Europarådet og EU-parlamentet vedtog i 2006 en erklæringer, hvori man sidestiller kommunisme og fascisme som totalitære regimer. Man vedtog samtidig, at gøre den 23. august til en fælles-europæisk mindedag for "alle ofrene for totalitære og autoritære regimer".

Provokeret heraf udsendte den franske historieprofessor Jean-Jacques Marie fra Sorbonne en erklæring, der fik støtte fra mange franske kolleger. Heri hed det blandt andet:

”... Europarådet har givet sig selv ret til at fastlægge én bestemt, officiel opfattelse af historien i Sovjetunionen og de lande, der kaldte sig socialistiske. Man agter nu, at implementere denne holdning i alle EU-lande.... og vil have, at denne officielle version anvendes i skoleundervisningen.

Ved i resolutionen at påstå, at ”klassekampsteorien... har legitimeret henrettelse af personer, der blev betragtet som en hindring for opbyggelse af et nyt samfund” har Rådet givet sig ret til fordømme ”klassekampen”. Imidlertid er klassers eksistens og kampen mellem dem ikke nogen teori, men en kendsgerning, der siden starten af 1800-tallet er anerkendt også af ikke-kommunistiske historikere og publicister, som Ricardo, Thierry,.... samt den britiske premierminister Disraeli.

Ved at kalde en objektiv kendsgerning, som klassekamp, for en utopi, der angiveligt retfærdigør alle mulige forbrydelser i det 20. århundrede, har Rådet påtaget sig rollen som et politisk og ideologisk organ, der vil lovgive inden for faget historie, og man miskrediterer dermed sig selv.

Ved at erklære, at "… det internationale samfunds klare holdning (...) vil tilskynde historikere over hele verden til at afdække og udvikle objektivt konstaterbare fakta", anser Europarådet sig berettiget til på forhånd at bestemme retning, målsætninger og resultater af disse undersøgelser.

Europarådet finder sig berettiget til at afgøre, hvilken version af historien, skal pålægges alle. Dermed sættes der spørgsmålstegn ved forskningsfrihed, uddannelsesfrihed og undervisningsfrihed, hvilket er udtryk for totalitære ambitioner.....

… Rådet har valgt med sin fordømmelse af "forbrydelser begået af totalitære kommunistiske regimer", at fordømme de ungarske, rumænske, polske, bulgarske og jugoslaviske arbejdere og bønder, der efter de nazistiske og pro-nazistiske regimers sammenbrud, besluttede at dele godsejerjorde og overtage virksomhederne.

Europarådet finder sig berettiget til at afgøre, hvilken version af historien, skal pålægges alle. Det er udtryk for totalitære ambitioner.

Ved at betegne begivenheder, der siden 1945 fandt sted i Sovjetunionen, Østeuropa, Vietnam, Kina og Cuba, som en kæde af forbrydelser, har Europarådet, åbenbart valgt at støtte de monarkier og diktator-regimer i disse lande, der til sidste øjeblik førte krig mod deres eget folk. Man beskytter nazistiske kollaboratører, der ellers er blevet fordømt overalt. Man er med til at retfærdiggøre USA's udryddelseskrig mod Vietnam, der ifølge general Westmoreland havde til formål at bombe dette land "tilbage til stenalderen." Tilsyneladende ser Europarådet ikke et sådant erklæret mål som kriminelt, siden man nu fordømmer dem, der formåede at forpurre denne plan.

Men "historien accepterer ingen dogmer, kender ingen tabuer, historie er ikke en moral. Historikerens rolle er ikke at rose eller fordømme, men at forklare. Historien er ikke en slave af dagsaktuelle emner og historien er ikke noget juridisk objekt. I et frit samfund skal hverken parlament eller dømmende magt definere den historiske sandhed.... Europarådets ubegrundede forsøg på at lovgive historieskrivningen bør derfor enstemmigt forkastes”.

(Oversat fra russisk)