19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bekæmp IS – men på den rigtige måde

Bekæmp IS – men på den rigtige måde

Med Sikkerhedsrådets resolution 2170 er Danmark nu folkeretligt forpligtet til at gå fra ord til effektiv handling. Danmark må kræve, at USA, Tyrkiet, Israel og Qatar stopper al støtte til IS.

NATO-udstyr lastes på et fly i Leipzig, der skal sendes til Irak til støtte for de irakiske kurdere i deres kamp mod IS. Men USA og dets allierede, herunder Danmark har et medansvar for, at Islamisk Stat overhovedet er opstået.
FOTO: JENS SCHLUETER / Scanpix
1 af 1

Verden er i den seneste tid blevet opskræmt over en ny politisk og militær kraft, der har gjort sig gældende i Mellemøsten: Den Islamiske Stat, forkortet IS, tidligere ISIL (Islamisk Stat i Irak og Levanten) eller ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien).

Navneskiftet repræsenterer et skift i fokus: Efter at have vundet fodfæste i det nordlige Irak og det nordøstlige Syrien stræber "kalifatet" efter verdensherredømmet. Verden er med rette opskræmt.

Truslen har fået USA til at indsætte kampfly til støtte for (nogle af) de kræfter, der kæmper mod IS. Den danske regering følger op med et militært transportfly. En USA-ledet militær indsats er imidlertid den dårligste vej at gå, og den kan meget vel få den virkning, at IS kommer til at fremstå som en antiimperialistisk kraft og dermed vinder sympati.

Intet kunne være mere uberettiget. IS er ingen antiimperialistisk kraft – tværtimod. Den er startet som en brutal terrororganisation, der har udviklet sig til noget langt værre: Et politisk projekt af de mest reaktionære, verden har set i århundreder.

IS - et politisk projekt af de mest reaktionære, verden har set i århundreder.

USA og dets allierede er ikke de rette til at imødegå denne trussel mod menneskeheden. USA og dets allierede, herunder Danmark, har med krigen mod og besættelsen af Irak været ansvarlige for nedbrydningen af den irakiske stat og dermed for at bane vej for IS.

IS vandt sit første fodfæste i Syrien, hvor "kalifatet" har fortrængt stort set alle de andre grupper, der bekæmpede den syriske regering. Også her har Danmark og USA's øvrige allierede - med den politik, de fører frem under det misvisende navn "Syriens venner" - været med til at bane vej for "kalifatet".

"Syriens venner" har i alliance med nogle af Mellemøstens mest reaktionære og aggressive stater (Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien) arbejdet målbevidst på at svække den syriske stat og støtte de forskellige "oprørsgrupper", der alle, selv de såkaldt sekulære, er af mere eller mindre islamistisk observans, og har dermed i realiteten banet vejen for IS.

Også den danske opbakning til Tyrkiets bekæmpelse af den kurdiske befrielsesbevægelse omkring PKK har medvirket til at svække de kræfter, der har taget kampen op med IS.

En anden dansk politik

En effektiv indsats mod IS og dens planer om et verdensomspændende kalifat må som et grundlæggende element indebære et opgør med Danmarks politik i forhold til Syrien og PKK.

Den syriske regering bør have moralsk og materiel støtte. Danmark må arbejde for ophævelse af alle udenlandske sanktioner mod Syrien og genetablere fulde diplomatiske forbindelser med landets regering.

Den 15. august vedtog FN's sikkerhedsråd i enstemmighed resolution 2170, der forpligter alle lande til at træffe effektive foranstaltninger for at stoppe rekrutteringen af frivillige og al anden økonomisk og militær støtte til IS og til Nusra-frontens terrorvirksomhed i Syrien. Med resolution 2170 er Danmark nu folkeretligt forpligtet til at gå fra ord til effektiv handling.

Danmark må kræve, at blandt andet USA, Tyrkiet, Israel og Qatar efterlever Sikkerhedsrådets beslutning og stopper al støtte til IS. Følgagtigheden over for Tyrkiet i dets bekæmpelse af PKK må ophøre.

PKK har vist sig som en afgørende kraft i kampen mod IS. Organisationen må fjernes fra alle lister over terrororganisationer og anerkendes og støttes som en vigtig del af kampen mod "kalifatet".

Vedtaget på landsledelsens møde den 31. august.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. sep. 2014 - 09:42   12. sep. 2014 - 09:45

Udtalelse

fra Danmarks Kommunistiske Parti