Dagen før FN's menneskerettighedsdag 10. december og 30-årsdagen for vedtagelse af FNs konvention mod tortur blev der i USA offentliggjort en stor rapport fra det amerikanske senat, der dokumenterer den omfattende brug af tortur i USA's erklærede kamp mod terror under præsident Bush.
Såfremt bødlerne ikke straffes, er en verden uden tortur en illusion.
Obamas udmelding om, at de CIA-agenter, der har anvendt tortur og andre skrappe forhørsmetoder, ikke vil blive retsforfulgt, er ikke alene yderst beklagelig, men også konventionsstridig. Obama glemmer, at når torturbødler går fri for straf, er det som at give grønt lys for brug af tortur.
Anti-Tortur Støttefonden (ATSF) finder, at beslutningen om straffrihed til CIAs forhørsagenter er i klar modstrid med FN’s konvention mod tortur.
Konventionen, som blev vedtaget for 30 år siden den 10. december 1984, og som USA har ratificeret, pålægger alle lande, som har underskrevet og ratificeret konventionen, at retsforfølge tortur.
Konventionen slår samtidig fast, at der ingen undskyldning er for tortur, ej heller hvis den er udført efter ordre ovenfra, og at der kan ikke gives amnesti for tortur.
Obamas beslutning om, at CIA-agenter ikke bør straffes "for hårdt" underminerer FN’s konvention mod tortur. Beslutningen er reelt en fortsættelse af forhenværende præsident Bush' forsøg på at udhule FN-konventionen.
ATSF mener, at i stedet for straffrihed vil det være bedre at indlede en undersøgelse og efterforskning både af de politikere, der tilskyndede torturen, de embedsmænd, der godkendte torturen og de jurister, som retfærdiggjorde den, samt de CIA-agenter eller torturbødler, der udførte den.
Som tæt allieret bør Danmark opfordre Obama til, at USA efterlever FN’s konvention mod tortur, herunder retsforfølge enhver mistanke om og ansvar for tortur.
Danmarks traditionelle rolle som foregangsland mod tortur burde få udenrigsminister Martin Lidegaard til at foreslå USA at få lukket Guantanamo og straks igangsætte en egentlig undersøgelse af USA's brug tortur for at få retsforfulgt de ansvarlige for tortur.
Udenrigsminister Martin Lidegaard lancerede fornylig et globalt initiativ - ”En verden uden tortur” -for at fremme FN’s konvention mod tortur.
ATSF opfordrer Martin Lidegaard til at gøre det klart overfor USA, at straffrihed for tortur er i strid med FN’s konvention og på ingen måde gavner "en verden uden tortur".
Såfremt bødlerne ikke straffes, er en verden uden tortur en illusion.
Anti-Tortur Støttefonden,ATSF, er startet af RCT og IRCTs stifter Inge Genefke og professor, dr. med. Bent Sørensen, mangeårigt medlem af FNs komité mod tortur.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278