Mette Frederiksen er firkantet og dele af udspillet ligner VK’s for meget, men der er milevid forskel på hendes forståelse af det sociale område og Inger Støjbergs mangel på samme.

Knud Vilby er formand for Socialpolitisk Forening.

Aage Christensen

Det er vigtigt at fastholde, at der er rigtigt positive elementer i det første regeringsudspil på det socialpolitiske område – reformen af førtidspension og fleksjob.

Hvis det lykkes at få skabt et forløb, hvor udsatte unge har en enkelt sagsbehandler og ikke en hel flok, i det der nu kaldes ressourceforløb, så vil det være fantastisk positivt.

Og efter en start, som vil blive både besværlig og omkostningskrævende, er der bureaukratipenge at spare. Opgøret med siloerne i det sociale system og beskæftigelsessystemet er nødvendigt. Der skal mere til, men det er et vigtigt første skridt.

Jeg vil også fastholde, at beskæftigelsesministeren har ret i, at det er bedre at have noget at »leve for« end kun noget at »leve af«. Kan man på en meningsfuld måde give sårbare unge et positivt alternativ til førtidspension, er også det meget vigtigt.

Mette Frederiksen er firkantet og dele af udspillet ligner VK’s for meget, men der er milevid forskel på hendes forståelse af det sociale område og Inger Støjbergs mangel på samme.

Hvis sigtet er realistisk mener jeg også, det kan forsvares, at nogle midlertidigt får en lavere ydelse end førtidspensionen, hvis de også får muligheder, som systemet ikke hidtil har givet dem. I fattigdomsdebatten trækkes de studerende ud af statistikken, og argumentationen er, at unge godt kan leve beskedent i nogle år uden at være fattige, hvis perspektivet er en bedre livsindkomst.

Man skal passe på med parallellen, men hvis Mette Frederiksen, Karen Hækkerup og reformen giver nogle sårbare unge et bedre livsperspektiv, er der opnået meget.

Der er faktisk nogle tendenser til et nyt syn på mennesker, og der er forsøg på at gøre op med dele af den mislykkede socialpolitik. Det synes jeg, vi skal respektere og byde velkommen.

Hvem betaler og hvem får?

Men der er også meget store problemer, og de bliver ikke mindre af, at regeringen søger forlig hen over midten og kobler Enhedslisten af.

Regeringen har lovet at skabe et mere lige samfund, men foreløbig trækker de fleste reformforslag i modsat retning. Set isoleret vil reformen af førtidspension og fleksjob yderligere øge uligheden, fordi den lader de svageste betale.

De får nogle af pengene tilbage i kraft af merinvesteringer i deres eget område, men som en kritiker sagde, så beder man ikke kræftpatienter om selv at betale en bedre kræftindsats.

Skal der være forlig med Venstre, vil Venstre have styr på, hvordan regeringen bruger besparelser. Og oversættes det efter de principper, VK-regeringen brugte i ti år, betyder det, at Venstre vil have garanti for, at pengene ikke bruges til social udligning.

Finans- og skattepolitikken er uden for Mette Frederiksens og Karen Hækkerups område, men det er nødvendigt at gentage, at regeringen har afskåret sig fra at lade de bredeste skuldre eller de største parcelhuse betale mere.

Statsministeren har sagt, at alle skal mærke krisen, men handlingerne viser, at de rige ikke skal, at boligejerne ikke skal, og at den solide agtværdige arbejder, der smører leverpostejmadder om morgenen, næsten heller ikke skal.

Derfor klinger det hult, når man taler om, at alle skal betale. SF’s skatteminister har også omdefineret, hvad SF mener med ulighed. Det er slet ikke det samme som for et år siden.

Hvem betaler og hvem får? Det er det ene meget store problem.

Hvor er arbejdspladserne?

Det andet er den fundamentale mangel på arbejdspladser. Sparepolitikken er gået så langt, at den offentlige sektor skaber flere arbejdsløse og ikke flere arbejdspladser. Kommunerne sparer mere, end de er blevet bedt om, og staten følger op. Hvor skal de job komme fra, som de svage skal leve for og af?

Danmark er et af de europæiske lande, der har den absolut højeste beskæftigelsesfrekvens. Omkring 75 procent af alle i den arbejdsdygtige alder har job. 100 procent bliver tallet aldrig, og de 25 procent inkluderer blandt andet folk, der er kort eller langvarigt syge og på orlov (barsel).

I Socialpolitisk Forening prøvede vi at råbe den gamle regering op og understrege, at der er andet i livet end beskæftigelse, og at mennesker har rettigheder og krav på værdighed, også selv om de ikke er på arbejdsmarkedet.

SRSF må ikke også falde i den grøft, hvor man tror, at al socialpolitik ligger i Beskæftigelsesministeriet. Det vil stresse de svage yderligere og skabe endnu større usikkerhed.

Samfundet har pligt til at sørge for, at manglen på arbejde ikke først og fremmest rammer de unge og sårbare. I den forstand skal alle have deres chance. Mange skal have en bedre chance, end de får i dag, og nogle skal hjælpes ved at stille krav til dem.

Men regeringen må ikke være med til at genskabe en reaktionær og fordomsfuld illusion om, at arbejdsløshed alene er den enkeltes skyld og lønnet arbejde den eneste vej til værdighed 

Knud Vilby er formand for Socialpolitisk Forening.