17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsgiverne får lov at køre frihjul

Arbejdsgiverne får lov at køre frihjul

Dagpengekommissionen forslag til nye regler på dagpengeområdet vender den tunge ende nedad. Arbejdsgiverne friholdes og de ledige skal betale.

Dagpengekommissionen fremlagde i mandags sit udspil til nye dagpengeregler. Her ses formanden for kommissionen, økonomiprofessor Nina Smith. I forgrunden Bente Sorgenfrey, formand for BUPL.
FOTO: Linda Kastrup / Scanpix
1 af 1

Dagpengekommissionen friholder arbejdsgiverne og lader de arbejdsløse betale hele regningen for de forbedringer, som der lægges op til.

Arbejdsgiverne skal ikke bidrage med een krone til et nyt dagpengesystem, hvis politikerne følger kommissionens forslag. Til gengæld skal de arbejdsløse selv betale hele gildet, hvis det står til professorerne i kommissionen.

Vi har ikke brug for et dagpengesystem, som er skruet sammen på baggrund af økonomiprofessorers forsøg ud i lommepsykologi. 

Efter fem års mareridt med mere end 60.000, som er faldet ud af dagpengesystemet, er der brug for en genopretning af trygheden i dagpengesystemet.

Derfor hilser vi også fleksibiliteten i vedligeholdelse af dagpengeretten velkommen, ligesom muligheden for at forlænge dagpengeperioden ved kortere ansættelser er et fremskridt.

De borgerliges ansvar

Det er værd at minde om, at det var den borgerlige regering, som i 2010 besluttede den brutale reform. Det var en stor fejl at halvere dagpengeperioden og fordoble genoptjeningskravet. Resultatet er, at trygheden ved et solidt dagpengesystem er forsvundet. Tusinder har mistet deres dagpengeret og endnu flere oplever, at trygheden i deres arbejdsliv er væk.

Det er de borgerlige politikeres ansvar, at det er gået sådan. Derfor er det også at rette smed for bager, når kommissionen lægger op til at tørre regningen af på de arbejdsløse og indføre karensdage.

Det er for billigt, og vi vil ikke acceptere, at den største del af regningen skal betales af alle arbejdsløse med op til otte karensdage om året. Det er et skråplan at genindføre karensdage i dagpengesystemet igen.

Desto mere beklageligt er det, at LO og FTF har nikket ja til princippet, selvom de "kun" kan gå med til tre karensdage om året. Fagbevægelsen må stå fast på helt at afvise økonomernes fikse idé til en hurtig rundbarbering af dagpengene.

Karensdage er en glidebane

Hvis vi først lukker karensdagene ind i systemet, så får politikerne en al for bekvem adgang til at skrue på ydelserne. Det er ikke en dårligere dagpengedækning, som skal til, hvis vi skal have et robust og fremtidssikkert dagpengesystem, som folk også vil betale til – tværtimod.

Når kommissionen så oven i hatten forsøger at forklare, at et sådant drys karensdage henover kvartalerne er en god motivation og endnu et lille skub til at få de arbejdsløse op af sofaerne og til at tage sig nogle vikariater, ja så bevæger de sig ud over kanten af, hvad de har forstand på. Vi har ikke brug for et dagpengesystem, som er skruet sammen på baggrund af økonomiprofessorers forsøg ud i lommepsykologi.

Allerede i dag dækker dagpengene kun omkring halvdelen af en metalarbejders løn. Og de kommende år vil gabet mellem løn og dagpenge vokse, det har politikerne allerede besluttet. Hvis de føjer karensdage til, vil det kun forøge problemet og svække a-kassesystemet yderligere.

Så drop enhver tanke om, at vi kan skabe et trygt dagpengesystem inden for den nuværende ramme. Politikerne må til lommerne og finde penge til en genopretning af dagpengesystemet – vi har ikke brug for endnu en lap.

Metal Nordvestjylland v/ formand Erik Falck Damborg, Metal Østjylland v/ formand Finn Andersen, Metal Bjerringbro-Silkeborg v/ formand Svend Skov Jensen, Metal Herning v/ formand Egon Nykjær, Metal Horsens v/ formand Bjarne Sørensen, Metal Midt Skive-Viborg v/ formand Klaus Dahl Christensen, Metal Skanderborg-Odder v/ formand Palle Langkjær, Metal Skjern-Ringkøbing v/formand Helge Albertsen, Metal Tele Vest v/ formand Mogens Jensen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. okt. 2015 - 09:10   23. okt. 2015 - 09:20

Udtalelse

fra 9 lokale Metal-formænd i Region Midtjylland