Mens vi på en række områder har formået at reducere ulighederne i det danske samfund, så går det den forkerte vej, når det kommer til sundhed.

Jens Jonatan Steen er analysechef i tænketanken Cevea.

Aage Christensen

af Jens Jonatan Steen

Du skal møde Bjarne. Bjarne er lastbilchauffør og 3F’er. Han var – med sin begrænsede hang til motion og yndlingsretten frikadeller med brun sovs – stærkt på vej mod bunden af sundhedsstatistikkerne. Han tilhørte risikogruppen.

Mens vi på en række områder har formået at reducere ulighederne i det danske samfund, så går det tværtimod den forkerte vej, når det kommer til sundhed.

Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at middellevetiden for de 25 procent rigeste mænd er på 82,0 år, mens middellevetiden for de 25 procent fattigste tilsvarende er på 72,2 år.

Dermed er der næsten 10 års forskel i levetiden mellem de 25 procent rigeste og fattigste i Danmark. Mens forskellen mellem rig og fattig for 25 år siden i 1987 var på kun 5,5 år, så er den altså i dag fordoblet.

Det skyldes blandt andet, at de lavest uddannede (ofte samtidig de laveste indtægter) dyrker mindst motion og lever mest usundt, hvorfor de oftest rammes af kroniske sygdom.

Eksempelvis lider 10 procent af danskerne uden uddannelse af diabetes, mens det samme kun gælder for knap tre procent af danskerne med lange videregående uddannelser.

En lastbilchauffør som Bjarne har derfor også omkring 50 procent større chance for at få diabetes end resten af befolkningen.

Flest læger til de rige

Det samlede uddannelsesniveau slår også igennem på livskvalitet og sundhed på en række øvrige parametre. For eksempel har den ufaglærte arbejder i gennemsnit 11,8 lægebesøg overfor akademikerens 6,8 besøg.

Samtidig forbruger de ufaglærte i gennemsnit 2600 kroner årligt på receptpligtig medicin, mens akademikernes sundhedstilstand gør, at de kan nøjes med kun 1600 kroner. Altså massive forskelle mellem de lidt og de meget uddannede.

Men selvom det er de ufaglærte, som er mest udsatte og har det markant største behov for sundhedsydelser, så klumper speciallægerne alligevel sig sammen om de sundeste og rigeste danskere.

Hvis vi ser på forskellen imellem landsdele, så har hele 30 procent af alle de praktiserende speciallæger etableret sig i Nordsjælland, samt på Frederiksberg og Østerbro i København. Det giver en tæthed på hele 104 per 100.000 indbyggere i disse områder, mens for eksempel lægetætheden i Region Nordjylland kun er 13.

Den i forvejen pressede provins er altså også ramt på mulighederne for at søge læge, og det vil næppe forandres til det bedre med de nye supersygehuse.

Med andre ord taler statistikkerne for, at Bjarne skulle ende på sygehuset med en kronisk lidelse som sukkersyge, men det er ikke sket. Tværtimod har Bjarne skiftet kurs; han har smidt 20 kilo, han har skiftet ostemaden ud med frugt og han har droppet bilen til fordel for cyklen.

Projekt Sundhedstjek

Bjarnes hverdag blev således helt forandret, da han for knap et år siden gennemførte et sundhedstjek på sin arbejdsplads. Sundhedstjekket skabte rammen om sundere liv.

I stedet for at vente passivt på at folk skulle komme til sundhed, så har projekt »Sundhedstjek«, som fagforeningen 3F startede den 1. januar 2011, forsøgt at bringe sundheden direkte ud på 53 arbejdspladser med 6.000 medarbejdere.Hvoraf Bjarne udgjorde en enkelt undersøgelse.

Forsøget 3F’s Sundhedsprojekt har allerede på de foreløbige resultater vist, at man fanger en gruppe, hvor op imod halvdelen ikke har været til læge i mere fem år.

Det nye initiativ rammer altså en ny målgruppe, og med direkte samarbejde med arbejdsgiverne har resultaterne været ganske imponerende. Bjarne konkluderede således også opmuntrende: »Når både firmaet, konen og kollegaer er med til at skubbe på, så er det faktisk ikke så svært at holde fast i de sunde vaner«.

Selvom det fremragende initiativ fra 3F fortsat bør være frivilligt, så udgør det et oplagt tema for de kommende trepartsforhandlinger og den efterfølgende finanslov for 2013!