I udgivelsen af Marx' og Engels samlede skrifter (Marx-Engels Gesamtausgabe – MEGA) er der nu udkommet et nyt bind, som består af artikler og afhandlinger fra tiden februar til oktober 1848.

Den mest omfattende del af det nu udkomne MEGA-bind indeholder artikler fra Neue Rheinische Zeitung, som nu trykkes for første gang, siden de udkom i avisen. 

Alt imens den almene erhvervsmæssige udvikling i Europa tilspidsedes fra midten af 1840'erne, begyndte små grupperinger af arbejdere at udvikle en forståelse af samfundsforholdene. Det var kun få der organiserede sig, og det var oftest vandrende svende, der for at få hjælp af landsmænd samledes i foreninger, hvor man kunne synge og spise sammen, men også diskutere politiske spørgsmål.

En af disse svende var buntmageren Niels Lorents Petersen, der fra begyndelsen af 1840'erne og de næste 50 år frem var en aktiv deltager i den begyndende arbejderbevægelse i adskillige af de europæiske lande – også i Danmark startede han en forening, der siden indgik i Den internationale arbejderforening i 1871.

Men det var ikke kun arbejdere, der organiserede sig omkring politiske og faglige spørgsmål. Der fandtes især i Frankrig foreninger af intellektuelle, som forsøgte at udvikle organisationer, der skulle overtage styringen af samfundet ud fra teoretiske overvejelser. Disse socialistiske målsætninger skulle realiseres blandt andet ved oprettelsen af såkaldte "kolonier" især i USA. Der opstod ganske få kolonier, som alle kuldsejlede – vi kender lidt til forløbet af Louis Pios forsøg på oprette en "koloni" med de penge, han blev bestukket med af politiet.

Imidlertid var der kommet nye kræfter til - herunder en meget beskeden gruppe af intellektuelle, der så vejen frem til et nyt ejendomsfrit samfund i samarbejdet mellem dem og de mest aktive proletariske foreninger.

>> LÆS OGSÅ: Hvad er MEGA?

Det kommunistiske manifest

Det var især to unge mænd, der udviklede den teoretiske baggrund for den organisation, der skulle stå i spidsen, og fra 1846 opbyggede de første kontakter med eksisterende foreninger af vandrende svende især i Schweiz – her gjorde Niels Lorents Petersen en aktiv indsats. Skrædderen Wilhelm Weitling udarbejdede ud fra diskussionerne i svendeforeningerne en teoretisk forståelse for samfundets udvikling.

På anden kongres i december 1847 blev Marx og Engels opfordret til at udarbejde programmet for Kommunisternes Forbund, som organisationen kom til at hedde. 

De to nævnte unge mænd var Karl Marx og Friedrich Engels og specielt de i London eksisterende arbejderforeninger blev deres samarbejdspartnere i de kommende år.

En af foreningerne var Fraternal Democrats, i hvilken der blandt andet var flere danske og skandinaviske medlemmer. Medlemmerne var ikke kun arbejdere med forskellig national baggrund, men også med forskellig forståelse af hvad der skulle gøres.

Marx og Engels blev dog aktive i foreningen og samtidig i en illegal sammenslutning af hovedsageligt tysksprogede arbejdere på valsen. I 1847 blev de medlemmer af den illegale organisation, og Engels deltog i forbundets første kongres i juni 1847.

På anden kongres i december 1847 blev Marx og Engels opfordret til at udarbejde programmet for Kommunisternes Forbund, som organisationen kom til at hedde. I februar 1848 udkom programskriftet "Det kommunistiske manifest".

Revolution i Europa

I februar samme år udbrød en revolution i Paris, og i de næste måneder kom det til store bevægelser blandt utilfredse arbejdere. Oprørsstemningen i befolkningen førte til, at revolutionen hurtigt manifesterede sig i en lang række lande - specielt i Vesteuropa. I Frankrig fik revolutionen størst udbredelse og medførte kongedømmets fald. I de fleste andre lande nåede udviklingen ikke så langt. 

I februar samme år udbrød en revolution i Paris, og i de næste måneder kom det til store bevægelser blandt utilfredse arbejdere. 

I Danmark havde de liberale – borgerlige – oprørere andre problemer som trængte sig på. Her førte de nationale stemninger til, at den politiske radikalisering svækkedes: spørgsmålet om tilknytningen mellem kongeriget og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg og den derværende befolkning sproglige rettigheder tog overhånd og førte til en krig om Slesvig. De danske liberale ønskede at realisere det, der dengang blev betegnet som "Ejdergrænsen", hvorimod de tyske liberale krævede en grænse ved Kongeåen. De liberale i Danmark såvel som i hertugdømmerne kunne ikke enes om en deling af Slesvig, men krævede hver for sig hele hertugdømmet.

Tilsvarende gik det i flere af de andre lande i Europa: den demokratiske udvikling blev overskygget af andre spørgsmål. Desuden holdt Rusland nøje øje med udviklingen i Europa og gjorde alt for at forhindre revolutionerende mål.

Et arbejdsprogram

I Kommunisternes Forbund diskuteredes fremgangsmåden for de få hundrede kommunisters indgriben i udviklingen.

Foruden "Manifestet" udarbejdede Engels et ’arbejdsprogram’ i 17. punkter. De var udarbejdede med henblik på at fremme den borgerligt-demokratiske og ikke den direkte revolutionære udvikling. Udviklingen i de 39 tyske stater var imidlertid ikke så langt fremskreden som i England og Frankrig, derfor tog "arbejdsprogrammet" sit udgangspunkt i de umiddelbare krav, som fandtes i befolkningen.

Marx og hans samarbejdspartnere var alle medlemmer af Kommunisternes Forbund og satsede på at udgive et stort dagblad, der i første omgang skulle fremme den borgerlige revolution. 

Arbejdsprogrammet fik et vist ekko i pressen, indtil nu er der fundet tolv hele eller delvise aftryk i tyske aviser, men det var trods alt ikke nok til at få varig betydning under revolutionen.

Det gjaldt også for Forbundets øvrige politik. Marx og hans umiddelbare samarbejdspartnere var alle medlemmer af Kommunisternes Forbund og satsede på at udgive et stort dagblad, som skulle bygge sin politik på en demokratisk udvikling, der i første omgang skulle fremme den borgerlige revolution. De regnede med, at den proletariske revolution på denne baggrund ville skride hurtigere frem. Det var en fejlvurdering, det liberale borgerskab i Tyskland var ikke stærkt nok til at gennemføre en borgerlig revolution.

>> LÆS OGSÅ: MEGA: 406 breve til og fra Friedrich Engels

Dagbladet

Kommunisternes vurdering fik sit udtryk i avisens undertitel, Neue Rheinische Zeitung. Organ der Demokratie. Det lykkedes at indsamle penge nok til at starte avisen. Men i hele avisens levetid måtte der indsamles penge til at videreføre den.

Den var en anset avis og på den baggrund havde den en større indflydelse, end man kunne forvente af en beskeden politisk organisation.

Samtidig var den hele året 1848/49 under trussel fra myndighedernes side og blev faktisk forbudt første gang i to uger i efteråret 1848 (28. september til 11. oktober 1848). Det var et hårdt angreb mod avisens økonomi, men trods forbuddet kunne avisen udkomme igen i oktober. Med en energisk indsats fra redaktionens og medlemmer af forbundets side fortsattes udgivelsen, til det endelige forbund efter 301 numre kom den 19. maj 1849.

Ønsket om, at avisen ville få en omfattende udgivelse, blev bekræftet, oplaget steg til op mod 6000 eksemplarer indtil forbuddet kom i september 1848.

Det alene var lidt af en bedrift, Tyskland var som nævnt splittet i mange små selvstændige stater, kun den nordtyske stat Preussen og den sydtyske Østrig havde en betydelig vægt i Europa. Byen Köln i den vestlige del af Preussen var ganske vist den tredjestørste by i Preussen og var præget af at være et begyndende industrielt centrum, men lå ikke centralt for de politiske udviklinger.

Avisen fik et betydeligt oplag og blev citeret meget i den øvrige tyske presse, men også udenfor Tyskland var man opmærksom på bladets holdninger og vurderinger – eksempelvis bragte den da politisk mest radikale danske avis, Kjøbenhavnsposten, forholdsvis hyppigt artikler og citater fra Neue Rheinische Zeitung. Den var en anset avis og på den baggrund havde den en større indflydelse, end man kunne forvente af en beskeden politisk organisation.

Kommunisternes rolle

Marx var 30 år, Engels 28 og de var i kontakt med en generation af unge arbejdere, hvis livserfaring ligesom deres var beskeden.

Den mest betydningsfulde arbejderorganisation under revolutionen, Allgemeine deutsche Arbeiterverbrüderung, havde kun ringe kontakt til Kommunisternes Forbund. Dog overtog dens ugeblad mange af Kölner-avisens artikler. Umiddelbart var organisationens medlemmer mere interesseret i de direkte – ofte faglige – krav, arbejderne havde.

Kommunisternes Forbund medlemmer kom ganske vist tilbage til Tyskland under revolutionen, men de var som sagt kun få hundrede medlemmer og spredt over det meste af Tyskland. En stor avis var derfor det bedste middel til at nå ud til mange tusinde, og det var derfor også af betydning, at avisen fik en ledende position. Den kunne man opnå ved at positionere sig på det demokratis ’partis’ yderste venstrefløj og give udtryk for arbejdernes interesser. På denne position regnede kommunisterne med at kunne formulere en politik i den opstående arbejderklasses interesse.

Neue Rheinische Zeitung

Den mest omfattende del af det nu udkomne MEGA-bind (første afdeling bind syv) indeholder artikler fra Neue Rheinische Zeitung, som nu trykkes for første gang, siden de udkom i avisen. Det har krævet en uhyre stor indsats fra de to udgiveres side for at kunne bestemme, hvilke artikler der faktisk var skrevet af især Engels, idet langt den største del af avisen var anonyme bidrag.

MEGA er opdelt i fire afdelinger. I første afdeling findes alle trykte afhandlinger, den anden indeholder alle udkomne bind af Kapitalen, som Marx og Engels direkte har medvirket til, og udkastene til de faktiske bind. Tredje afdeling indeholder Marx’ og Engels’ korrespondance og den fjerde andre udkast, manuskripter og en bibliografi.

De to redaktører, J. Herres og F. Melis, har udarbejdet en omfangsrig introduktion til bindet, hvor de dels har redegjort for deres arbejde med at afgøre, hvad der skulle indgå i bindet, dels har analyseret bindets indhold i overensstemmelse med situationen under revolutionen.

Det har ikke været en let opgave i denne periode med så mange modsatte udviklinger og interesser. Det er heller ikke uinteressant at blive konfronteret med statsmagtens nøje overvågning af de forskellige politiske tendenser i samtiden. Generelt kan man sige, at politiet havde et godt kendskab til såvel de hemmelige (illegale) arbejderforeninger og det offentlige arbejde, som arbejderforeningerne forsøgte at udvikle. Nogle af disse foreninger havde store (nominelle) medlemstal, i Köln hævdes arbejderforeningen i byen i perioder at have haft henimod 8000 medlemmer.

Det fremgår af bindets introduktion, at den rolle, som Neue Rheinische Zeitung spillede som det førende dagblad på venstrefløjen, var af betydning for udviklingen under revolutionen. Beklageligvis blev avisen forbudt i slutningen af september og begyndelsen af oktober 1848. De to kommende MEGA-bind I/8 og I/9 udkommer først om cirka fem til ti år. Vi må afvente om de kommende bind giver et andet billede af udviklingen.

Det har været et omfattende arbejde, og det bygger igen på de to redaktørers undersøgelser på forskellige områder. Især Francois Melis har udarbejdet en række artikler, i hvilke han har undersøgt specialproblemer i forbindelse med avisen – ligeledes er det lykkedes for ham at finde frem til enkelte hidtil ukendte numre og flyveblade udgivet af avisens redaktion (adskillige af disse er udgivet i et samlebind "Zur Geschichte der Neuen Rheinischen Zeitung" (Argument Verlag Hamburg 2012).

Journalistik

Undersøgelserne har medført, at vi nu kan se et meget bredere udsnit af de aktuelle politiske vurderinger i tiden. Marx og Engels havde for første og eneste gang fuld kontrol med et betydende dagblad i en længere periode. Det alene giver en bredere indsigt i deres metode og en bedre baggrund for at kunne forstå deres politiske indsats.

MEGA-bindet indeholder en lang række artikler – langt de fleste er udarbejdet af Engels, men der er også adskillige artikler af Marx.

Marx og Engels havde for første og eneste gang fuld kontrol med et betydende dagblad i en længere periode. Det alene giver en bedre baggrund for at kunne forstå deres politiske indsats.

Marx’ artikler er indholdsmæssig set af større betydning, de er gennemarbejdede mens Engels har måttet tage sig af de mere dagsaktuelle emner: revolutionen i Italien (91 hidtil ukendte artikler) og den dansk-tyske krig om Slesvig (19 nye artikler). Engels har skrevet disse artikler på baggrund af informationer i andre aviser. Adskillige af dem består kun af informationer om udviklingen af krigene uden noget betydningsfuldt politisk indhold. Det bliver dog mindre fremtrædende efterhånden som Engels og redaktionen udviklede deres indsigt og viden.

Det billede Engels tegner af krigen i juni 1848 er skrevet uden større viden om de faktiske materielle, geografiske forhold og militære begivenheder. Da avisen kom på gaden den 1. juni 1848 havde Engels kun i ringe omfang arbejdet som journalist, det var et nyt område for ham. Men han levede sig hurtigt ind i det nye arbejde uden dog at kunne gøre andet end at skrive af efter andre aviser. 

Den slesvigske krig 1848 i dialektisk belysning

At dømme efter Engels beskrivelser af udviklingen var denne ret voldsom: landsbyer blev brændt, frivillige soldater samlet i frikorps for frem med mord og brand, og indbyggerne fra Haderslev og Aabenraa flygter af angst for overgrebene af den danske pøbel. Det gjaldt i mindre grad for Sønderborg, men også de var der voldsomme overgreb. Det skyldtes sandsynligvis at den danske flåde forhindrede, at indbyggerne der også flygtede. Aabenraa blev beskudt fra flåden (den preussiske flåde eksisterede åbenbart ikke).

Alt i alt var det voldsomme begivenheder, men Engels har næppe rigtig taget sine artikler helt alvorligt, han gør nar af de preussiske tropper og de øvrige tyske hærenheder. Til en vis grad viser han dog respekt for de tyske frivillige, der udgør en ansats til en revolutionær krigsførelse. Politisk set er der kritik af Rusland og England, som lægger pres på de tyske stater.

Men efter nogen tid forlader Engels krigsberetningerne, der sker ikke så meget og hans informationer fra danske aviser giver ikke anledning til, at han ændrer sine vurderinger af krigen. Han jonglerer en del med faktiske forhold (befolkningstallet i Danmark svinger mellem 1½ og to millioner, danskerne er skifteavis ikke særlig dygtige militært set, på andre tidspunkter er de meget gode osv.) Hans kilder er i høj grad den nationalliberale avis Fædrelandet og ikke som man kunne have forventet, den radikal-demokratiske avis Kjøbenhavnsposten, som på sin vis benyttede sig af Neue Rheinische Zeitung (NRhZ) til at informere danske læsere. Kjøbenhavnsposten skiftede dog efterhånden holdning og kritiserede NRhZ for at fordrejesandheden om den slesvigske krig ved at indtage et tysk-nationalt standpunkt.

I introduktionen til MEGA-bindet hævder udgiverne ligeledes, at Marx og Engels støttede de tysknationale krav overfor Danmark (s. 913). Det er ikke korrekt vurderet, som det fremgår af flere artikler, Engels kritiserer de borgerlige, tysknationale holdninger (smlg. s. 913). Helt tydeligt bliver det i en artikel om våbenstilstanden mellem Danmark og Preussen (s. 683-687). Engels hævder her, at den dansk-tyske krig set fra tysk side var en revolutionær krig, og ikke som andre krigshandlinger i forbindelse med de europæiske revolutioner (Italien, Poznan og Prag) reaktionære.

"Så længe den slesvig-holstenske bevægelse var en entydig borgerlig-fredelig, lovmæssig filistriøs agitation", skriver Engels, "vakte den kun begejstring hos velmenende småborgere." …"Men revolutionen (i hertugdømmerne) brød ind her, og gav den en anden karakter. Det slesvig-holstenske parti måtte enten gå til grunde, eller selv vove revolutionen. Det vovede revolutionen, og det fik ret…; Tyskland havde en revolution…". Det medførte et demokratisk forfatningsforslag, og Slesvig-Holsten er ved revolutionskrigen pludselig blevet et land med mere progressive institutioner end nogen anden del af Tyskland.

Engels gav krigen i Slesvig-Holsten et andet grundlag end det i bedste fald liberal-nationale i det øvrige Tyskland og i Danmark. Han evnede at perspektivere krigen og fjerne sig fra den tysknationale sump, som hans artikler havde i begyndelsen af revolutionen.