Et velfærdssamfund kan kendes på, hvordan man tager sig af sine svageste. I dyreverdenen lader man de svageste klare sig selv, lader dem alene med rovdyrene og overlader dem ofte til døden.

Vi  bakker alle offentligt ansatte op i deres kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår. Taber de deres kamp, ender vi alle som tabere.

Så slemt er er det heldigvis ikke hos menneskene – men der er stor forskel på, hvordan vi hjælper de svageste. Og i visse samfund mener man endda reelt, at hvis man har et behov for hjælp, så er det den enkeltes eget problem, som man gennem betaling kan forsikre sig imod, hvis man skulle komme i nød. 

I det danske samfund betaler vi for velfærden gennem vores skat. Altså en solidarisk model, hvor vi forlods sikrer alle, der måtte få behov for hjælp.

Vi sørger for, at de små kan komme i vuggestue og børnehave, de lidt større i skole, gymnasium eller universitet, og i alderdommen kan vi komme på plejehjem eller få hjælp i eget hjem.

Bliver man syg kan man få gratis hjælp af læge og sygehus, og rammes man af arbejdsløshed eller invaliditet, er der et sikkerhedsnet.

Gader, veje og parker renholdes, og skoler og sygehuse får daglig rengøring.
Dette nyder vi alle godt af – og kan takke de mange, som dagligt udfører dette arbejde til gavn for samfundet – altså os alle.

Men der skal også være tid til at kunne udføre opgaverne. Tid til at tage sig af børnene, de unge og de gamle. Tid til at operationen på sygehuset får et godt forløb og resultat, og tid til at vedligeholde og rengøre alle offentlige veje og bygninger.

Spareiveren har de seneste år dog skåret ikke alene ind til benet – men efterhånden ind til marven.
De som skal hjælpe os får ringere og ringere arbejdsforhold, mindre tid til opgaven, ingen pauser og flere forskellige arbejdspladser.

Det betyder, at vi alle får en dårligere service, og medfører, at vores børn ikke får den hjælp, de har behov for, at de gamle bliver sendt i seng om eftermiddagen, fordi man ikke har tid til at hjælpe dem om aftenen, og at sygehusopholdet ikke sikrer den tryghed man i en svær sygdomssituation har så meget brug for. 
Det er ikke sådan vi ønsker, at vores velfærdssamfund skal fungere.

De grafiske arbejdere i Randers bakker derfor alle offentligt ansatte op i deres kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår. Taber de deres kamp, ender vi alle som tabere.

Det ønsker vi ikke – så derfor. Støt op bag de offentlige ansatte i deres kamp. Det er vores fælles kamp for en fremtidigt godt samfund til gavn for alle.

Enstemmigt vedtaget på generalforsamlingen den 24. marts.