Så sig da, at det er fordi vi ikke gider at forsørger de få, der ikke har en chance på et arbejdsmarked, der ikke har vilje til at have dem med!
Det har altid bekymret mig, når de, der diskuterer, og de, der beslutter, hvordan en god socialpolitik skal se ud, ikke lade god etik og saglig viden være ledetråden, men griber til nedladende moraliseren og billig retorik.
Lige nu kommer jeg til at tænke på dette, når jeg hører flosklen, at »unge skal ikke parkeres på førtidspension«. Jeg har lige så ondt ved den sætning, som jeg for nogle år tilbage havde det med et tilsvarende slagord: »Det skal kunne betale sig at arbejde«.
Jo da, sådan basalt set må vi hver især sikre os vores forsørgelse, og hvis vi ikke kan det, må vi gå til grunde. Det urinstinkt sidder nok dybt i os. Men vi lever altså ikke i en urtid og heller ikke i rå kapitalistisk tid, hvor vi bare kan overlade det til den enkelte selv at være ansvarlig for sit liv – eller gør vi?
Det skal heller ikke gøres til et spørgsmål om at få justeret nogle dårlige vaner og »tage sig sammen«, som jeg har set det formuleret i den debat om overførselsindkomster, der stadig nu efter regeringsskiftet huserer.
Jeg er ved at være bange for, at det er rigtigt, når Claus Hjort Frederiksen påstår, at den tidligere liberale regering i løbet af de sidste 10 år har vundet værdidebatten og det både ude i befolkningen og langt ind i de socialistiske partiers rækker.
Er der job?
Nu skal vi altså til at lade være med at parkere unge mennesker. Jeg forstår på sprogbrugen, at det ikke er godt at parkere nogen, og jeg forstår, at der nu virkelig skal gøres op med noget, der har været almindeligt at gøre tidligere.
Jeg kan forstå, at kun gennem arbejde bliver man et ordentligt og værdifuldt menneske. Alle, i hvert fald alle unge, kan jeg også forstå på debatten, kan på det frie og kapitalistisk baserede arbejdsmarked få sig et job, som de kan klare. Og det på sådan en måde, at de indbringer mere til virksomheden, end de koster i løn.
Ellers er man parat til at mene, at de så i hvert fald har bedre af at arbejde for kontanthjælpen, end at sidde parkeret derhjemme i ensomhed og fortabthed. Derimod levnes der ikke mange ord om alternative og mere rummelige arbejdspladser og ret til en løn, der er til at leve for, uanset hvor dårlig man er til at producere.
Lige i dag er der små 2000 unge mellem 18 og 30 år, der er hjemløse. Det svarer til op mod i hvert fald 7000 unge i den alder, der er hjemløse i løbet af et år. Eller sagt på en anden måde – omkring en ud af hver 100 unge.
Svigtede unge
Sådan har det været i mange år. I 1992 talte jeg systematisk med unge hjemløse til brug i en stor undersøgelse. Næsten alle var nogle, der havde oplevet svære svigt og grov forsømmelse i hele deres barndom.
Hvis ikke det var forældrene, der havde svigtet, var det myndighederne. Næsten alle var gået ud af skolen med en dårlig erfaring og uden at fortsætte i en uddannelse. De fleste havde alvorlige sociale og sundhedsmæssige problemer. Sådan er det også i dag.
Der er ude i samfundet andre grupper af unge, der har andre tunge problemer, som gør det svært at komme ind på et krævende arbejdsmarked. Nogle af dem, jeg talte med dengang, kender jeg stadig, og nogle af dem lever af en pension, der gør livet lettere for dem. Nogle af dem har interesser, de går op i, nogle lever i et samliv, og nogle har lidt arbejde ind imellem. De fleste har de samme problemer, de har haft livet igennem, og lider også under dem.
Men at gøre det at være på førtidspension til at være parkeret et sted, og at få det til at lyde, som om det er pensionen, der er årsagen til deres problemer, det er at forvride virkeligheden.
Så sig da, at det er fordi vi ikke gider at forsørger de få, der ikke har en chance på et arbejdsmarked, der ikke har vilje til at have dem med, og lad være med at få det til at lyde som om, det er den ultimative godhedsindsats, man har gang i.
Preben Brandt er formand for Københavns Kommunes Udsatteråd og Projekt Udenfor.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278