I udgivelsen af Marx' og Engels samlede skrifter (Marx-Engels Gesamtausgabe – MEGA) er der nu udkommet et nyt bind, bind 1-8, som består af artikler og afhandlinger fra tiden oktober 1848 til februar 1849.

Men som altid må også dette bind i serien betegnes som ikke kun grundigt, men yderst interessant.

MEGA er sammensat af fire afdelinger. Med udgivelsen af det foreliggende bind af MEGA er værket nu kommet yderligere et godt stykke fremad mod målet, for nu er 75 procent af I. afdeling afsluttet. Der mangler dog visse centrale værker også i denne afdeling, som for eksempel Manifestet. Det udkommer sikkert som del af bind 6 i denne afdeling for tidsrummet januar 1846 til februar 1848. 

Vi kan også regne med at se bind 9, der ifølge planen vil indeholde den sidste tredjedel af teksterne i Neue Rheinische Zeitung. I bind I-8 bliver der flere gange henvist til andre dele af dagbladet, så det lader til at de to udgivere af de første bind af "trilogien" allerede er kommet godt i gang med bind I-9. 

Det har imidlertid vist sig, at anmeldelsen af bind 7 tog fejl i spådommen om dette bind: dér formodedes i Arbejderhistorie, at krigen i Slesvig også ville have betydning for det nye bind. Det har nu vist sig, at den forudsigelse var fejlagtig, der findes kun nogle beskedne bemærkninger om, for eksempel at den danske hær klarede sig mod den preussiske og således udelukkede Preussen fra at deltage i verdensmarkedet (s. 279). Derudover er der en hel sætning på - fejlagtigt – dansk (s. 459). Måske kan vi forvente nogle afsluttende bemærkninger i bd. I/9, der dækker tidsrummet marts – maj 1849 om dette emne. Engels og Marx påtog sig nye opgaver i de fem måneder fra oktober til februar 1848/1849, inden avisen blev endeligt forbudt.

>> LÆS OGSÅ: Nyt MEGA-bind om den europæiske revolution 1848

På valsen

I tiden op til 1840 begyndte små grupper af europæiske arbejdere – især i Schweiz og Frankrig gennem en halv snes år – at samarbejde, udgive afhandlinger og blandt andet på baggrund af vandrende svendes særlige erfaringer at diskutere deres situation. Disse diskussioner førte i begyndelsen ikke direkte til en fjendtlig holdning mod de verdslige og kirkelige myndigheder. Desuden begyndte visse af svendenes organisationer at udgive skrifter, hvor diskussionerne igen kunne formidles til andre frie organisationer og individer.

I slutningen af 1840’erne fandt de tidlige arbejderorganisationer en teoretisk baggrund i skrædderen Wilhelm Weitlings hovedværk, som Marx roste i høje toner. I løbet af få år blev de to imidlertid uenige, og efter revolutionen i 1848 brød de med hinanden (se: Den communistiske hovedmand, i: Arbejderhistorie nr. 2/2016 s. 79-99).

Revolution i Frankrig

I februar 1848 udbrød den europæiske revolution, som i nogle sammenhæng fik betydning for den arbejderklasse, der var ved at opstå. I Tyskland havde der i enkelte regioner, for eksempel i området langs floderne Ruhr og Rhinen, udviklet sig industrielle miljøer. De politisk progressive bevægelser samarbejdede desuden med visse socialistiske teoretikere. Ikke kun i Tyskland havde der udviklet sig en socialistisk bevægelse blandt akademikere og andre intellektuelle, hvilket igen betød en styrkelse af de forskellige oppositionelle kræfter.

Med den voksende arbejderklasse fik den nye arbejderforening for eksempel i byen Köln stor opbakning, og i løbet af kort tid udviklede adskillige andre foreninger sig til selvstændige socialistiske organisationer.

Imidlertid var Kommunisternes Forbund (Bund der Kommunisten) med sine få hundrede medlemmer ikke et tilstrækkeligt stærkt redskab i den daglige kamp, og ledelsen – især Marx og Engels – satsede på at oprette en stor socialistisk avis. Marx havde allerede tidligere redigeret en avis, "Rheinische Zeitung" i Köln, som var en af de største byer i den før Tysklands samling selvstændige stat, Preussen. 

Foruden arbejderne var der mange liberal-demokratiske og oppositionelle borgere i byen. Det førte til, at avisen fik undertitlen "Organ der Demokratie". Avisens undertitel skulle understrege, at den var en del af venstrefløjen, uden dog at være en revolutionær avis. Det lykkedes åbenbart: Neue Rheinische Zeitung blev en ofte citeret avis, der formidlede Kommunisternes Forbunds politiske standpunkt. 

Der findes i øvrigt et udmærket speciale fra Københavns universitet om Neue Rheinische Zeitung's ekko i Danmark, som burde indgå i en kommende diskussion om tyske kommunisters bidrag til den internationale diskussion. Imidlertid forhindrer de tyske universiteters regler at bruge duplikerede afhandlinger. Ved at udgive specialets teser i en artikel i Arbejderhistorie kunne den regel nok omgås. Specialet findes i ABA: Erik Germer, "Neue Rheinische Zeitungs ekko i dansk presse 1848 til 1849" (2002).

Engels på rejse

I tiden fra 1846 til 1848 var Engels konstant på rejse mellem Bryssel, Paris og Köln. Han og Marx arbejdede energisk på at etablere et samarbejde med forskellige arbejderorganisationer og deltog i arbejdet med diverse oppositionelle tidsskrifter. 

Marx blev også udvist til Paris. For Engels var det ikke nogen katastrofe, men Marx var gift og havde børn, hvilket vanskeliggjorde situationen. Resultatet af deres aktivitet blev også, at forskellige organisationer enten blev videreført og andre oprettet. Blandt disse var den mest livskraftige Kommunisternes Forbund. Dette gennemførte kongresser i 1847 og 1848 og overdrog opgaven med at skrive et politisk program – Manifestet – til Marx og Engels. Desuden var begge medarbejdere ved forskellige andre tidsskrifter.

>> LÆS OGSÅ: MEGA: 406 breve til og fra Friedrich Engels

Neue Rheinische Zeitung

I februar 1848 begyndte den franske revolution, som førte til Kommunistisk Forbunds reaktivering og gjorde det til en absolut nødvendighed at etablere et centralt blad i Tyskland. 

Det lykkedes, og avisen udkom fra 1. juni 1848. Principprogrammet var udkommet på tysk i Manifestet umiddelbart før revolutionen og desuden et selvstændigt arbejdsprogram. 

Ligeledes udvikledes en faglig organisation, der fik en betydelig tilslutning. Samarbejdet mellem denne og Kommunisternes Forbund var ikke særligt omfattende. Men fagorganisationens ugeblad overtog i en del tilfælde artikler fra Neue Rheinische Zeitung, ligesom det lykkedes at få anbragt hele programmet eller dele af det i forskellige aviser rundt omkring i Tyskland.

Introduktionen i bindet

På det grundlag blev det dernæst muligt at udgive det noget større dagblad, Neue Rheinische Zeitung. I MEGA 1-8 skriver bindets udgivere to omfattende indledninger til det, hvori de lægger særlig vægt på Engels’ bidrag, det vil sige hans udkast til artikler om udviklingen i Schweiz og Ungarn. Især artiklerne om Ungarn er af interesse. Men han arbejdede derudover med artikler om udviklingen i en del andre lande, et arbejde han dog ikke stod alene med. 

Ud over Marx var der andre i den lille redaktion, der havde erfaringer med udlandet, især Storbritannien, Frankrig, Italien, Østrig, Polen, USA, Bulgarien og Kroatien.

Alle disse udgivelser er forsynet med udførlige forklaringer, kommentarer og vurderinger fra udgivernes side. Alene introduktionen til hele bindet (s. 583 – 658) er en central kilde til forståelsen af de hyppigt ikke umiddelbart lettilgængelige tekster. Disse notater indeholder væsentlige relevante bidrag til forståelse af de omtrent 180 år gamle tekster. 

Den daværende diskussion forudsætter indsigt i den samtidige situation i Europa, der adskiller sig meget fra den nuværende. Derfor kan datidens analyser naturligvis ikke umiddelbart overføres på nutidige forhold, hvilket i sig selv bør forhindre en dogmatisk forståelse af disse tekster. Metodisk er de brugbare i bestemte situationer, men konkret er de ikke længere direkte brugbare.

>> LÆS OGSÅ: Nyt MEGA-bind ser Marx og Engels over skulderen

Schweiz og Ungarn

Engels blev af omstændighederne tvunget til at forlade Tyskland på grund af hans aktive deltagelse i de revolutionære kampe i Ruhrområdet og det sydvestlige Tyskland. Han rejste derfra til Paris. Derfra tog han ufrivilligt ophold i Bryssel og rejste frem og tilbage mellem Tyskland, Bryssel og igen til Paris. 

Efter revolutionens fornyede udbrud i Tyskland deltog han i arbejdet med Neue Rheinische Zeitung fra oktober 1848. Hans bidrag til revolutionen indskrænkede sig som nævnt ikke til det journalistiske arbejde. Han deltog som leder sammen med andre frihedskæmpere i kamphandlinger og erobringen af et våbenlager og blev derfor efterlyst og måtte flygte til Paris. Han kunne først vende tilbage til Tyskland i begyndelsen af 1860’erne.

Efter nogle ugers ophold i Paris begav han sig ud på en fodrejse til Schweiz, hvor han blev anerkendt som politisk flygtning. Vigtigere var hans samarbejde med Neue Rheinische Zeitung som journalist. I tidsrummet for det her diskuterede bind (oktober 1848 - februar 1849) arbejdede han desuden for schweiziske blade. Det ændrede sig først, da han i januar 1849 kunne vende tilbage til Köln.

Her begyndte han arbejdet med en analyse af situationen i Ungarn. Det var i denne artikelserie, at Engels begyndte at udvikle teorien om "de historieløse folkeslag". Det blev emne for diskussion i løbet af de følgende årtier. Endnu i begyndelsen af 1890erne holdt Engels med visse væsentlige korrekturer fast i denne tese. Udsagnet blev erstattet med en påstand om "små nationer", som ikke ville underordne sig de tre store lande (Tyskland, Frankrig, Storbritannien – i nogle sammenhænge også Østrig), for kun i disse lande kunne revolutionen gennemføres. Engels var af den opfattelse, at socialisterne kun her efter at have erobret flertallet i arbejderklassen ville kunne erobre og fastholde den politiske magt.

 Arbejderklassens kamp 1848 – 1889

I 1890’erne medgav han dog, at også mindre stater (han nævnte specielt Belgien) kunne have betydning og spille en en rolle i den proces, der skulle føre til arbejderklassens sejr. 

Baggrunden for denne udvikling kan for eksempel findes i et brev fra Engels til Paul Lafargue fra 3. november 1892. I en ny udgave af Marx´ afhandling "Klassekampene Frankrig 1848 til 1850", altså et tidspunkt hvor Engels stod midt i det revolutionære opgør med borgerskabet, præsenterede han i indledningen en vurdering, som har været omstridt på venstrefløjen siden da.

Det er en vanskelig opgave at vurdere, hvad Engels mente, eller snarere hvad hans efterfølgere mente: havde han opgivet nødvendigheden af den revolutionære barrikadekamp, som længe havde været hans faktiske overbevisning, eller forsøgte han at finde en anden vej frem til socialismens sejr? En sejr, der ikke måtte koste deltagerne i den kommende revolution, livet. Engels’ vurdering var, at Arbejderklassens deltagelse ved erobringen af den politiske magt var afhængig af de aktuelle omstændigheder for den videre udvikling og de skiftenden forhold. 

Overvejelserne fra 1848 og 1851 var forbundet med udviklingen fra 1889 og frem. Det bliver tydeligt i diskussionen mellem de forskellige grupperinger, som her dukker op blandt tilhængere af Wilhelm Weitling, Mikhail Bakunin og andre som for eksempel Marx og Engels.

Nye tekster

Marx og Engels var hovedredaktørerne af Neue Rheinische Zeitung, fordi Marx havde erfaring med arbejdet på en stor avis, Rheinische Zeitung, hvor han arbejdede som journalist fra 1842 og blev redaktør i oktober samme år. Han tog dog sin afsked i marts 1843. 

Engels derimod havde nærmest ingen erfaring som journalist. Men det viste sig hurtigt, at han var en god avismedarbejder og en god forfatter, der hurtigt kunne læse sig ind aktuelle problemstillinger. Redaktionen bestod i øvrigt hovedsagelig af yngre revolutionære, der samarbejdede godt og havde udmærket sig i de samtidige konflikter og debatter.

Engels var som sagt tvunget til at flygte til Schweiz i efteråret 1848 og fik dér hurtig kontakt med dele af den lokale presse. Men han så ikke sig selv som korrespondent vedrørende forholdene i et lille land som Schweiz. Engels stod som forfatter til adskillige beretninger af forskellig karakter i de cirka tre måneder, han opholdt sig i landet. 

Han var ikke bange for at klandre de schweiziske kolleger for kun at berette om "lokale lusede historier af snavset karakter" (s. 663). I et andet schweizisk eksempel nedvurder Engels "Die Schweizer Presse" (s. 303-304) i en gennemgående ubehagelig tone. I tiden efter årsskiftet 1848/1849 fik artiklerne som nævnt et andet og mere værdifuldt indhold. I 34 artikler behandlede han her den interne krig mellem Østrig og Ungarn og skrev efter hjemkomsten til Tyskland mere end 110 bidrag om den ungarske uafhængighedskrig (s. 659).

Borgerkrigene 1848 til 1851

Østrig var på dette tidspunkt en europæisk stormagt og havde siden 1815 haft en dominerende stilling blandt de europæiske stater. Men sammenholdet mellem de forskellige nationale befolkningsgrupper i Østrig var ved at smuldre. 

Nogle af de italienske stater, der opstod under fredsforhandlingerne efter Napoleonskrigenes afslutning, havde allerede løsrevet sig fra den østrigske dominans. I tiden op mod 1848-revolutionen var flere af disse nationale befolkninger indstillet på at opnå selvstændighed: Tjekker, slovakker, ungarske grupper, polske, ukrainske hhv. ruthenske, rumænske, slovenske, transsylvanske sakser, serber, italienere og flere andre etniske mindretal, der alle gjorde krav på at oprette mere eller mindre selvstændige stater. 

Engels vendte sig stærkt mod disse initiativer med den begrundelse, at kun ungarerne, polakkerne og tyskerne gik ind for en demokratisk udvikling. Åbenbart var hans kendskab til de østeuropæiske folkeslag ringe, hvilket han også demonstrerede i artiklen fra 13. januar 1849. Ifølge Engels havde tyskere og ungarere i henved 1000 år haft dominansen over alle andre folkeslag i Østeuropa. Han demonstrerede således klart sin manglende viden om de faktiske etniske grupperinger i Østeuropa. I virkeligheden boede de tysktalende forskellige steder i Ungarn: Henved 100.000 var indvandret til Transsylvanien efter cirka 1250 – mens andre tysktalende var indvandret til områder langs med Donau, efter at Tyrkiet havde tabt krigene i 1700-tallet. Ungarerne og polakkerne boede hver for sig i relativt klart afgrænsede områder. Ud fra Engels’ vurdering var de slaviske befolkningsgrupper generelt politisk konservative – dog med undtagelse af polakkerne. I de slaviske områder var der opstået en panslavistisk ideologi, der ville forene alle slaviske områder, og derfor blev de af Engels betragtet som reaktionære. 

I løbet af udviklingen reviderede Engels sin opfattelse på visse punkter (se s. 289), som ikke skal diskuteres her, men som viser, at den dialektiske materialisme var på et tidligt stade i sin udvikling.

Grundigt og interessant

Det har været et stort arbejde at finde frem til forfatterne af de enkelte bidrag. I overensstemmelse med datidens sædvane anførtes disse kun undtagelsesvis i avisen. Der findes ofte henvisninger til forfattertegn, men de er ikke brugt konsekvent eller har været brugt af forskellige medarbejdere i samtiden. Det gjaldt for dette bind om at sandsynliggøre begrundelsen for at tilskrive Marx eller Engels ophavsretten til de enkelte artikler. Det er lykkedes i vidt omfang, og med udgivelsen af disse foreligger de nu for første gang som verificerede tekster af Marx og Engels.

Samtidig har forfatterne gjort rede for, at en del tekster af Marx og Engels (i alt ligeledes 15) nu er blevet fjernet fra dette MEGA-bind. Udgiverne har konkluderet, at de hverken er skrevet af Marx eller Engels (s. 650). En entydig liste over de hidtil ukendte tekster skrevet af Engels mangler her (se dog s.659 og 666.)

En god fornyelse er et emneregister, hvilket ikke kendes fra tidligere bind i serien. Registre over anvendt litteratur etc. og et navneregister findes ligeledes. Det sidste er ualmindelig tyndt, men mange biografiske informationer er beskrevet i anmærkningerne til de enkelte tekster og dermed spredt over hele bindet. Men som altid må også dette bind i serien betegnes som ikke kun grundigt, men yderst interessant.