andre offentligt ansatte og en sund og positiv værdidebat, hvor solidaritet, samarbejde og sammenhæng er i fokus, er så sandelig nødvendig.

Mads Samsing er næstformand i HK Kommunal.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. apr. 2012 - 11:35   30. aug. 2012 - 20:46

Kommentar