Det er et brud på folkeretten, når Hamas sender raketter mod civile områder. Det må naturligvis fordømmes. Det er heller ingen grund til at bagatellisere israeleres frygt for raketangreb og deres menneskelige tab. 

Men man skal være en temmelig forstokket Israel-allieret - på niveau med Dansk Folkepartis Søren Espersen -  for ikke at kunne få øje på proportionerne i konflikten. 

Det er pinligt og dobbeltmoralsk når udenrigsminister Martin Lidegaard er mere optaget af Israels ret til forsvar end af, at civile rammes på bestialsk vis.

De færreste palæstinensiske raketter rammer deres mål, og i skrivende stund er 3 israelere blevet dræbt af raketterne. Israelerne har bombesikre rum, sirener og antiraketsystemer. Hvis de ønsker at flygte fra raketterne, kan de frit gøre det. 

I Gaza er 1,7 millioner mennesker stuvet sammen på et lille område på størrelse med Langeland - uden beskyttelsesrum og uden flugtmuligheder. De lever i det, der bedst kan sammenlignes med et fængsel. 

Mens dette skrives er dødstallene i Gaza kommet op mere end 500 personer. De fleste er civile, meddeler FN. Sårede strømmer 24 timer i døgnet til sygehusene, der er i en elendig forfatning. Traumatiserede småbørn i Gaza prøver at sove med fingrene i ørene, eller græder sig i søvn over tabet af forældre, brødre eller søstre. 

Israels tæppebombning af den tæt befolkede Gaza-stribe er en hensynsløs kollektiv afstraffelseskampagne mod palæstinenserne. Det er et brud på folkeretten og må fordømmes. 

Det er pinligt og dobbeltmoralsk når vores udenrigsminister Martin Lidegaard er mere optaget af Israels ret til forsvar end af, at civile rammes på bestialsk vis. Og det faktum, at det er en besættelsesmagt, der slår til overfor et besat folk, bliver helt usynligt. 

Før blokaden af Gaza og besættelsen af Vestbredden ophæves, bliver der ingen varig fred. I det lys er det fornuftigt at tage Hamas på ordet, når de aktuelt foreslår 10 års våbenhvile. Våbenhvile og fred forhandles med ens fjender. Hvornår mon Israel forstår det?