I SF's faglige bagland, herunder SF's Faglige Gruppe Storkøbenhavn (FGS) hilser vi LO's jobpakke fra 22. januar meget velkommen. Det er en fremsynet politik, som alle i fagbevægelsen burde støtte.
Den tidligere borgerlige regerings genopretningspakke fra 2010 med for eksempel nulvækst i det offentlige forbrug har sat bruttonationalproduktet fuldstændig i stå.
Dansk eksport er i dag højere end før finanskrisen satte ind, men de markante finanspolitiske stramninger de følgende år har medført, at der er næsten 25000 færre offentlige ansatte fra andet kvartal 2010 til tredje kvartal 2012, mens den private beskæftigelse i den samme periode har været nogenlunde konstant. Ikke mindst på grund af den høje produktivitet og relativt høje konkurrenceevne, som faktisk har øget eksporten.
I Danmarks finansmekka mener man, at danske arbejdere og især de lavest lønnede skal gå ned i løn.
FGS mener, at vi skal have stoppet den nedslidning, der foregår i stat og kommuner, som Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative gennem 10 år gennemførte uden at høre på venstrefløjen i dansk politik og fagbevægelsen. Der er i høj grad brug for, at gader, skoler, veje, plejehjem og offentlige bygninger bliver renoveret i et betydeligt højere tempo, end det vi kender nu.
Derfor synes vi, at LO's forslag er et skridt i den rigtige retning, og derfor vil vi på det kraftigste opfordre regeringen, især med afsæt i S og SF, til at sætte gang i hjulene. Dette kunne for eksempel ske gennem energirenovering, som kan skabe store besparelser i fremtiden til finansiering af yderligere investeringer og forbedringer af den danske infrastruktur. Det vil gavne de kommende generationer!
Derimod vil vi i SF advare mod den klassepolitik, som Smedegaard på Esplanaden agiterer for. I Danmarks finansmekka mener man, at danske arbejdere og især de lavest lønnede skal gå ned i løn. Samtidig står de borgerlige partier næsten i kø for at argumentere for skattelettelser. SF siger klart nej til skattelettelser og dermed indførelse af forsikringssamfundet.
Hvem ville i givet fald så få gavn af disse skattelettelser? Næppe LO's medlemmer, som i forvejen har betalt en stor pris for tilbageholdenhed ved diverse overenskomstforhandlinger, efterlønsforringelser og så videre. I FGS har vi den grundlæggende holdning, at alle skal bidrage til at løse fundamentale samfundsproblemer.
Lønmodtagerne har bidraget med stort samfundssind.Nu forventer vi, at bankerne, Smedegaard og CEPOS (Mads Lundby Hansen) kommer mere på banen i forhold til at tage de betonliberalistiske forslag af bordet. I SF vil vi en solidarisk politik, både når det handler om arbejdsmarkedspolitik, men så sandelig også, når vi snakker om fremtidige investeringer i Danmark som et velfærdssamfund, hvor der er plads til alle.
Dette betyder naturligvis også, at vi i SF vil arbejde aktivt for et bedre arbejdsmiljø; både det fysiske og det psykiske.
SF vil arbejde for mere jobskabelse for især de mange ufaglærte, der falder for de meget strikse dagpengeregler. Derfor skal vi på venstrefløjen og i fagbevægelsen frem mod næste valg kæmpe sammen og samtidig kæmpe imod de egoistiske løsninger, de borgerlige fremturer med.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278