Det er et problem, at nogle arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere ikke står til rådighed. Men det er i min optik et endnu større problem, at der ikke er arbejde til dem, der gør.

Mads Samsing er næstformand i HK/Kommunal.

Aage Christensen

Den omfattende økonomiske krise har ført til et stort tab af arbejdspladser, en voldsomt længere kø af ledige og et øget pres på de offentlige udgifter.

Jeg er helt enig i, at vi skal arbejde os ud af krisen. Jeg er også enig i, at beskæftigelsesindsatsen skal bygge på ret og pligt, og at de, der kan, skal i arbejde eller uddannelse.

Jeg anerkender den demografiske udfordring, vi kommer til at stå med om nogle år, hvor færre skal forsørge flere. Det er en stor udfordring, og vi skal finde en holdbar løsning. Uddannelse og bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed er to af de væsentligste indsatsområder.

Så langt er jeg helt på linje med de politikere og andre meningsdannere, der sætter dagsordenen i den beskæftigelsespolitiske diskussion. Men herfra begynder det at knibe. For jeg finder det meget besynderligt, at dagsordenen er snævert begrænset til et øget arbejdsudbud.

Ejendommelige regnestykker

I øjeblikket vælter det ud med tal fra alle sider, der viser hvor mange, der ikke gider lave noget.

Det vil angiveligt øge arbejdsudbuddet (og dermed indforstået også beskæftigelsen) med 2000 fuldtidspersoner, hvis dagpenge og kontanthjælp til de 25-30-årige halveres.

Omvendt bliver regningen for afskaffelsen af fattigdomsydelserne ifølge de smarte regnedrenge ikke kun 350 millioner kroner men 800 millioner kroner, fordi op mod 3000 personer angiveligt nu vil skynde sig at forlade arbejdsmarkedet for at leve i sus og dus på kontanthjælp.

Det var den samme grundlæggende antagelse, der fik daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) til at kalde 300-timers reglen en succes og stramme den yderligere, fordi en tredjedel var kommet i arbejde.

Et stort problem – og et større

Den seneste arbejdskraftundersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at en tredjedel af de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere efter deres egen opfattelse ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Og en ny analyse fra DA viser, at et tilsvarende antal efter eget udsagn kun vil sige ja til et job, hvis de kan få mindst 3000 kroner mere om måneden efter skat.

Jeg har ikke belæg for at betvivle de tal, og det er ikke i orden, at det forholder sig sådan. Fuldt arbejdsdygtige ledige skal selvfølgelig stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis ikke de gør det, så skal der tages hånd om det ved at udnytte de muligheder, der allerede er i lovgivningen.

Det er et problem, at en tredjedel af de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere ikke står til rådighed. Men det er i min optik et endnu større problem, at der ikke er arbejde til de to tredjedele, der gør og gerne vil.

For dem handler det ikke om at øge arbejdsudbuddet. Det handler om at øge efterspørgslen. Og hverken de som enkeltpersoner og familier eller vi som samfund har råd til, at de skal vente på, at det øgede udbud måske skaber en øget efterspørgsel på sigt.

Vi skal arbejde os ud af krisen

Vi skal arbejde os ud af krisen. Men det forudsætter, at der er arbejdspladser. Ikke kun på sigt – hvilket for de, der står uden arbejde, vil syne af en fjern fremtid – men her og nu.

Jeg påstår ikke, det er let. Men det gør det ikke nemmere, når det arbejdsmarkedspolitiske – nå nej – det beskæftigelsespolitiske fokus er så entydigt rettet mod et øget arbejdsudbud.

Vi har behov for igen at få en bredere arbejdsmarkedspolitisk dagsorden, hvor arbejdsløshed ikke anses for at være frivillig og hvor pisk og gulerod ikke er de eneste værktøjer, der tages i brug.

Mads Samsing er næstformand i HK Kommunal